december 2008

… mht. nytårsfyrværkeri.

Det er så befriende, at vi stadig, den 29. december, kan gå tur med Rufus, uden at han farer sammen pga. fyrværkeri.

Tak til jer, der venter.

Solopgang, som husbond oplevede den over Parken lige før jul.

… før jeg egentlig fik begyndt.
Godt at husbond og resten af familien fandt julestemningen frem, så det atter blev en dejlig oplevelse.

Vi har ikke nogle små børn i vores familie længere. Vores families børn er mellem 15 og 20 år. Da vi sad omkring middagsbordet juleaften, gik det først op for mig, hvor voksne, de er blevet de små. Drengene har fået dybe stemmer , og pigerne er så søde og hensynsfulde (overbærende?) over for os ældre i familien.

De unge mennesker sidder nu også og deltager i samtalen under middagen og hyggen efter dansen om juletræet og gaveudpakning. Jeg blev da helt rørt over de smukke unge mennesker.

Husbond havde atter kokkereret en julefrokost med alt, hvad hjertet kan begære. Det eneste jeg havde ydet til frokosten var brdr. Prices æbleflæsk. Den faldt dog en anelse ved siden af, da det ikke var “som onkel Niels plejer at lave det” :o)
Fremover blander jeg mig ikke i madlavningen.

Nu er det heldigvis snart hverdag igen.

Jeg elsker hverdagen.

… mærke solen varme mine kinder, da jeg stod stille og lukkede øjnene. Der er ved at være kraft i strålerne.

Om godt en uge er det forår i min verden. Da kan man se erantis- og vintergæktoppe i sydvendte haver.

Miss har fået manicure, og Rufus er blevet klippet mellem trædepuderne.

Det har været en dejlig stilfærdig dag. Julefreden har sænket sig over det lille hjem.

Jeg har forsøgt mig lidt med Photoshop. – Jeg har lagt bogstaver i lag.
Efter mange forsøg lykkedes det at få bogstaverne sat sammen …

… ønsker jeg jer alle

… skal desværre ikke holdes hjemme i år. Jeg elsker ellers forberedelserne til juleaften.

Det er langt mere stemningsfuldt at dække bord til en juleaften end til et frokostbord, som jeg skal 2. juledag.
Jeg holder også mere af duftene i et juleaften-køkken end i et julefrokost-køkken.
Om dagen forsvinder stearinlys-lys i dagslyset modsat i aftenlys.

Juleaften har man også hele dagen til borddækning og madlavning. Til julefrokosten skal det hele nås om formiddagen. Gud ske lov klarer husbond alle retterne. Jeg skal kun tænke på, hvad de skal serveres i.

Det er også mærkeligt at finde juletræskassen frem, når vi ikke har juletræ. Meget af julestemningen ligger i den kasse.

Men den levende pynt er også dejlig. – Fx hyacintrødderne, som snor sig i glassene om kap med lyskæden.
Nu er der ved at ske noget i toppen.

For at bringe lidt juleduft ind i stuerne er appelsiner blevet bestukket med nelliker, og anis er lagt i en skål og sat på en radiator. I morgen må vi huske at købe gran. Vi mangler duften af gran…

Husbonds bagværk duftede lifligt i eftermiddag, og nisserne sad og smilede af fryd.

Når vi, som vi gjorde forleden, står i lang kø på posthuset, fristes jeg af glitrende stickers, kort og alt, hvad de ellers tilbyder. Denne gang købte jeg dette sæt nissetøj, hvor den ene var samlet. Den anden skulle man selv klare. Miss kom selvfølgelig og “hjalp til” i samme øjeblik pallietterne var lagt i orden. Det var kun sjovt for en kort stund, så var det tid til en lur igen.

I dag kom husbond hjem med en buket juletulipaner til mig. Det var en glædelig overraskelse. Han gør alt for, at jeg skal finde julestemningen. Men den skal nok komme. Jeg mærker en snert af den nu.

… er stadig ikke mig. Alligevel fulgtes jeg med husbond i Tivoli i går. Det er blevet en fast juletradition. Mest fordi husbond har nogle aktier i Tivoli og han skal ind og se, om der er besøgende nok til at de kaster lidt overskud af.

Jeg syntes, det var meget hyggeligt de første par år, hvor der kun var én sti med boder at følge og ingen forlystelser var åbne. Der var stille, tyst og hyggeligt.

Nu larmer alle forlystelserne, så det er en lyst. Det var total kaos. Den største fornøjelse er at se husbonds begejstring over menageriet. Han elsker Tivoli.

Jeg var til gengæld glad, når jeg i perioder fik øje på nogle trækroner helt uden kulørte lamper.

To gange i denne uge har jeg forsøgt at lave nøddekurve til vore gæster i aften. Begge gange mislykkedes det.

I første forsøg nåede jeg end ikke at få dem lagt over et glas, før de var for stive. I andet forsøg lykkedes det at få tre ud af fire formet. Den mislykkede kurv tager jeg selv. Nu får vi se i aften, om de er for skrøbelige til at holde på fyldet.

Dette billede (noget amerikansk Disney-like-noget) rammer noget i mig. Hvis man piller det glansbillede-agtige væk, er det en sådan juleaften, jeg drømmer om.

Vi ville være på landstedet. Sne og frost derude. Afslapning efter en dejlig julemiddag. En doven ild i brændeovnen, hvor hunden ligger foran og katten på husbonds skød. Sådan skulle det være. Men det er kun drømme.
- Desværre.