maj 2008

hvor der igen er fest i familien.

Denne gang i Køge, hvor der efter frokosten på det hvide hotel er gåtur på stranden.

Min uundværlige cap er lagt frem. Den kan jeg ikke undvære. Lyset er skarpt, når sol, vand og sand går op i en højere enhed.

… KVL – Landbohøjskolen. Husbond skulle også se Bjørn Nørgaards relief på pladsen foran kantinen.

Det er så smukt.

Lige overfor kantinen ligger dyrlægevagten, hvor et skilt oplyser om åbnings-tiderne. Ordet dyrlæge har undgået korrekturlæserens opmærksomhed.

Udsmykningen omkring indgangspartiet til dyreklinikken er meget smuk. Det er små kobberskulpturer indlagt i fedtsten, som hænger på husmuren.

Figurerne er meget små. Familien er fx ca. 40X30 cm.

Her sidder et par i venteværelset med deres hund.

I vores familie er vi altid i tvivl om, hvilken kornsort der er hvilken.

Havren kan man altid kende. Men de andre tre? I Bjørn Nørgaards relief er de 4 kornsorter medtaget – havre byg, hvede og rug.

Der er også nogle grise.

Familien kom til frokost på landet denne weekend. Det er for overvældende for Rufus, når der kommer så mange mennesker. På billedet er han så træt, at han er ved at segne.

Nu er vi hjemme i lejligheden igen. Rufus er først sig selv om et par dage. Men det er han ikke ene om …

… fungerer godt. Jeg har i denne weekend set, at duerne har forsøgt at få adgang, men at de opgav. Nu kan “de små” komme til.

Vi har mange fuglecafeterier – og i mange udgaver.

Det senest indkøbte i flettet pil er meget populær. Desværre kan jeg ikke komme tæt nok på, mens fuglene er på besøg.

På vores morgenvandring mødte vi denne smukke, nyfødte skabning, som stod dér bag hegnet med sin mor. Kalven er allerede udstyret med kæmpe øreclips.

… Hvor får jeg lyst til at holde om.

Der er ikke tvivl om, hvilken hane, der er den foretrukne.

Mine gode, gamle mokkasiner mod den himmelblå. For mig er det noget nær det bedste fodtøj at gå lange ture i. Det er som at gå med bare fødder.

Jeg fik lige netop ikke Rufus’ flagrende ører med på billedet. De hoppede og dansede i luften, da han sprang gennem vandet ind mod stranden. Jeg nåede ikke at taget et billede til, før han stod ved min side.

Det ligner en edderkop med vinger.

Citronmelissen er ung og frisk lige nu. Det fristede med en kop the. Mens jeg fotograferede, druknede en flue i det kogende vand.

Det er een af grundene til, at jeg ikke bryder mig om at spise udendørs. Det er ulækkert, når forskellige insekter lander i maden. Specielt tordenfluer, som ikke er nemme at få øje på.

Vi hører bestemt ikke til dem, som kan sidde længe ude over et måltid mad.

Sollotion fik jeg ikke brug for i weekenden. Den stod ellers parat i skyggen. Men der var for korte intervaller mellem sol og skyer til at det var umagen værd at solbade.

Til gengæld er haven blevet helt hæderlig at beskue, og neglene er blevet sorte. Jeg kan ikke luge med handsker på og må derfor bruge lang tid på at få neglene til at se nogenlunde hæderlige ud inden mandag morgen.

Og så var der krebinetter til aftensmad…

Normalt har jeg susende travlt på mit arbejde.

Men lige i disse dage, hvor vi er ved at få integreret et nyt system (som en kollega mener, han sagtens selv kan klare at installere), har jeg masser af tid til at sætte mig ud i vildnisset. Kollegaen har rodet sig ind i store problemer, så vi ikke ved, hvornår vi er oppe at køre igen.

Nu sidder jeg hér og rødmer over solens kærtegn på mine kinder.

Og så glæder jeg mig helt vildt til at sætte mig ud i min 70 graders opvarmede bil kl. 14:30 og køre hjem for at skifte til husbonds med aircondition, hvorefter turen går nordenfjords.

God weekend :o)

Jeg forsøger jo at holde duerne fra småfuglenes fodringsbræt. Det er ok, hvis de bare kommer og spiser og flyver igen, når de er mætte. Men sådan er det ikke. De bliver liggende og hviler på middagsbordet, til de bliver sultne igen. Ingen andre fugle kan komme til maden, når der ligger en kæmpe og breder sig.

Mit første eksperiment gik ud på at vikle trådhegn rundt om hele molevitten og samle det med elektrikerledning.

Det hjalp nogle timer, hvorefter der Gud hjælpe mig sad en due igen.

Nu har jeg foruden trådhegn viklet ståltråd og sejlgarn omkring. Det ser bestemt ikke kønt ud. Jeg har heller ikke et billede af fæstningen.

Da vi tog fra landet i søndags, havde jeg endnu ikke set en due slippe igennem. Desværre heller ikke andre fugle.

Jeg tror, jeg har gjort det så godt at ikke engang en kolibri vil kunne finde vej til foderet.

Nu er jeg spændt på at se i morgen, om der overhovedet er spist noget af foderet siden sidste weekend.

Om ikke andre, tror jeg, at egernene er vakse nok til at finde vej ind.

… som man ikke kasserer, når der er store oprydningsdag i garderobeskabet.

En sag, som har overlevet hos mig gennem årene, er min nederdel fra Nørgaard på Strøget, som jeg købte engang i 70′erne.

Nu har jeg glæde af den på kølige sommeraftener på landet.

En anden sag, jeg ikke kan få mig selv til at kassere er min røde bikini med små hvide polkaprikker, som jeg købte, da jeg var 18 år. Når den dukker frem af gemmerne, undres jeg over, hvor tynd jeg har været. Jeg kan lide at undres, så den bliver fortsat gemt.

 I haven er der blevet klippet græs og trimmet omkring træerne. Stauderne er der blevet luget omkring og roserne har fået lusepulver. Fuglene har fået endnu flere spisesteder og deres bade er sat frem.

Alle bomuldstæpper er kogt.

Snart skal hængekøjerne ud, for nu er det endelig sommer.

… det første kuld solsorteunger hoppet ud af reden. Heldigvis i går, søndag, hvor vi skulle til at forlade sommerhuset.

De er nogle tumlinger de første dage. Så det var godt, vi var på vej hjem. Jeg er vildt bange for at komme til at træde på dem – eller hunden og katten snapper dem.

Græsset var højt, og græsslåmaskinen gik i stå flere gange. Jeg var svedig og hidsig, og gav maskinen et fur. Armbåndet sad fast med det resultat, at det sprang og jeg kunne bruge en halv times tid at finde alle stumperne i græsset.