marts 2008

Det er pudsigt, som jeg er blevet den brede, og husbond den smalle. Det plejer at være omvendt.

Rufus har Rufusstørrelse.

HVAD er der nu galt?

Troede jeg var kommet til at markere siden, eller at der var noget helt galt med maskineriet.

Men selvfølgelig… Det er jo “slukke lyset” dag i dag. Det er det, Google gør opmærksom på.

Det er et rigtigt godt initiativ og imponerende at så mange lande deltager. Men behøvede det lige at være en lørdag, hvor vi har huset fuldt af gæster?

Alligevel skal det blive hyggeligt at sidde og hyggesnakke over kaffen i stearinlysets stearinlysenes skær.

… fra Sankt Jørgens Sø. Den har ellers ligget og vugget på bølgerne i halvanden uges tid.

Jeg nåede dog lige at få et billede af den i går.

Jeg skal love for, at der var nogle viceværter, som skulle have tømt saltdepoterne i nat.

I dag sørgede solen for, at sneen smeltede. Nu ligger der kun driver af salt tilbage på alle fortove.

Fejemaskinerne er også blevet brugt, så hundelorte og andet skidt fra gade og vej sidder som kølerfigurer på min bil.

Jeg forstår ikke, hvordan vejtræerne i storbyerne kan overleve, når alt det salt efterhånden siver ned i jorden.

Men det kniber også ifølge KVL:

I Danmark saltes der med ca. 200.000 tons vejsalt pr. år på de danske veje. Det svarer til et til to kg vejsalt pr. kvadratmeter på hver eneste vej i Danmark. Saltningen sker for at fremme trafiksikkerhed og fremkommeligheden på vejene i vinterperioden. Saltningen har en bagside. Vejsalt har store skadelige virkninger på planter, der står langs vejene, og det går i høj grad ud over vejtræerne. Saltet stresser træerne, det er giftigt og det vanskeliggør træernes nærings- og vandoptag. Træernes vækst bliver svækket, de springer senere ud og taber bladene hurtigere, bladene misfarves, skudspidser dør, og i sidste ende kan træerne dø. Vejtræerne har, bl.a. på grund af saltning, en forholdsvis kort levetid. Hvert år planter vi i Danmark mindst 12.500 vejtræer og den årlige
omkostning for dette er 90 til 130 millioner kroner.

Selv går jeg helst i den sne, som ikke er ramt af salt. Dér står man faktisk
bedre fast end på saltsmølet.

… halvanden måned siden husbond begyndte at tale om, at han var tung i hovedet og havde ondt i øjnene? Der var vidst også en antydning af ondt i halsen.

Jeg må indrømme, at jeg ikke kan vise den store medfølelse nu, hvor forkølelsen endelig er brudt ud.

Der er blevet købt ind på apoteket, og pose med indhold er sat demonstrativt foran næsen på mig, så jeg kan konstatere, at han er syg.

Jeg er nok et skarn, men jeg kan ikke andet end more mig over, hvor meget han kan dvæle i sin forkølelse – og er fortørnet over, at jeg ikke forstår, hvor slemt han har det. ‘Det var noget helt andet med hans mor, da han endnu boede hjemme’…

Jeg er ikke nogen samler af noget som helst. Alligevel har jeg gemt nogle receptkuverter, fordi de er smukke. Denne receptkuvert fra Smallegade Apotek er noget helt andet, end resten i min “samling”.

Set i kvarteret.

… alle mine gamle Samvirke artikler, jeg har liggende et-eller-andet-sted, fordi jeg hos Madame læste om rodehoveder vs. ordensmennesker.

Jeg var i en del år medlem af Brugsen først og fremmest pga. medlemsbladet Samvirke. Der var nogle spændende artikler i, som jeg sjældent havde tid til at læse.

Jeg hev derfor de artikler ud, som jeg fandt interessante. Så kunne jeg læse dem, når jeg blev ‘ældre og fik mere tid’. Det blev til en pæn stak, som blev arkiveret.

Nu er jeg blevet ældre, men har ikke mere tid end tidligere.

Alligevel skal jeg have fundet dem frem. Det er godt at vide, hvor de er.