februar 2009

Ved udgangen af 2009 er det slut med at modtage post gennem brev-sprækken hos os, som bor i etageejendomme.  Derefter skal vi selv hente posten i et fælles postkasseanlæg i stueetagen.

Vores andelsbogligforening ville være i god tid og har allerede fået installeret postkasserne i vores tre opgange.

Det var ikke meningen postkasseanlægget skulle tages i brug allerede, men posten havde berettet hjemme på postkontoret, at vi havde fået opsat et anlæg. Nu har Post Danmark påbudt os at tage det i brug med det samme.

Morgenen efter navneskiltene var indsat i diverse kasser, benyttede avisbuddet sig af chancen og havde smidt vores avis i brevkassen i stueetagen. Så er det jo godt at have en vovse, som skal luftes kl. 6:00 om morgenen. 
“Vi tager den med op på tilbagevejen”, sagde jeg til husbond, som først vågner ved kaffen og avislæsning.

Det affandt han sig med et par dage, men da vi var for ustabile, har han nu bedt om at få sin avis leveret til døren ellers ville han opsige sit abonnement.

Jeg er meget glad for vores nye postkasser.
Til gengæld ser jeg i lokalavisen, at det volder problemer med placeringen i smukke, bevaringsværdige opgange, hvor der er vægmalerier. Smukke trætavler med navneskilte, fjernes også pga. de nye postkasser. Det forstår jeg godt beboerne er kede af. Man må håbe, der kan findes en løsning, som falder ud til fælles bedste.

Husbond har lavet min nøglering. Han er da en gør-det-selv-mand.

Det er imponerende, som de balancerer med stiger og stænger på facader og gavle – stilladsarbejderne.
Der er skruet op for transistorradioen, som sender musik gennem gaden og råb om bestilling af næste sending til hejseværket lyder fra mændene foroven.

“ÉN ALMINDELIG OG EN OPGANG!” råbes der. Og op sendes en almindelig og en opgang.

Nogle stilladsdele har numre andre har bogstaver. Nogle har både og. Alle er helt indforstået med, hvad der er hvad.

Fem timer senere var de nået så langt:

Vores genbo skal langt om længe have renoveret deres ejendom. Den er lige ved at forfalde, hvilket ville være en skam. Genboejendommen er med i kommunens historiebøger, fordi den er opført som 26 klublejligheder med fælleskøkken, hvilket var noget helt nyt i 1901. Nu er det andelsboliger.

Og jeg? Jamen jeg pudsede vinduer og havde slukket min radio. Der var god musik fra den anden side af gaden.

Det er med at dukke hovedet, når man går på gaden.

I går var der skyderi i Korsgade på Nørrebro, hvor Rufus og jeg havde passeret en time før.
Lige nu er det ved Forum, hvor vi kom gående fort et øjeblik siden.

Nu tager jeg snart på landet.

… og lagde sig i en solstråle på sengen.

Rufus fik sin bodyguardvest på, og vi gik ud i det blå.
Turen gik gennem anlægget ved Forum.

Kommunens gartnere er i gang med at beskære træerne. Her sker det nænsomt, andre træer får fjernet alle grene.

Derefter gik vi over til Dosseringen. Der er stadig lidt vand, som fuglene kan svømme rundt i. Det er nok slut i morgen. Det bliver op til 10^o frost i nat.

Henne i hjørnet ved Nørrebrogade var solbænkene optaget ud til søen. Jeg havde også lyst til at slå mig ned dér og nyde varmen, men det er for koldt for Rufus’ poter at sidde stille.

Så vi gik videre og var tæt på at løbe ind i en flok ældre damer med deres små, gøende hunde. Rufus ville gerne hilse på, men jeg ville ikke og kæmpede med ham for at komme videre. Havde ikke lige lyst til al den hundesnak.

Efter en times gåtur nåede vi endelig vores sti. Så er vi lige ved at være
hjemme.

Jeg blev aldrig færdig i 2008. To stuer mangler at blive malet. Det går langsomt men sikkert.

Jeg deler en stue op i kvarte, hvor loft, vægge, døre og paneler bliver malet og møblerne sat på plads igen, før jeg går i gang med næste hjørne. Det fungerer fint.

Vi har ikke billeder af familien gemt i skuffen. De er hængt op på “Familie-væggene”. Dog er det kun de gamle brune billeder, som finder plads i stuerne.
Husbond har sin væg og jeg har min. Alle billeder er rammet ind i guld- og mahognirammer. De hænger tæt sammen på et mindre areal.

Nu er de taget ned og sømhullerne har fået Polyfilla.
Det store arbejde kommer, når de skal hænges op igen. Nogle af billederne skal i nye gamle rammer, som vi har arvet fra hhv. min svigermor og min svigerinde.

Det er 8 år siden, vi sidst har malet. Det kan ses. Men inden længe er væggene blændende hvide.