Natur

Jeg nænner næsten ikke at gå indenfor, men mine bukseben er dugvåde om-trent til knæene efter vores morgentur. Rufus blev lettere irriteret, fordi jeg hele tiden stoppede op for at tage billeder.

Lige meget hvor man kigger hen er der spindelvæv. Det er alt for flot til at gå indendøre.

Inden længe vender vi næsen hjemad. Vi har haft et par skønne dage med havearbejde og samvær med naboer.
Rufus har været i vældig humør og har haft flere besøg af piger i pels :)

Nu vil jeg så småt begynde på at rense brændeovnen, pakke sammen og give fuglene mad, hvorefter vi kører hjem for at holde weekend.

Rigtig god weekend til jer :-)

… er vandrefalken, som kan styrtdykke med en fart på 560 km/t.
Sådan én så vi også i aktion hos falkoner, Edith Wenzel, da vi besøgte Fredensborg Falkonergård i går.

Opvisningen på Falkonergården startede først kl. 17.

Vi var i god tid og benyttede anledningen (jeg insisterede) til at besøge Ninas Naturcafe. Husbond kunne tænke sig en lille frokostanretning, men frokost-køkkenet var lukket, så han måtte tage til takke med kager.

Jeg bestilte varm chokolade, som jeg elsker. Ninas var dog en total skuffelse. Den blev serveret som et krus varm lunken mælk, hvor en vedlagt chokolade-pind skulle opløses i. Jeg blev nødt til at bede hende om at sætte den i mikro-ovnen for at få opløst chokoladen. Alligevel smagte det kun af varm mælk.

Det var en skuffelse – men naturen omkring var skøn. Til september er der opvisning med bordercollier, som skal samle fåreflokke. Det kunne jeg godt tænke mig at se, men husbond får jeg ikke med igen.

Vi nåede også lige et smut om Fredensborg Slot, før vi nåede frem til Falkonergården.

I udstillingslokalet sad vi bænket langs siderne og Edith Wenzel (EW) fortalte om rovfuglenes flyve- og jagtteknik.

I lokalet blev forevist et par ørnefugle, som fik lov at flyve frem og tilbage i lokalet skiftende mellem at hente sit bytte i EW’s hånd og ned til en platform på endevæggen, hvor den fortærede det rå kyllingekød.

Efter det indendørs foredrag, hvor hver enkelt havde fået lov at se fuglene tæt på, gik vi alle udendørs og blev bænket i det smukke naturområde, Falkonergården ligger i.

Det var en fantastisk oplevelse at se de smukke fugle på tæt hold. Desværre kunne man ikke få lov at holde en.
Opvisningen blev afsluttet med den fantastiske steppeørn, Shiba, som har et vingefang på 2 meter. Jamen – den var smuk.

Den fik jeg ikke taget billeder af, fordi jeg var helt opslugt af at de den i aktion.

EW stod bag publikum med byttet, så Shiba kunne flyve ind over vore hoveder, når hun landede. Det var imponerende at mærke suset af en af verdens farligste rovfugle.

Prøv lige at se den unge svenskers fotoudstyr!

Da gik jeg ligesom i stå med mit lille lommekamera… Han var ikke helt tilfreds med optagelserne, fordi han var uheldig at sidde for langt ude på bænke-rækkerne, så han kun fik fuglene i sideflugt.

Steppeørnen, Shiba

… giver god inspiration til, hvad man kunne tænke sig at plante i sin egen have.
I går så jeg denne smukke rhodo-dendron. Det var næsten umuligt at løsrive sig, så vidunderlig den var. Jeg må på planteskolen og købe en, som jeg skal have med på landet næste gang.

Heldigvis kommer jeg ofte forbi den, da den står i en have på en af Rufus’ favoritture.

Jeg har ikke været heldig med de 3-4 rhododendron, vi har haft hen ad vejen. Kun en har overlevet med nød og næppe. Den sprudler ikke med blomster.
Jeg har heller ikke været flink til at plante dem i spagnum, da jeg mente, vores jord var sur nok. Men når jeg køber denne skønhed, skal den plantes i spagnum og have masser af vand.

Den står i en forhave til en beboelsesejendom sammen med et udvalg af andre smukke planter.
Bunddækket er jordbærplanter med røde blomster.

Sidste år plantede jeg en klematis (Montana Rubens) op ad en birkestamme. Den har klatret fint nok, men jeg kan ikke se, at der er nogen blomsterknopper på vej.
Herinde i byen vælter de allerede ud over rækværker og op ad mure med mas-ser af blomster. Jeg havde håbet, at den havde givet mig nogle blomster i år, så jeg kunne ligge i min hængekøje og indånde dens vidunderlige duft.

På lørdag er vi en flok andelshavere, som skal tage kærlig hånd om vores hus og gårdmiljø. Vi har endnu ikke fået udleveret listen med de arbejder, som skal ordnes. Det er spændende, hvad jeg bliver sat til.

På vores andelsforenings jord ligger et beskyttelsesrum under jorden i et lille anlæg. Over jordoverfladen er det en kæmpemæssig “tue”, hvorpå der gror et vildnis. Den kunne jeg godt tænke mig at plante til med rhododendroner, men vi må desværre ikke. Den tilhører Beredskabsstyrelsen og er fredet. Men pas-ser den, gør de yderst sjældent.

… i Landbohøjskolens have var dækket med løv akkurat som vores – var.
I dette efterår har kommunen, så vidt jeg kan se, ikke påbegyndt at fjerne blade endnu.

Måske er det et nyt tiltag, at man venter til alle er faldet til jorden.

I søndags var vi i Søndermarken, hvor plænerne også var dækket med løv. Det er herligt, at det får lov at ligge, så føles efteråret længere.

I Søndermarken har jeg tidligere set kæmpe maskiner rykke ind for først at blæse bladene sammen i lange baner, hvorefter de bliver støvsuget op af andre.
I går, da vi gik tur på Landbohøjskolen, kunne man ikke gå og sparke til
løvet. Det var tungt af flere dags regn. Men farverne var skønne. Der er meterlange bøgehække overalt i området, som lignede en eksplosion i alle nuancer.

Rufus var ikke i humør til at vandre i regnen. Han sad for det meste og indsnusede indtrykkene og kiggede på de mange flokke af hvidkitlede studerende, som gik forbi.

Rufus sad, og jeg stod. Det er ikke meget motion, vi får. 

Jeg havde kameraet med og optog en lille film af ham, hvor der absolut ikke sker meget.

… hjemme i køkkenet var ikke til meget hjælp i går, hvor varmen forsvandt ved 11-tiden og først kom tilbage kl. 19.

Den gamle kakkelovn er ikke tilsluttet. Vi har ingen skorstene i ejendommen, som fungerer længere. Hvor jeg dog havde lyst til at fyre op i den  - skorsten eller ej.

Udover vi ingen varme havde i går, for-svandt al strøm i ejendommen kl. 18. Det var elektrikeren, som fandt en fejl på installationerne.

Det var nu meget hyggeligt, at hele huset blev mørkelagt. Vi stod alle i køkkenerne, da lyset forsvandt kunne jeg se, fra mit vindue. Lidt efter lidt blev der sat levende lys ud i køkkener og badeværelser. Det gav en dejlig sammenhørighedsfølelse, at vi alle var i samme båd.

Husbond havde en travl aften med håndværkere og beboere, men alle havde taget oplevelsen med godt humør. Det er egentlig smadder hyggeligt, at vi har et fælles hus.

Men det er altså også enormt hyggeligt at komme på landet. Her er så vid-underligt stille. Solen tittede frem ved frokosttid ganske kort. Jeg var ved at rive blade sammen og måtte holde en kaffepause for at sidde og nyde det gyldne lys, jeg sad midt i. Det er en Guds gave at få lov til at opleve sådan en dag.

Alle haveejere kender sikkert til, at plænen er dækket med løvfald. Hér lå det i dynger, da jeg kom i formiddag. Jeg fik dog revet en del sammen, inden det mørknedes. De fleste lægges over stauderne. Resten sendes på genbrugs-pladsen.

Mine fugle har ikke opdaget, jeg er kommet og har fyldt deres caféer med mad. De spiller altid kostbare den første dag, jeg er her.
I mellemtiden lever de godt ovre hos en af naboerne. Det er manden i huset, som fodrer fuglene. Han har et kæmpe udvalg af forskellige fodre- og vandbeholdere.
Hvis man mangler idéer til indretning af fuglecaféer, skal man bare kigge ind til ham.

Nu sidder jeg og hygger mig med kaffe og varme i brændeovnen. Jeg er allerede søvnig efter timer udendørs. Men jeg skal holde mig vågen til den thriller, der kommer senere i aften. Inden da skal Rufus luftes.
Når man skal se thriller alene i et sommerhus, skal lås og slå smækkes i, og der bliver ikke lukket op før i morgen tidlig.

God aften til jer :-)

… falder over mig, når jeg ser dette syn. Hvor har jeg savnet dem. Alt ånder fred og idyl.
“Min” familie står derovre bag træet til venstre i billedet. De bor i nr. 3. Familien er blevet enorm siden sidst. De har haft en dejlig – og frugtbar sommer.

Det er så hyggeligt at mødes med rare mennesker, som har noget til fælles. Vi giver alle hinanden hånden. “Det er god skik”, som Viggo siger. Og det er sandt.
Efter lidt bi-snak går vi stille og roligt ind og hilser på de arbejdsomme bier. I går skulle vi klargøre til honningfratagning og fodring på søndag.

Bigården har ind imellem besøg af skole- og børnehaveklasser. Desuden kommer der gæster fra udlandet. En af gæsterne malede denne søde akvarel, imens hun var på besøg i sommer. Den hang på opslagstavlen.

Så fik jeg endelig fat i et (to) lykkearmbånd. Jeg fandt dem i en af tingel-tangel boderne på Gammeltorv. De var billige i forvejen, men jeg fik ekstra rabat, fordi jeg smilede af en af sælgerens vittigheder.
Gad vide om et smil nedsætter prisen hos tømreren oppe på landet…

… jeg kan hente frem og kaste op på indersiden af øjenlågene, når jeg skal blunde i hængekøjen.

Jeg har lige gået aftentur med Rufus. Månen hang kæmpestor og lyserød over fjorden. Fjorden var blikstille og månestien strakte sig hen over vandet, Stilheden var total. Kun lidt småsnakken mellem rørsangerne kunne høres.

Nu sidder jeg på verandaen og skriver med et krus kaffe på den ene side og en flok levende lys på den anden. Nede på terrassen ligger vores dejlige dreng – som jo er Rufus – og tænker på den dejlige pige, han mødte for lidt siden :-)

… hvor man ikke kunne købe ottekantede glaspavilloner som samlesæt til haven. Den gang byggede man selv sit lysthus af forhåndenværende træ i et skyggefuldt sted bagest i haven.

I lysthuset stod som regel en sammentømret bænk og et par stole. Nogle havde en gammel ottoman stående, som manden i huset kunne tage en middagslur på. Lysthusene var ofte tilgroet med vedbend.

Dér i skyggen under vedbenden blev der indtaget et par øl, spillet kortspil og talt om mangt og meget med naboerne.
I Haveselskabets Have står et mere dekorativt et af slagsen.

Vores lathyrus er begyndt at blomstre. Jeg har lige plukket en lille buket, som jeg har sat på morgenbordet. Nu venter jeg på, at husbond vågner, så vi kan spise morgenmad.

Rufus og jeg er lige kommet hjem fra vores morgentur. Tidligere gik vi ture ved 5-tiden om morgenen. Med alderen har han lyst til at sove længe og vil helst ikke ud før efter 7.
I to af vore redekasser er der unger. Det er ikke musvitter men nogle grå-spurvlignende fugle, som flyver ind og ud og fodrer.

Vi har i flere år haft en rædselsfuld stor plastictønde stående hengemt i haven. Det var meningen, husbond “bare” lige skulle sætte en hane i, så vi kunne
tappe regnvand til havevanding. Det tager tid for husbond at udtænke sine planer – og få dem udført. Tænk, at han lever af det til daglig. Men så er det jo så også andre, som udfører arbejdet :-)

Indtil han skal i gang med projektet, har jeg taget låget og bruger det nu som
fuglebad. Jeg har lagt et par store sten i, så fugleungerne har et sted at
sidde. Vandhøjden er 3-4 cm, så de skal ikke gerne drukne. Jeg tror ikke, jeg
- eller fuglene – vil af med det igen.

Varmen fortsætter… Jeg må ud og vande de blomster, som endnu står i skygge.
I dag er det den 4. juli og USA’s uafhængighedsdag. Det bliver varmt at sidde i Rebild Bakker.

I må alle ha’ en dejlig weekend :-)

… med vores grønærter. De ville så gerne, og det ville jeg også.
Først måtte jeg udtænke en anordning, som de kunne gribe fat i mod deres videre himmelfærd. Et stykke snor blev hængt op og fingerfletningen sat i gang. Sno, sno, sno lille tråd omkring…

I går sov jeg også middagssøvn mellem timian- og lavendelbuskene. Jeg ved ikke, om det var forkølelsen, solvarmen eller duftene, som gjorde det. Imens jeg lugede under buskene blev jeg pludselig overvældet af træthed og måtte bare lægge mig ned direkte på græsset og sove. En time senere vågnede jeg og så, at Rufus stadig lå i skyggen af en staude – han sov endnu.
Jeg må have ligget på et myrebo. De var overalt.

I dag er jeg hjemme i byen. Jeg er stadig søvnig og sover meget. Den forkølelse tapper al energi ud af mig.

Jeg nyder engang imellem at kunne gå på besøg i blogland og se, det står fint til. Jeg glæder mig til energien vender tilbage, så jeg kan vise jer billeder af et par humlebier. Dem kan man ikke se for mange af :-)

I eva solo’s sortiment finder man en redekasse, som indvendigt er indrettet med en stige, så de flyveklare fugleunger ubesværet kan komme op fra reden i bunden.
Stigen må også være nødvendig i sådan et glat monstrum.

Redekassen har desuden udskiftelige indgangshuller i fire forskellige størrelser, så man i et snuptag kan vælge, hvilke af sine yndlingsfugle, men vil udleje til.
Den ligner en termokande og fungerer vist også som en sådan. Den skulle holde varme/ kulde ude.

Den kommer ikke til at hænge i vores træer.

På samme hjemmeside finder man også en foderkugle. Den type foderbeholdere kan ikke anbefales. I regn, sne og slud bliver foderet vådt og hårdt som cement.

Beholdere, hvor regnvandet kan løbe fra er bestemt at foretrække.

 Efter de seneste mange weekendarrange-menter, landede vi i idyllen søndag efter-middag.
Husbond tog hjem allerede om aftenen for ikke at skulle ligge i en 6 km lang kø mandag morgen på vej til jobbet.

Græsset var højt og i blomst. Det er det ikke længere.
Nu kan jeg se fugleungerne stå nedenfor foderbrættet med baskende vinger og kræve mad af deres fortravlede mødre.

Ind imellem havearbejdet skal der være tid til pauser på terrassen, hvor en lille forfriskning indtages

Normalt taber jeg et par kilo, når jeg er heroppe alene. Rufus og jeg går mange ture, og der bliver travet nogle km efter græsslåmaskinen.
Denne gang tror jeg, at jeg har taget på pga. den rabarbertærte, jeg har lavet. Der skulle ufatteligt meget sukker i – og jeg har næsten spist den hele i løbet af en dag. Dertil kommer de små chokoladekager, husbond købte til mig. De er også snart væk. Godt! Så er der ikke mere, som frister…

En af rosenbuskene, som bærer utroligt mange og store blomster, var helt nedbøjet, da vi kom herop. En del hoveder blev afklippet, lagt i et fad og står nu som øjenfryd på havebordet.

Nu er det tirsdag morgen. Jeg har været i bad, globelinien er lagt, mascara påført. Husbond har ringet for at høre, om jeg har sovet godt, og jeg spurgte ham. Jeg sluttede af med at sige “jeg savner dig”, hvortil husbond svarede “jeg savner Rufus”. Alt er som det skal være…

God dag til jer :-)

… måtte bukke under for uvejret på Peter Bangs Vej.

Set af husbonds kollega i morges

Det er simpelthen fryd at stå og beundre “mine” biers arbejde.
Når man kender arbejdet bag – og området, hvor nektaren er hentet af fartstriberne, er det en ekstra stor fornøjelse at nyde den nyslyngede honning.

Familierne havde produceret masser af honning. De er ikke færdige endnu. I august vil der atter blive taget honning fra. Derefter får de noget specielt at spise til vinterens komme.

I søndags hentede vi honningen i staderne, og mine holdkammerater tog hjem til vores lærer og slyngede den. Jeg kunne desværre ikke deltage den sidste del af dagen.

I går var Rufus, husbond og jeg i bihaven for at hente vores del af fangsten. Låget på glassene er af metal og præget med cellemønster.
… Jamen, det er gennemført lækkert.

Tidligere har jeg altid syntes, at det er synd at plyndre biernes forrådskamre. Nu har jeg forstået det sådan, at de faktisk ikke kan overleve en vinter på deres egen honning. Jeg husker desværre ikke hvorfor. Men man behøver ikke at have dårlig samvittighed over at spise deres mad.

Hvis du har interesse i at lære om bier og blomster – eller bare finde gode idéer til at bruge honning i madlavningen, så prøv at kigge ind på Dansk Biavlerforenings hjemmeside.

 … denne tirsdag aften i maj. Vejret var lunt og helt vidunderligt. Alligevel sitrede luften en anelse, og jeg frygtede, at bifamilien ville være lidt irritable. Det har jeg ladet mig fortælle, at de kan være, hvis de vejrer torden i luften.

“Min” bifamilie bor ikke langt fra mig. Det tager kun få minutter at cykle derhen.

Det sidste stykke vej trækker jeg cyklen. For da er jeg i landlige omgivelser, og det skal nydes. I aften havde jeg kameraet med og havde tid til at tage billeder af gården, som ligger tæt ved.

Efter gården går jeg gennem en blomsterhave, hvor man driver planter frem, som senere skal udplantes i Landbohøjskolens have.

Pludselig står jeg på den endelige adresse – nr. 3.

Der var ro og ingen irritation. Det er en rar familie, jeg har lært at kende her. I nabohusene var der også ro.
To på holdet blev stukket i aften. De fik smurt honning på åstedet, hvilket tager eventuel smerte. Endnu er jeg ikke blevet stukket, selvom jeg har flyttet rundt på mangen en tavle efterhånden. Jeg tror, de kan mærke, at jeg holder
meget af dem.

I aften så vi en bi, som dansede meget ivrigt. De nærmeste bier blev ivrige. Den må have fundet et rigtig godt nektar-sted.

Det har lige tordnet og lynet over vores tag. Jeg gik ud på altanen og så, at der var solnedgang til venstre. Til højre, ind over byen, var himlen skummel men med en smuk regnbue.

Godt, at Rufus var blevet luftet, før uvejret startede.

… uden hjælp.

Svaneparret med fire unger svømmer nu ude i søen.

Allerede for 14 dage siden, gjorde jeg hhv. Frbg’s og Kbh’s kommune opmærksom på, at svanereden var uafskærmet.
I fredags fik jeg en venlig mail fra Parkforvalteren/Landskabsarkitekten fra Københavns Center for Park og Natur.

Tak for din henvendelse om svanereden på Svineryggen.

Jeg har bedt vores entreprenør, som plejer De indre Søer, om at sætte et hegn op – lige som vi plejer at gøre det. At det ikke allerede er sket er beklageligt, men gartnerne har nok ikke været opmærksomme på reden, eller vidst at de skulle sætte et hegn op.

Med ønsket om en god weekend

I fredags så jeg en svaneunge titte op fra svanemors vinger. I weekenden var jeg ikke hjemme. I går, mandag, svømmede hele svanefamilien rundt i søen. I dag, tirsdag, er der stadig ingen indhegning opsat. Nu har det heller ingen betydning. Jeg tror ikke, de anvender reden om natten.

Til næste år må jeg være hurtigere ude med at rykke for indhegning. Denne gang gik det dog godt. Trods alt, er det dejligt, at kommunen er så betænksomme, at de vil forsøge at gøre en indsats.

Kr. Himmelfartsbål

Gad vide, hvor mange henvendelser kommunen modtager fra emsige borgere, som ikke har andet at lave end følge med i alt det, som de ikke når i deres daglige arbejde…