Dyr

Du er ikke begejstret for de to kvinders ‘befrielsesaktion’

Du udtaler til Dagbladet Ringsted (BT) at:

Der gik meget lang tid, før de kontaktede os, og jeg var virkelig bange for, hvad der var sket med min hund. Jeg kan ikke forstå, at de ikke ringede på det telefonnummer, der var i hundens halsbånd.

Hvor rørende…

Telefonnummeret i Ever’s halsbånd var din hundepassers telefonnummer. Det ved du godt, Helle Priess.
Jeg kan sagtens gengive det her.

Du blev kontaktet straks, vi havde fundet frem til dig som ejer af Ever. Du havde kun hån tilovers for vore anklager.

Shame on you!

Det bedste forsvar er et angreb.

Står buret nu hos dig?

Birthe ringede i eftermiddag. Beskeden var:

Forever (Ever) er ude af sit bur!

To repræsentanter fra Dansk Kennelklub (DKK), mødte op på sommerhus-adressen, hvor Ever lå lidende i et bur hos sin hundeoppasser.

Repræsentanterne ringede fra sommerhusadressen til Kennel Mai Tuk i Ringsted og bad dem om straks at møde op på sommerhusadressen.
De ville vente på stedet til ejeren, Helle Priess, mødte op.

Da hun var ankommet og set, hvordan Ever’s leveforhold var, skal hun have udtalt, at hun ikke var klar over, at forholdene omkring Ever var så alvorlige, som de var.
(Det var hun blev informeret om af os anmeldere, men havde kun hån tilovers for vore anklager).

Sammen med repræsentanterne var hun pludselig meget ydmyg i situationen.

Jeg kan ikke skrive så meget om, hvad der foregik på adressen, da jeg har fået det genfortalt meget kort, men I skal nok få historien, når jeg ved mere.

En dehydreret Ever lige efter, vi havde hentet hende. Læg mærke til hendes
opsvulmede mave…

I hvert fald blev Kennel Mai Tuk påbudt at tage Ever med sig. DKK vil løbende føre tilsyn med kennelen – og uden varsel.

Det får forhåbentlig kennelejeren til at tage omsorg for sine hunde – især tæverne, som bliver brugt som fødemaskiner.

Stort tak til jer alle. I har været en utrolig støtte.
Jeres kommentarer har styrket os i, at det var det rigtige, vi gjorde. Tusind, tusind tak!

Det var, hvad vi havde forventet, da vi indgav en politianmeldelse.

Vi skulle bare have beholdt den. Simpelthen!
Tyvstjålet den… Jeg har overhovedet ingen skrupler, når det gælder dyre-mishandling. Men vi havde ingen, vi lige i farten kunne placere den hos, indtil vi havde tænkt os om.

Konen (ejeren) havde meldt den stjålet. Foruden hunden var hjemmet “splittet ad” og der var “stjålet andre ting”, som hun har opgivet til politiet.
Det er uhyrligt at få at vide, når man tænker på, at vi styrtede ind i en over-ophedet stue kun med tanke for at tage hunden og billeder for derefter at komme ud i en fart. Det var overhovedet ikke til at trække vejret i det hus.
Gad vide, om politiet hopper på den – at vi gamle koner smadrer og raner hendes hjem? :))

En meget tørstig hund

Hunden er afleveret tilbage med den besked, at forholdene øjeblikkelig skal ændres, hunden må ikke anbringes i bur og slet ikke i de 10-12 timer, hun forlader den. Hun skal sørge for vand mv. og vil blive kontrolleret… Det sidste tror jeg ikke, politiet har tid til at overholde.

Det positive er, at vi har fået oplyst navnet på den kennel, hun påstår, hun passer hunden for. Dyrlægen, som er med i vores “bande”, vil kontakte kennelen og berette om forholdene i det hjem, hunden er anbragt. Samtidig får de overrakt politianmeldelsen.

Jeg forstår så godt Madame, når hun i sin kommentar skriver, at hun ikke magter det, når ingen myndigheder gør nogen foranstaltninger for at redde dyr i nød.

Det nytter ikke spor at gå til politiet. Jeg ved ikke hvor meget, der skal til, før man fjerner dyr fra deres ejere her i landet.

Schæferens pels ser grå ud. Det er underuld, som sidder i totter ud gennem pelsen. Da vi striglede den løse uld af, fremstod pelsen sort.

På det halve døgn, den var i vores besiddelse besørgede den 10 gange og tissede ustandselig. Tænk, at den ligger i timevis og holder på alt det. Det er ikke til at holde ud.

Jeg kommer først på landet igen på mandag. Heldigvis er der flere deroppe, som nu holder øje med hundens ve og vel. Nu ved konen også, at hun bliver overvåget.

Tak til hver og én for jeres kommentarer. Det varmer utroligt meget, at I er så mange dyrevenner derude.

Eller dér? Eller dér?

Nej, der var ikke nogen legekammerater i sigte lige på det tidspunkt i Søndermarken.
Der kom et par småhunde lidt senere. Men endelig dukkede en bedårende Ridgeback-pige op på størrelse med Rufus. Jeg skal love for, at han kunne knejse med nakken, og halen logrede det bedste, den har lært. Det var kærlighed ved første blik, og de to løb rundt og nussede, mens mødrene gik og fik en dejlig snak, om det bedste vi ved – hunde.

Hjemme igen tændtes for fuldmånen, juletræet og alle jødestagerne.

Vores dejlige pelsdyr ligger og drømmer om den smukke rødhårede pige, han mødte i eftermiddag. Jeg tror, husbond og jeg kommer til at lytte til tilfredse grynt henne fra Rufus seng i aften.

Seks afstumpede individer kan gå frit ud i samfundet og fortsætte deres onde gerninger.

Jeg fatter ikke det danske retssystem…

UPDATE: De seks dyremishandlere blev idømt betingede straffe på hhv. 20 og 30 dages fængsel og lidt håndører i bøde.

“Mens marsvinet lider, griner alle mændene højt”

Jeg ser ikke dyreelskere opponere mod dommen i blogland. Men jeg ser for mig seks idioter sidde med et svedent grin og hovere over, at de slap med milde domme.

… vist dette tragiske billede af en andefamilie på vej til nærmeste sø. Billedet verserer flere steder på nettet, og jeg husker ikke, hvor jeg fandt det.

I dag vendte vi hjem til lejligheden, og husbond spottede i en lokalavis, at netop ovenstående seance havde udspillet sig i vores gård, imens vi har været på landet.

Heldigvis endte oplevelsen lykkeligt :-)

… er “søskende” til hunden, som manglede vand og skygge forleden.

Jeg har holdt øje med huset, imens vi har været på landet. Den unge pige tager nu hunden med sig, hver gang hun kører en tur.
Katten har jeg set ligget sammenrullet i skyggen under hækken nogle gange.

I går, da jeg atter kiggede ind i haven (der var ingen hjemme – heller ikke hunden), var gråmis vågen og var i selskabeligt humør.
Jeg optog denne lille video af ham/hende men måtte spæne af sted, da jeg hørte en bil komme ude på vejen. Derfor er der lidt flimmer midt i filmen Det skulle ikke gerne hedde sig, at jeg er en emsig madamme, som holder øje med dyreholdet :O)

Det var så ikke mor og vovse, som kom hjem, så jeg gik lige tilbage for at nusse lidt mere med gråmissen.

Jeg har aldrig set sådan en race før…

… syntes vovsen at spørge, da jeg kommer listende ind i dens have.
Den har stået og bjæffet bedende en times tid, og da jeg ikke havde hørt mennesker dæmpe på den, måtte jeg op for at se, om den var alene.

Det var den – og lænket til verandaen, hvor vandskålen stod i bagende solskin. Det var så et minus, at vovse stod viklet ind i en staude 7 m fra vandskålen og gaspede.

Far og mor var taget på arbejde og havde sikkert i en god mening ladet hunden stå i haven i en lang line, så den kunne bevæge sig rundt. De havde bare ikke taget højde for de planter, som stod i vejen på dens runderinger. Han havde bevæget sig flere gange rundt om stauden og der var ca. 1 m tilbage at gøre godt med. Solen er lige ved at nå ham.

Pilen viser, hvor vandskålen står. Vovse er viklet om planten bag sig. Det er en ordentlig kleppert, og han gøede voldsomt af mig. Jeg havde aldrig set så stor en labrador, og hans kropssprog var bestemt ikke venligsindet.
Jeg listede mit opvaskefad med koldt vand hen til ham, hvilket han overhovedet ikke tog notits af.
Dog, da jeg gik ud af haven, slubrede han vand i sig og begyndte derefter at pjaske med forpoterne i baljen.

En time senere var den gal igen. Han kaldte på hjælp. Jeg gik derop med endnu en balje vand, og vi blev nu rigtig gode venner. Vi nussede og kyssedes. Jeg tog chancen og fik ham viklet ud af planten. Nu havde han adgang til masser af skygge og en stor balje vand ved sin side.

Under baljen har jeg lagt en seddel med beskeden: Til Vovse fra nr. 105.

Så må vi se, om jeg hører fra ejerne. De har lejet huset fornylig, så jeg kender dem ikke. Men det er en skøn hund, de har.

… er en af overskrifterne i medlemsbladet fra Forsøgsdyrenes Værn.

Når jeg modtager mit medslemsblad ligger det i flere dage, før jeg åbner det. Det er rystende læsning om menneskers indgreb på vore medskabninger.

Artiklen ‘Nu må det stoppe!’ omhandlede tyrefægtning og tyreløb, som jeg aldrig har fattet folk syntes er morsomt at overvære. Det samme gælder rodeo, som jeg oven i købet, selv har ladet mig underholde af i Canada engang.

En opinionsundersøgelse fra 2006 viser, at størstedelen af den spanske og franske befolkning ikke er interesseret i tyrefægtning.

50 større byer i Spanien og Frankrig har erklæret sig som anti-tyrefægtningsbyer.

Turister holder liv i tyrefægtning!

Vidste du, at

• tyrenes horn beskæres i tiden op til, de skal i arenaen, og at de ofte indgives præparater, der sløver og svækker dem?
• langt den største del af tyrene drukner i deres eget blod, fordi tyrefægteren gennemborer deres lunger?
• mange tyre er ved bevidsthed, når deres øren og hale skæres af? Det er tyrefægterens “trofæer”
• hvert år dræbes ca. 40.000 tyre i europæiske tyrefægtninger? På verdensplan dræbes årligt omkring 250.000
• EU støtter tyrefægtning, idet der gives landbrugsstøtte til opdrættere af de tyre, der anvendes i tyrefægtning

Det gjorde jeg ikke. Jeg vidste heller ikke, at

• man inden et tyreløb udsulter tyrene i dagene op til løbet og giver dem sløvende medikamenter, så de er afkræftede og dermed har en langsommere reaktionstid
• tyrene derudover får smurt vaseline i øjnene, så synet svækkes, og dyrene har svært ved at orientere sig.
• løbet starter ved affyringen af en raket, og 6-9 skrækslagne tyre bliver sluppet ud af mørke kasser. Tyrene blændes af det stærke lys og mødes af et inferno af jublende og råbende deltagere og tilskuere, som opidser tyrene ved bl.a. at kaste sten på dem
• tyrene bliver jagtet, hevet i halen , slået, sparket og får stød fra el-stave for at dirigere dem i den rigtige retning
• pga. af stress, smerte og det svækkede syn løber tyrene mod alt som bevæger sig, og nogle af deltagerne vifter med kapper for lynsnart at fjerne dem, så tyren med høj fart løber direkte mod fx en mur og kommer voldsom til skade
• de til sidst dirigeres ind i en arena, hvor de, efter at have gennemlevet pinefulde lidelser, dræbes.

Alt sammen til stor jubel for deltager og tilskuere.

Det er grufuld læsning. Jeg fatter ikke, at EU støtter den slags.

Det eneste jeg kan gøre er ikke at deltage i grusomhederne og betale mit kontingent i diverse dyreværnsforeninger, som gør et stort arbejde.

Oplysningerne er fra mit medlemsblad og billederne er fra Ekstrabladet.

… med snuden ved min kind. Når jeg slår øjnene op lyser hans ansigt af glæde. Nu sker der noget!
Men nej, lille Rufus, mor går altså ikke på gaden kl. 3:00 morgen, fordi du har drømt om hundepiger i løbetid.

I dag startede vi den første luftetur kl. 5:15. Vi har henholdsvis småløbet/gået i kapgang ca. 2 1/2 time sammenlagt i dag i styrtregn og blæst. Rufus’ tykke pels når lige at blive tør, før vi skal ud i regnen igen.
Da jeg tredje gang havde forsøgt at tørre ham med frottéhåndklæder, gav jeg op. Fjerde gang tog jeg skrappere midler i brug. – Føntørreren blev fundet frem.
Den kendte han ikke, men med lidt pote- og håndgemæng lykkedes det at få ham tørret godt og grundigt. Da kampen var ovre, syntes han vist egentlig, at det var meget rart at blive speed-tørret.

Husbond kom tidlig hjem i dag medbringende en kæmpe forkølelse, hindbær, kanelsnegle og en flaske rom.
Rommen (med et stænk the) sidder han lige nu og drukner forkølelsen i. Han er forhåbentlig klar til fødselsdagsfest i morgen. Med den fest, er vi ved at have overstået forårets invitationer. Der mangler nu kun et studentergilde i slutningen af måneden.

Det har været klumpet meget sammen dette forår, som ikke helt blev, som jeg havde forestillet mig – at nyde forårshaven i fulde drag flere dage ad gangen. Men i næste uge – så!…

Nu står Rufus Gud hjælpe mig og vil ud i regnen igen… Nu må hundepigerne gerne snart lukke duftkanalerne.

Det er første gang, jeg ser en af dem. Denne var parkeret ved Gl. Strand, da jeg kom cyklende.
Der er efterhånden mange heste i bybilledet. Dronningens ser jeg jævnligt. Så er der bryggerhestene og engang imellem ser man ridende politi.

Denne smukke hest med vogn blev lidt efter afhentet af en festlig dame i sjov uniform.
På Hestetaxa’s hjemmeside, kan man bestille kørsel til bryllupper, udflugter m.m.

Det er yderst sjældent, jeg plukker blomster i vores have og tager med hjem til byen. De står meget længere i haven end i en vase.

Da jeg tog hjem i torsdags, plukkede jeg alligevel en buket bonderoser, da jeg vidste, at der ville gå nogen tid, inden jeg kom på landet igen.
Vi skal lige have lidt fornøjelse af dem, inden regnen har slået dem alle til jord-en.

De har stået med knopper indtil i går, men nu sker der noget.

… på Frederiksberg i morgen søndag, den 10 maj. Udstillingen afholdes i Frederiksberg-Hallerne på Jens Jessens Vej og åbner kl. 10.

De to katte, vi har haft glæde af at bo sammen med, har begge været af racen ‘Tabby’, som i daglig tale er en almindelig huskat. For nogen år siden blev den godkendt som racekat.

Tegning af John Nissen

Vidste du det om katte?

Så kom der endnu en mail med billeder af ‘Sjove dyr’.
Dette billede – et af mange – kunne jeg alligevel ikke stå for.

Hov! Hvad skete der lige hér?

Den anden ting er et link, jeg fandt for ca. 3 år siden og tager frem og kigger på i ny og næ.
Jeg er sikker på, at enhver katteelsker kan nikke genkendende til situationen.