februar 2008

Billedet er et, jeg har haft liggende i lang tid. Jeg husker ikke, hvor jeg har “lånt” det.

Jeg syntes bare, det er meget sødt med de små læresætninger, hvor nogen har siddet og nørklet med bogstavstørrelser sat ind i firkanter. Det kunne være meget hyggeligt at lave noget lignende i en dansk version.

Lyden af sommer ramlede ind i mig i dag, da jeg passerede en flok unge drenge fra Niels Brock, som legede med en amerikansk fodbold. De kastede den leende mellem hinanden. Lyden af deres glade latter henførte mig til en varm sommerdag i haven, hvor jeg ligger med lukkede øjne mod solen, lyttende til de unges leg i haverne.

Det var lidt om football. Nu lidt om fnugruller, som jeg har et ambivalent forhold til. Jeg kan ikke undvære dem, men de forvolder mig stor irritation hver eneste morgen.

Når man lever sammen med pelsdyr og bedst kan lide at gå klædt i sort, er det af stor vigtighed at have et lager af rullerne.

Jeg har i en periode været uheldig at købe nogle, hvor papirstykkerne er skåret diagonalt. Dem kan jeg ikke finde snippen, når jeg skal have et rent papir frem.

Nu fik jeg så fat i en ny rulle af den gammeldags slags fra eget lager i morges. Den er skåret lige over og er meget nemmere at skille ad. Men om jeg kan huske, hvilket supermarked, jeg har købt dem i?

Forleden passerede vi denne smukke bil, som holdt parkeret på Frederiksberg Allé.

Så var min drøm atter oppe at vende. Det gør den hver gang, jeg ser en smuk gammel bil med bløde skindbetrukne sæder og masser af blank stål.

Min drøm er at gøre USA på tværs ad Route 66 i en gammel cadillac-lignende bil med en blanding af Elvis, Little Richard og Fats Domino på radioen og masser af popcorn, ice cream og kølige Cola’er undervejs.

Drømmen er dog blegnet noget i løbet af årene. Det billede jeg altid har forestillet mig, er ikke helt det samme mere. Jeg kan ikke rigtig se mig selv med høj hestehale, strutkjole, stivede skørter og ankelsokker sidde og gnaske popcorn fra øst til vest.

Den tur ender desværre nok op med en stille bustur, hvor vi holder tissepauser en gang i timen og ellers dapper rundt med vores digitalkameraer og tager billeder af seværdigheder.

Bagdad Café.

… og kørte på kirkegården, hvor jeg plantede erantisser, som vi har haft stående mellem alle forsatsvinduerne.

Jeg kunne have plantet dem oppe på landstedet. Men det har jeg forsøgt så mange gange over en årrække. De er aldrig blevet til noget. Et år var der to erantis, som dukkede op. Ellers har der kun været en masse erantisblade.

Men på kirkegården er der mange. Dér skal de nok trives.

På vejen derover cyklede vi langs med en af Frederiksbergs mange kolonihaver. De er bare så charmerende de små huse. Synd at de kun kan benyttes om sommeren.

På vores ene altan er den dårende dejlige klematis allerede begyndt at grønnes. Den gav utallige blomster over en lang periode sidste sommer.

Vinteren har været så mild, at et par af pelargonierne har klaret sig igennem og stadig står med grønne blade og små lyserøde blomster. I dag fik alle planter – inde som ude – Substral. Nu skal der saft og kraft i de blege blade.

Klokken er mange. Det er tid til at sove, men inden skal jeg have læst et par kapitler i den foretrukne bog af de tre, jeg har har gang i. Det er Maria Hellebergs ‘Konebytning’.

Jeg har en tendens til at forelske mig i småting. Som nu f.eks. kontorclips. Jeg bliver så glad, når jeg ser på min lille farvestrålende samling. Jeg har et helt særligt forhold til mine clips – og skriveredskaber for den sags skyld. Alt kan jeg dele med andre     – men ikke mine farvede clips eller den pen, som jeg har forelsket mig mest i. Jeg kan simpelthen ikke arbejde, hvis nogen ved en fejltagelse har snuppet mine yndlinge i farten. Det betyder intet, at jeg kan tage alle de nye penne og clips, jeg har lyst til på kontorlageret.

Stålclips betyder ikke så meget for mig som de farvede. De skal helst være arriveret udefra med noget, jeg har fået tilsendt. Jeg kunne bare bestille en bøtte farvede clips hos Lyreco, men så betyder de ikke noget mere.

I mine unge dage havde jeg uendelig mange kontorartikler i skrivebords-skufferne. Nu gider jeg ikke skuffer mere. Det, jeg skal bruge, ligger fremme på skrivebordet. Efter computerens indtog er behovet for diverse redskaber da også forsvundet.

I dag går har jeg arkiveret, så det var en lyst. Det var ren fredagshygge! 2 timer ud af 5 1/2 gik der med det. Normalt går jeg i halvhøje pumpagtige sko, men under arkiveringen går jeg til og fra hele tiden. Så er det på med de flade, pinkfarvede pallietsko.

Vi havde for øvrigt besøg af Arbejds-tilsynet i firmaet i går. Det har jeg dog aldrig oplevet før. Vi er et liberalt erhverv. Det værste, der kan ske er, at en medarbejder falder ned af stolen under søvnen, som en kollega sagde. Vi troede, de havde travlt med at besøge værtshuse for at se om rygeloven bliver overholdt.

Der var ingen bemærkninger til vores virksomhed :-)

Vi maler dem. Jeg ved ikke, om der er “saft” nok i malingen til skind og læder. Men det er nemt, når man glemte at pudse skoene i går og står i outfittet i dag på vej ud ad døren.

De skinner ikke på samme måde som sko gjorde i barndomshjemmet. Dengang blev skoene behandlet med skocreme, klude og børster. De skulle dog også holde i nogle sæsoner, så der blev passet godt på tingene.

Jeg har også forsøgt at slippe nemmere om ved det med sølvtøj. Det fungerer fint med et stykke stanniol i en balje, en teskefuld salt og kogende vand oveni. Sølvtøjet lægges i blandingen og bliver blankt på et øjeblik. Men det skinner ikke. Så jeg holder mig til Silvo.

Til de par kobberting, vi har, bruger jeg dog gladelig det gode råd, som jeg læste i et ugeblad: Hæld kærnemælk i en skål efter behov og så meget fint salt, at det bliver en grødet masse. Lad det trække lidt og kom blandingen på kobbergenstanden med en opvaskebørste. Det bliver blankt med det samme.

Nu tror jeg, jeg vil pudse sko…

Jeg er sprunget ud i det og starter nu en blog på WordPress. Min gamle ligger hér.

Jeg har, med stor hjælp fra Mads‘ fået en blog op og stå. Hen ad vejen, når jeg har lært mere om CSS m.m. vil jeg forsøge at gøre den mere personlig.

Nu vil jeg bare gerne komme i gang med at skrive, så må udseendet komme senere.

Det var lidt om ny blog på WordPress.

Nu lidt om sæbe.

Det har undret mig, hvorfor nogle håndsæber revner og andre ikke. Sæben ser ud som om, den er indtørret og ubrugt. Altså, at man aldrig vasker hænder.

Men nu har jeg fundet svaret. Det skyldes, de råprodukter, der bliver anvendt i dag. Nogle håndsæber fremstilles af vegetabilske produkter (palmeolier) i stedet for som tidligere af animalske stoffer (dyretalg).

Grunden til at man har ændret produktionen fra dyretalg til palmeolier skyldes bl.a. forbrugernes frygt for kogalskab.

Man må læse deklarationen og vælge, om man vil have gode sæber af selvdøde dyr eller sæber fra palmeolier, som ser kedelige ud.