Lige meget hvor man kigger hen er der spindelvæv. Det er alt for flot til at gå indendøre.

Inden længe vender vi næsen hjemad. Vi har haft et par skønne dage med havearbejde og samvær med naboer.
Rufus har været i vældig humør og har haft flere besøg af piger i pels :)

Nu vil jeg så småt begynde på at rense brændeovnen, pakke sammen og give fuglene mad, hvorefter vi kører hjem for at holde weekend.

Rigtig god weekend til jer :-)

Traileren er atter med top. Desforuden ligger der yderligere en kæmpe bunke haveaffald ved siden af traileren til endnu en tur til genbrugspladsen.

Så har husbond lidt at lege med, når han kommer herop. – Jeg bliver ikke populær :)

Glimt fra landsbyen og haven

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har fyldt børen.

Rufus sidder og overværer, at alt sker i god ro og orden.

Ind imellem har vi haft visit, hvor jeg ikke har haft noget at byde på til kaffen.
I eftermiddag bagte jeg chokolademuffins, så jeg trods alt havde lidt. Siden har jeg ikke haft besøg…

I går aftes var jeg på visit hos Birthe, som bød på den skønneste, hvide chokoladelikør. Den fås kun i Tyskland.
I morges brugte jeg en time på at søge den på nettet under diverse grænse-handler, så jeg kan bestille den med hjem hos den næste, som drager der nedad. Den var ikke til at finde. Jeg må ha’ et billede af Birthes flaske…

Jeg overvejer stadig, hvor min hængekøje skal hænge i stuen. Her er højt til loftet, så det skulle være muligt.

Alligevel vil den, uanset hvordan jeg vender og drejer den, komme til at hænge ind over et bord eller sofa, eller foran en dør.

Men det skal nok lykkes. Fugle har jeg også omkring mig inden døre. Dog ikke nogle, som kvidrer som de udendørs.

I morgen kører Rufus og jeg hjem til husbond igen. Vi skal til fødselsdag i weekenden. Måske skal vi også til høstmarked på Fuglebjerggård,  hvis jeg kan lokke husbond. Madame skrev om markedet for nogen tid siden. Det kunne være en spændende oplevelse.

Den runde fødselsdag markeres ved en stor turné med en genopførelse af
The Wall i 2011.

“Roger Waters kommer med hele udstyret – og mere til – fra den oprindelige opsætning med hans gamle band”

I dag lykkedes det mig at få billetter.

Åh, kom maj du søde…!

Michelle ønsker sig dybe tallerkener til det stel, hun samler på – Muselmalet Blue Fluted Mega, ø21 #4 og #6.

#4 og #6 viste sig at være den del af mønsteret, som man vil have. Jeg troede det var tilfældigt, hvilken del af mønsteret, man fik, men det er det ikke.

Det blev til to tallerkner #4.

Der var 30% rabat på alle varer i Illum’s boligafdeling, fordi afdelingen lukker.

Vovsen tilhørte cirkus, men skulle ikke optræde. Den løb rundt blandt publikum i marken og styrede direkte mod små børn med en is eller pølse i hånden.

Når den fandt et offer, sad den pænt og ventede og ventede, til der faldt en bid af. Ind i mellem kunne man nå en lur.

Kameler eller dromedarer… De havde den blødeste pels og muler.

Hesten havde en balletdanser på ryggen under showet.

En snor markerede, hvor tæt vi måtte komme elefanterne.

Bag om cirkus

Måske løb jeg på Benny Berdino, cirkusdirektøren. Han var min legekammerat uden for sæson, da vi var meget små.
Hans far, som dengang ejede et meget lille Cirkus Arena, opmagasinerede det på en gård om vinteren, i min barndomsby.
Sjovt at se, at den lille, frække unge har så stort et cirkus i dag. Jeg så ham kun on stage :)

Det var et meget flot show, men vi gik altså i pausen. Da havde vi fået nok af høj cirkusmusik, og det var blevet på de tider, hvor Rufus skulle luftes.

Det blev han i Frederiksberg Have, hvor der var så  hornmusik på kanalerne.

Jeg syntes hornmusik er så forfærdelig deprimerende at lytte til. Men de var hurtigt væk.

Jeg er i sommerhuset, og månelyset bragede ind af vinduerne i nat. Haven var fuldstændig oplyst og ikke en vind rørte sig.

Nu tør jeg ikke gå udenfor i mørke, men stod ind imellem ved et åbenstående
vindue og nød stilheden derude. Hvis jeg dog bare havde mod til at gå ned til fjorden. Det må have været ubeskrive-ligt smukt dernede. Men Rufus er lige så mørkeræd som jeg. Så vi blev inde.

Godt, husbond ikke var med heroppe denne gang. Så kunne jeg nemlig ligge i hans side af sengen og månebade indtil jeg faldt i søvn.

Nu vil jeg gå ud og pille min favorithængekøje ned. Den skal hænges op i et hjørne af stuen her i sommerhuset. Det skal ske, inden husbond ser det, så han ikke kan nå at protestere.
Det er for tosset, at jeg kun bruger den om sommeren, når man nu ligger så godt og læser i den.
Jeg har nogle smukke, romantiske vattæpper, som skal gøre den endnu mere indbydende at ligge i.

Rigtig god dag til jer :)

Det samme gjorde jeg en morgen-stund i weekenden.
Da gik vejen omkring Damhussøen og -engen. Turene er ikke særlig lange. Det er kun en begyndelse. Normalt syntes jeg ikke, det er spændende at cykle alene, men jeg tror, jeg er ved at få smag for det.

Når motivationen kommer over mig, har jeg tænkt mig at tage cyklen med i S-toget, stå af i Klampenborg og cykle gennem Dyrehaven og hjem.

En anden dag vil jeg tage cyklen med i Metroen, stå af hvor den slutter på Amager og cykle hjem derfra – måske over Fælleden, hvis jeg tør. Der var engang en cyklist, som blev myrdet derude.

Hen ad vejen vil jeg både cykle ud og hjem.

Ved Damhussøen stod der pæle i vandet, som måske kun har det formål at give mågerne en holdeplads. Kun de modigste blev siddende, da jeg stoppede op.

Rufus og jeg har atter været omkring Søndermarken. Hér ligger han på en bakke og lurer af, hvem han skal ned og hilse på om lidt.

Der er et stort areal, hvor hundene må løbe frit og lege.

På hjemvejen var vi et smut omkring banken. Jeg gemmer ikke småmønter men bruger hver en øre, jeg har.
Husbond smider til gengæld alle sine i en skål hver dag, han kommer hjem.

Dem vekslede jeg i banken forleden. Det ser ikke ud af noget, men der var sør’me 423,50. Og så var 10- og 20,- kr. stykkerne endda ikke med.

De er nu vekslet til fuglefrø :)

Jeg har været i rigtig godt selskab i dag.

Tivoli havde åbent hus for hunde og deres ejere. For en gangs skyld kunne husbond få mig med på en Tivolitur uden at skulle overtale mig.

Liselotte Christensen kom også forbi og fortalte om hunderacerne fra forskellige verdensdele.

De var alle dejlige. Ingen tvivl om det. Men jeg må indrømme, at jeg hælder mest til de store hunderacer. Grand danois og irsk ulvehund kunne jeg slet ikke løsrive mig fra.

Fars og mors egen Rufus var ikke med i Tivoli. Han er for gammel til den slags sammenkomster. Det er bedre at mødes men dem, han kender hjemme i lokalområdet :)

I lørdags startede Copenhagen Pride Parade på Frederiksberg rådhusplads. Vi var med til at sende dem ud på ruten.

Prøv lige at lægge mærke til de bølger dér. De masserer virkelig godt. Men det gør avs, når ringen nærmer sig ribbenene, hvor jeg ikke har så meget huld på kroppen til at stå imod med. Det går bedre an på maven. Det er trods alt 1,7 kg jeg tumler rundt med.

Mærkeligt nok kan jeg ikke hulahoppe højre om…

Det yderste lag på ringen er blødt. Det er det samme materiale, som gymnastikmåtter er lavet af.

Nu skal jeg ud på markedet og undersøge, om man også kan få sjippetove med mere tyngde. De, jeg har, er alt for lette.
Sjipning er nok ikke noget, som bliver populært hos underboen, så det må blive en landsted-ting.

Aldrig har jeg set hende så ked af det. Jeg har ikke været ret gam-mel den gang, men gammel nok til at huske hendes forfærdelse over tabet af kniven.

Hun konkluderede, at den måtte være blevet smidt ud sammen med kartoffelskrællerne.

Mange år senere købte jeg en kniv magen til på et loppemarked. Kun fordi, det var sådan en, min mor var grædefærdig over at have mistet. Jeg har den her i sommerhuset og tog den frem forleden, da jeg blev nødt til at pille kartofler til en ret. Så var det lige, at minderne dukkede op…

Da jeg kom herop i tirsdags, gik Ruf’er og jeg en runde i landsbyen.
Vi mødte den sødeste flok høns på et hjørne og stod alle og kiggede forund-rede på hinanden.

Inden jeg fik kameraet rigget til, var halvdelen løbet ind i en have.

Hanen stod vagt til alle pigerne var af banen. Så gik han også sin vej.

Stokroseblomsterne holder sig oprejst, men roserne har bøjet nakken.

Jeg iler hen for at se, om fuglen er fløjet, sidder og sunder sig eller, som i dette tilfælde, er død.

Hver gang lover jeg mig selv, at det er sidste gang, jeg pudser vinduer.
Jeg havde endda åbnet alle vinduer lidt på klem, så de små ikke kunne kigge direkte gennem huset. Men det er jo alligevel tydeligt, at det ligner en skov forude med den genspejling.

Hvor er det synd.

En lille spurveunge, som for et øjeblik siden syntes livet var herligt.
Den har endnu ikke haft fornøjelsen af redebygning, kærlighed og æglægning.

Nu hviler den i det høje græs ude på friarealerne.

Fred være med dig lille du.
Du har været en fornøjelse at have på besøg i min have.

Jeg beklager min rengøringsiver.

Overskriften så jeg i et kursuskatalog, hvor jeg skimmede vinterens forskellige foredrag.

Dette foredrag handler om sundhed. Foredragsholderen gør op med selvudnævnte eksperter og vil fortælle om sundhed baseret på almindelige råvarer.

Er det ikke det alle fortæller os om?

Jeg har lettet mig og har bakset med min hulahopring i løbet af sommeren og har ikke kunnet fatte, at jeg ikke har været i stand til at holde den oppe ret længe.
Som barn kunne man blive ved i en uendelighed. Nu føles hulahoppen al for let og falder ned ved det mindste vindstød.

Som sendt fra himlen så jeg forleden en annonce for powerhoop‘en

Powerhoop’en vejer 1,7 kg. Den er der gods i. Det må virkelig gi’ noget.

Bortset fra at jeg syntes det er sjovt at hulahoppe, så skulle den også gøre underværker for både hofter, mave, talje og ryg.

Min er på vej :)

Men i dag skinner solen atter :)

Måske kender du den italienske animator, Bruno Bozzetto?

Jeg elsker hans film – især dem, hvor han sammenligner italienere med andre europæere.

Fx Bonzzetto’s opfattelse af italienske trafikanter vs. os andre:

Andre eksempler.

Husbond forstår at få mig nedlagt, omend ikke i særlig flatterende stil.

Husbond cykler som om hele København er hans legeplads og tager ikke hensyn til nogen eller noget overhovedet.
Det går over stok og sten, hen over pladser og fortove, på kryds og tværs og ud og ind.

På Axeltorv kørte han i søndags lige ind foran mig og snittede mit forhjul, så jeg mistede balancen og fløj hen ad torvet med alt indholdet fra cykelkurven spredt ud over pladsen. Lige foran alle cafégæsterne, som sad og indtog deres brunch…

Behjertede mennesker kom ilende for at samle mig op. Andre løb rundt på pladsen og samlede vandflaske, cykelpumpe, vinterluffer, kamera og taske op.

Dér stod jeg og hang med armene om halsen på fremmede mennesker, imens jeg forsøgte at få øje på husbond. Jeg var stiktosset.

Jeg fik først fat i ham, da jeg var kommet på cyklen igen. Jeg fandt ham ovre ved Palladium biografen, hvor han havde opdaget, at jeg ikke var med længere.

Hvor f….. bliver du af? spurgte han.
Hvor f….. tror du?, replicerede jeg med skinger stemme.

Han påstod, at han ikke anede, at jeg var væltet. Han havde ikke mærket noget.

Det tror jeg ikke på. Han lod bare andre om at samle en falden kvinde op.
Det var alligevel enormt komisk bagefter. Jeg kunne ikke lade være med at grine resten af vejen.

Men nu vil jeg have en cykelhjelm. Jeg tør ikke at cykle med husbond igen, før jeg har anskaffet en.