marts 2009

Du browser i øjeblikket det månedlige arkiv for marts 2009.

… som den gør, når den kommer i vores gård, bliver jeg nødt til at trække min solstol ind i soveværelset.

Da vores altaner mod gården blev renoveret blev der opsat nogle rædsomme, hvide plader foran gelænderet for at give et ensartet billede af gårdfacaden.
Det betyder også, at ikke alle mine blomsterkrukker får direkte sol om sommeren. Det gør mine ben heller ikke nu. Så for at få lidt farve er jeg trukket indendøre.

Solstrejf

Da jeg sad dér med hamphandsker og kaffen, fik jeg øje på den grønne plante i vindueskarmen. Og sør’me om den ikke bærer frugt! Det er nok en peberfrugt – måske chili, som jeg spiser rigtig meget af. Det bliver spændende, hvad den udvikler sig til.

Det må være en peberfrugt...

Jeg er snart færdig med mit malerarbejde. Vinduer er det værste, jeg kan blive sat til at male. Jeg har ikke tålmodighed til alle de dimser, der skal males udenom.

Jeg har engang fået et tip om, at det var en god idé at smøre vaseline på vinduesfladen, så skulle vildfaren maling være nem at tørre af igen.

Jeg gjorde det med fire vinduer. Så stoppede festen. Jeg er overbevist om, at jeg aldrig får vasket det fedtede stads af vinduerne igen.

Vinduesdetaljer

Så hellere bruge et barberblad. Det fungerer udmærket.

Alle de dimser kan gøre mig vanvittig. Næste gang hyrer vi håndværkere til arbejdet. Men ok, jeg har hygget mig med det indtil nu.

Vinduesdetaljer

Rufus har også fået solbad i dag. Vi tog os en pause ved Søerne, hvor han lå og kiggede efter pigerne.

Rufus

Tags:

Ovenfra

Jeg har desværre ingen billeder taget ovenfra.
Jeg lider af højdeskræk. – Selv når vi passerer Storebæltsbroen, sidder jeg med lukkede øjne. Mit bidrag handler derfor om, hvilke oplevelser jeg får ovenfra. Du kan se mange flere bidrag, hvis du kigger herover.

Sommer og sol

Sommer og sol

På dejlige sommerdage tilbringer jeg meget tid med at ligge i min hængekøje og kigge op på den blå himmel, som lyser ovenfra.

ovenfra ses mågerne ind imellem sværme i cirkler og lader sommervinden bære dem hid og did.

ovenfra høres også de smukkeste sange fra solsorte, lærker og mange andre fugle.

ovenfra finder solens stråler vej gennem trækronerne til min hud, når jeg blunder. Men kun pletvis. Jeg er endnu ikke vågnet og er blevet forbrændt.

Tags:

… giver undren til mange lyde.

Når man ankommer til sommerboligen for første gang efter vinteren og tænder for brændeovn og radiatorer, varer det ikke længe, før huset “sætter” sig. Tømmeret vågner og giver højlydt udtryk for, at det er for længe siden, at det har været varmt.

Man skal igen vænne sig til, at lyden af, at de ”nogen”, som famler omkring huset i den kulsorte nat – bare er grene, som en let vind fejer ind på væggene.

I morges var der den velkendte lyd af mejseparret, som er flyttet ind i deres bolig lige under tagskægget. De er ved at gøre hovedrengøring, og der blev bakset med det ene og andet, som gav genlyd ind i huset. De vækkede Rufus, som kiggede undrende på mig.

En marts dag

For første gang i år står juleroserne op. Ellers plejer de at ligge hen ad jorden i efterårsløvet. Nu kan man se blomsten indeni uden at skulle ligge på maven.

Jeg har ikke tal på de haverunderinger, vi har gået. Hver gang man går på havevandring, får man øje på noget nyt, som man ikke har opdaget tidligere.

En marts dag

Vi har fyldt traileren med nedfaldsgrene. De lå overalt på græsset, på fyrre-træerne og i bedene. Alle stauder er klippet ned, og krokus og påskeliljer er kommet frem i lyset.

Vores græsplæne ser ud som om, der ligger driver af sne. Det er vintergæk-kerne, som har bredt sig utrolig meget.

En marts dag

Støvlekosten fik husbond forleden. Det er dog mig, som får mest brug for den. Husbond får yderst sjældent snavsede støvler – eller hænder for den sags skyld.
Nu skal den bare skrues fast i verandagulvet. Måske bliver det næste weekend :-)

Tags:

Til gengæld gjaldede det med sang fra hundredevis af fuglestruber over land, da vi gik vores morgentur ved fjorden.

Solopgang

Åh – dette vidunderlige rosafarvede skær. Jeg elsker dig morgenstund – og dig mit lille pelsdyr.

Solopgang

Hjemme igen.

Solopgang

God søndag til blogland :-)

Tags:

I lørdags fik vi et glas hjemmelavede syltede, grønne tomater med hel kanel og ingefær. i. Glasset var dekoreret med en stor, flot gulternet sløjfe.

Tomaterne er simpelthen så lækre, at jeg går og nipper af dem, når jeg kommer forbi glasset. Der bliver ikke nogen tilbage til en middag, som de eventuelt skulle have været serveret til.

Syltede tomater

Det skal jeg selv prøve at lave. Jeg har fundet en opskrift.

Tags:

Hun stod dér ved restauranten i Kgs. Have og så nogenlunde normal ud – bortset fra farven.

Cow girl

Hvad det skal symbolisere, det, som kommer ud af patterne, har jeg ikke forstået…

Cow girl

Tags:

… lørdag aften i festligt lag. Jeg var ellers bange for, at vi segnede inden aften. Men vi nåede at hvile os en times tid hen på eftermiddagen.
Man kan godt mærke, at man ikke er nogen årsunge længere, når man inviterer til gæstebud og bor på 4. sal – uden elevator.

Blomsterne til bordet passede godt til vores lidt anderledes glas. Glassene har indlagte blå tråde og guldblade. Vi fik dem i gave for et par år siden og har haft stor glæde af dem.

Søndag morgen havde jeg klaret opvasken, inden husbond stod op. Dug og servietter er vasket og strøget. Madresterne er blevet spist – også blåbærrene, som blev til overs efter lagkageorgiet. Mini-lagkagerne lavede jeg om fredagen.
På billedet er de uden det øverste lag. Da det blev lagt på, skulle de have “et let tryk” og stå tildækket til dagen efter. Inden servering blev den øverste lagkagebund drysset med flormelis og pyntet med blåbær, hakkede valnødder og reven skal af citron og lime. Flødeskummen var blandet med råcreme.

Weekend

Søndag trængte vi til frisk luft og gik en tur i Kongens Have. Det smukke krokusmønster var ikke helt fremme endnu. Det er ganske anderledes i Frederiksberg Have og i Landbohøjskolens Have, hvor de står tæt og flot.
Resten af eftermiddagen var det ren afslapning. Det er først i dag, jeg er ved at blive mig selv igen.

Nu vil jeg ud at se, hvordan det står til i blogland :-)

Tags:

Fristelser

De frister meget…

Kongelige påskeæg

Jeg har en juledims af slagsen, som jeg altid glemmer at hænge op. Det samme vil sikkert ske med disse, hvis jeg lod mig friste til at købe dem – om ikke i år, så til næste. Så jeg må hellere lade mig nøje med billederne. Men søde er de.

De ved, hvad der gør en som mig blød om hjertet.

A Mothers Love

En mors kærlighed overgår intet andet… Eller gør den?

 A Mothers Love

 A Mothers Love

 A Mothers Love

 A Mothers Love

 A Mothers Love

 A Mothers Love

 A Mothers Love

…and we have the arrogance to claim to be the superior beings on the planet?

Måske har I også modtaget den pr. mail, ligesom jeg. Normalt sletter jeg den slags mails uden at se dem. Med denne blev jeg nysgerrig – og syntes også den var sjov.

Tags:

Tal

… undgår jeg helst.

Tal har heldigvis heller ikke domineret i mit arbejdsliv.

Mit armbåndsur har ingen tal. Jeg lader mig ikke gerne diktere af tiden, selvom det er uundgåeligt.

Minus tal

Datoer og fastsatte tidspunkter i min kalender huer mig heller ikke.

Men jeg er rigtig god til at huske tal – telefonnumre, kodecifre, fødselsdage osv.

Tallet 7 indgår i min fødselsdag, er vores husnummer – og indgår i flere ting, hvor jeg er medlemsnummereret. Det er det tal, jeg er mest knyttet til.

Se talrige indlæg herovre.

Tags:

Jeg pudser

… ikke hunden på nogen, men jeg pudser sølv, messing, mahogni, vinduer og – SPEJLE.

Parat til gæstebud

Jeg har en stor svaghed for spejle. – Ikke fordi, jeg er betaget af at se på mig selv. Nej, grunden til, at jeg kan lide spejle, er den, at de giver et vidunderligt lyssspil i rummene. De står og hænger alle vegne.

Parat til gæstebud

Jeg er blevet opmærksom på, hvor mange vi egentlig har, fordi de skulle pudses, så de funkler i morgen, hvor vi får gæster.

I dag blev tulipanerne til bordet købt. Jeg valgte en meget lys rosa farve – nærmest hvide. Jeg købte også sarte rosafarvede hyacinter, som skal blandes med tulipanerne. Blomsterne kostede en halv bondegård.
Nu står de i en krukke på altanen, pakket ind i vådt avispapir. Så knirker de friskt i morgen.

Parat til gæstebud

Nu er jeg ikke nogen ørn i et køkken, og husbond tager sig da også af selve middagsmenuen. Men jeg har sat mig på “kagen til kaffen”.
Min kage – eller kagerne – bliver flere små, runde minilagkager, som trykkes ud af lagkagebunde.
De lægges i lag med en blanding af flødeskum/råcreme med knuste makroner, hindbær og blåbær. Nogle dekoreres med flormelis andre med flødeskum. Hvis det går helt vildt for sig, bliver der måske også et par stykker med smeltet chokolade. Jeg begynder allerede i dag, så jeg ikke står med hektiske røde kinder i morgen.

Så håber jeg bare på, at der er plads til et stykke kage til kaffen.

Parat til gæstebud

Mellemlægsservietterne er blevet vasket og strøget. Lejligheden er malet. Der er gjort rent generelt. Jeg er godt tilfreds, selvom det ikke er de ting, som bliver bemærket.

Jeg kan sagtens glæde mig over, at husbonds middag bliver rost – og det store arbejde, han har haft med det.

Rigtig god weekend til jer :-)

Det er til at forstå!

Det er ikke vores.

Tags:

Kurv!

Rufus' kurv

… sagde jeg til Rufus og pegede på “kurven”. I det samme så jeg vores venner ved middagsbordet kigge forbløffet på hinanden, og jeg kom til at knække sammen af grin.

Kurven var lædersofaen. Det er helt naturligt for os, at det er en af Rufus’ senge.

Sofaen var et fejlkøb.
Jeg havde svoret, at vi nogen sinde skulle have en lædersofa. Men denne stod dér i vinduet og så blød, lækker og indbydende ud til billige penge. Jeg mente den ville være ideel til læsning, håndarbejde, blogging osv.

Man sidder bare elendigt i den. Det er som om, man kurer ud af sofaen. Men Rufus elskede den fra dag ét. Så det har været hans alene lige siden.

Rufus' kurv

Jeg kunne godt se det komiske i, at vores venner undrede sig over, at vi pegede på sofaen, når han fik kommandoen ‘kurv’.

Saint Patrick’s Day!

St. Patrick Day
Billedet er venligst lånt fra nettet

Jeg kom cyklende op ad Vestergade og mødte en masse glade unge mennesker klædt ud i grønt og med kæmpe grønne hatte.

De var bundet sammen to og to ved fødderne og løb ned ad Vestergade alt imens de gjaldede en sang, og deres latter smittede os andre.

Først da jeg kom til Studiestræde fandt jeg ud af, hvad der foregik. Der var en lang, lang kø hen til en irsk pub. Endelig fattede jeg, at det var St. Patrick Day i dag.

St. Patrick Day

St. Patrick Day

Hattene og resten af udstyret må være noget, de får udleveret på pub’en. De er endnu ikke så grønne som dem, jeg mødte i Vestergade.

Saint Patrick blev født i Storbritannien ca. 400 år e. Kr. Som 15-årig blev han bortført til Slemish Mountain i Nordirland, hvor han blev tvunget til at arbejde som hyrde. Efter seks år lykkedes det ham at flygte hjem, hvor han gik i lære som præst og senere blev biskop. Han vendte tilbage til Irland 432 år e.Kr og fortsatte med at omvende irerne til kristendommen.
Han brugte trekløveren til at forklare begrebet den hellige treenighed – og den dag i dag er trekløveren et symbol på Irland

Så blev man det klogere…

Et produkt fra Island… er jeg først blevet opmærksom på for nylig, hvor jeg læste om det på en helseside.

Det skulle være et virkeligt sundt mejeriprodukt med et kæmpe protein-indhold.

Skyr stammer fra Island, hvor man har kendt det i 1000 år. Thise Mejeri har, som de eneste her i landet, fået lov til at lave produktet efter de islandske forskrifter.

Skyr er ret stift. – Skal næsten spises med kniv og gaffel. Men jeg kan godt lide den friske, syrlige smag og med lidt müsli og ekstra rosiner går det an i små portioner.

I lørdags købte jeg i Fakta den sødeste flok pink tulipaner for 12 kr. I dag, tirsdag, står de stadig yndefuldt.
Jeg håber, de stadig kan fås den kommende lørdag, hvor vi skal have gæster. Så skal der en kæmpebuket på forårsbordet.

Tulipaner til spotpris

« Ældre indlæg