august 2008

Du browser i øjeblikket det månedlige arkiv for august 2008.

… augustfarver. Hvor holder jeg meget af dem.

Denne weekend har været en smuk afslutning på august måned.

Vi var heldige, at den var ledig, så vi kunne drage til vort landsted og nyde vores frodige have.

Straks efter ankomsten og en haverunde begyndte jeg at klippe græs, mens husbond gik tur med Rufus og sonderede terrænet.

Jeg nåede kun at klippe halvdelen. Græsset og luftfugtigheden var al for høj. Resten må vente, til det bliver lidt køligere.

Fuglene fik mad og rent vand, og vi indtog terrassen med vores fredags sundowner. Nu skulle der nydes.

Weekend i august

 

Weekend i august

 

Weekend i august

 

Weekend i august

Mosekonen brygger over fjorden ved solopgang. Kun bådenes master stikker op.

Weekend i august


Og han bliver 50 i dag. Tillykke!

Det er ikke til at forstå, at han er ved at være lige så gammel som
én selv.

Da ‘Bad’ udkom, gik min grammofon i selvsving. Jeg lærte mig alle teksterne udenad.

Jeg tror faktisk, det er den LP, jeg har spillet mest foruden ‘Out of the Blue’ med Electric Light Orchestra.

Smag og behag

… er som bekendt forskellig. Jeg kan bedst lige bruschetta’er, når de har været inde i varmen.

Nogle opskrifter foreslår, at man lægger fyldet på det ristede brød og serverer med det samme.

Da jeg er i gang med projekt øve-mig-i-at-lave-hurtige-hverdagsretter, kastede jeg mig ud i bruschetta’ens verden og fandt, at de varme bedst.

Når man elsker sorte oliven, hvidløg, feta og smeltet ost. Så er det en himmerigsmundfuld.

Bruschetta

På aftenturen langs Søerne så jeg fire store skrubtudser, som passerede gangstien.
De kom fra søsiden og var på vej over til de grønne anlæg og haver på den anden side af stien.

Det var tusmørke, og de var ikke nemme at se. Især ikke når de sad stille indimellem. De  kunne godt ligne et blad, der lå på stien.

Fodgængere kan nå at se dem, hvis man ser efter, hvor man går. Men joggere, der kommer løbende har ikke en chance for at se dem i farten.

Jeg holdt øje med at de fire, jeg så, kom over i god behold ved at “mande mig op” foran joggerne med et: “Pas på. Der er tudser på stien”.

Men jeg kunne jo ikke stå dér hele aftenen.

Jeg krydser fingre for, at det var nogle årvågne joggere, som var ude i aften. Både for deres egen – men især for tudsernes skyld.

Skrubtudse

Jeg ser hér, hvor billedet også er lånt fra, at skrubtudsen kan blive op til 20 cm i længden, og at den kan opnå en alder af 50 år.
Det er en imponerende alder for sådan en størrelse.

Maskuline armbåndsure. Armbåndsure på størrelse med kryddere.
De skal være i sølv, og de skal være enkle.

Ur fra IWCAlligevel forelskede jeg mig vildt i dette smukke guldur fra IWC med måne-faserne, evighedskalender og meget andet unødvendigt udstyr. Jeg så det i M/S i søndags.

Det er ikke i sølv, det er ikke enkelt. Det er maskulint, det er stort – og nåh ja, det er dyrt.

Vidunderet kan erhverves for kr. 2,5 mio.
Så er der også kun 124 andre, som har det.

Jeg kan godt lide den månefase-detalje…

 

 Ur fra IWC

Gemte talenter

Da jeg som ung lærte husbond at kende, forelskede jeg mig meget i hans kunstneriske sider.

Han malede, tegnede, og spillede guitar. Han kunne citere digte og havde læst alle de klassiske værker og introducerede mig for mangt og meget, jeg ikke havde kendskab til tidligere.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg så billedet ‘Tegnede hænder’ af M.C. Escher, fordi det var en af de ting, husbond var rigtig god til. – At tegne hænder.

'Tegnede hænder'

Det er meget lang tid siden, at han har udnyttet sine talenter. – Desværre.

Forleden citerede han noget fra Leif Panduros ‘Vinduerne’, hvilket gjorde at jeg måtte læse den.

Nu er den taget ned fra reolen og ligger på natbordet. Den skal jeg lige have læst, før jeg skal i gang med de 8-10 nyindkøbte, jeg ikke fik læst i ferien.

På natbordet

Fordi hver fjerde husstand i DK har et nej-tak-til-reklamer skilt på døren, har Ikea valgt at distribuere deres katalog på anden vis. Det kan fx hentes i den lokale 7-Eleven butik.

Ikea 2009 er trykt i 198 millioner eksemplarer, er på 27 sprog, og det læses af mere end 400 millioner mennesker i 38 lande.

Utroligt som et møbelhus’ sortiment kan slå igennem i så mange lande.

Kataloget er på 380 sider.

Ikea 2009

Efter fødselsdagsbrunch på café i går, gik vi alle hjem til de unges lejlighed, hvor festen fortsatte.

Der var mange børn i selskabet, men vi så dem mest bagfra :-)

Min laptop fik ekstra RAM for nogen tid siden. Det var mere, end den har kunnet administrere med den ventilation, den er født med.

Det gav sig udslag i overophedning og nedbrud. Den besvimede nærmest.

Alt, hvad jeg havde gang i, lukkede ned. DOS-tekst hvirvlede henover skærmen og der blev sort skærm.

Nødløsning

Det var der råd for.
Nu er den hævet over underlaget med CD’er, post-it blokke, markers og andet forhåndenværende.

Der kommer mere luft til maskinrummet, og den kan igen komme af med varmen.

Hvid eller gul

Det gule sofabetræk er sendt til vask. Alt kan tages af. Det er praktisk, når man har to pelsdyr i familien.

Når den står dér med hvide hynder, kunne jeg godt overveje, om den ikke bør være hvid fremover.

Det skulle dog ikke undre mig, om betrækket er lige så dyrt som en ny sofa. Måske kan jeg finde et hvidt sengetæppe i Ikea.

Gad vide hvorfor vi ikke har modtaget Ikea’s nye katalog endnu? Det kan man vist se hér.
(Har lige set, at vi Frederiksberg-borgere selv må hente vores katalog hos 7-eleven).

Måske skal den være hvid...

I en potte såede jeg for et stykke tid siden en blanding af mine indsamlede frø.

Nu kan jeg ikke huske hvilke planter de stammer fra. Inden længe skal de pottes om, så må jeg se, hvilke undere, der dukker frem fra spirene.

Hvad kan det mon være?

Jeg vælger TV2

  Jeg hader mænd med hestehale
 

Jeg hader små børn, som optræder

  Jeg hader hunde

 

Aalbæks udtalelser har man lagt øre til i DR’s reklamespot for Talent 2008 en hel uge.

Hvad kommer Peter Aalbæk Jensens for-domme seerene ved? Er han ikke ansat til bedømme talenter?

Det er som om, han for alt i verden skal overgå Thomas Blachman i grovheder. Det ses tydeligt på hans kropssprog og mimik, at han næsten ikke kan vente med at få sagt sine grove kommentarer.

Jeg bryder mig ikke om den jeg-ved-bedst attitude.

Hvis jeg vælger at se TV i aften, så bliver det Vild med dans på TV2.

Men det anbefaler Aalbæk Jensen også i denne artikel, hvis man ikke kan ‘klare det’.

Okay, jeg syntes stadig, han er en hyggelig fyr. Men ikke i Talent 2008, nej.

StokroserJeg går og snupper blomsterfrø i offentlige parker og anlæg samt fra private haver, hvor planterne rækker ud over hækken.

Førhen lagde jeg dem i mine lommer, hvor jeg først fandt dem, når de var vasket rene på kogevask.

Nu bruger jeg høm-høm poser, og mine fund bliver lagt i en skål, når jeg kommer hjem.

I dag blev det til frø fra sorte stokroser.

Vi har mange stokroser i haven. Alle er/bliver pinkfarvede.
Jeg mener, at jeg har sået både gule og sorte tidligere. Enten blev de ikke til noget, eller de har skiftet farve under opvæksten.

 

Stokroser

Frø skal i jord, så Rufus og min eftermiddagstur gik til Rema 1000, hvor jeg, foruden jord, købte et kludetæppe formeldest 59,-, som man altid kan bruge enten hér eller på landet.

Muldjorden blev bragt hjem. Nu skal der sås. Næste problem er, hvor jeg skal placere potterne.

Stokroser

En bærepose med 10 kg jord i den ene hånd, et kludetæppe under armen og Rufus i snor i den anden hånd tog på kræfterne på hjemvejen.

Vi måtte begge hvile poterne i anlægget, mens vi betragtede de unge mennesker spille rundbold på græsplænen.

Hvil

Hvil

… at Henning Jensen bliver dette års modtager af Wilhelm Hansen Fondens hæderspris på 500.000 kr. Prisen er den største danske skuespillerpris.

Han er også den største danske skuespiller.
Henning Jensen burde også have en pris for sin smukke stemme.

Henning Jensen

Læs evt. artiklen hér.

Jeg må tilføje, at han også har de rareste øjne, som jeg har kigget ind i et par gange i vores Metro-elevator. Han var dog mere interesseret i Rufus.
Det er også okay :o)


Jeg har lige været på tur i blogland og er nogle gange stødt på sætninger afsluttet med ordene

“eller noget…”

Det fik mig til at tænke på, at da jeg startede med at blogge,
var det meget populært at

“slentre ned ad Memory Lane”

Jeg har kun stødt på ordvalgene i blogverdenen. Så det må være
her, de opstår.

Pudsigt, hvad det er , der gør, at en udtalelse pludselig bliver så
populær.

Madlavning har aldrig interesseret mig, så det er ikke mange retter eller gode opskrifter af mine egne, jeg har kunne fremvise her på ‘Himmel og fjord’.

I ferien fik jeg dog en ubændig lyst til muslingesuppe.
Da jeg var den eneste, som havde trangen, måtte jeg selv i gang i køkken-regionerne.

Jeg købte ikke råvarene fra fiskehandleren men købte en pose frosne muslinger fra Chile i supermarkedet inkl. opskrift.

Suppen blev fantastisk, når jeg selv skal sige det. Indholdet var beregnet til 4 personer. Jeg spiste det hele selv.

Nu kan jeg både lave tomat- og muslingesuppe så englene synger.

Muslingesuppe
Min muslingesuppe med groft brød

I weekenden var vi til middag hos venner, hvor hovedretten var laks med nye kartofler og ovnbagte løg og æbler med drys af krydderurter.

Fisken havde vennerne købt hér, og de var meget begejstrede for de råvarer, de havde modtaget derfra gennem en lang periode.   

Laks

Hér i husstanden rækker vores fantasi ikke så langt, når vi skal have en ret med fisk.
Det ender altid med rødspætter, ål eller fiskefrikadeller udover det, som man bruger i forretter.

Kattegatfood har givet mig blod på tanden. Jeg må til eksperimentere med nogle fiskeretter.

« Ældre indlæg