juli 2009

… mangler man at støtte sig til i Metro-en. Og dog – Metroen er trods alt mere stabil på skinnerne end sporvogne.Jeg savner dem ikke, sporvognene. Så jeg følte intet for de gamle vogne, som husbond må se på Sporvejsmuse-et mindst hver 7.-8. år.
Han er født på Frederiksberg og jeg på landet. Det har sikkert nogen betyd-ning for hans interesse, at han nær-mest har haft dem kørende i forhaven.

Vi tog derfor af sted i går. Vejret var overskyet og lidt køligt. En perfekt dag til udflugt. Vi tog derfor Rufus med, idet jeg regnede med, at der ville være grønne områder, hvor vi kunne gå tur. Da vi ankom til Skjoldenæsholm kom solen frem, og det blev meget varmt.

Vi tog 9′eren på en 3 km lang, rystende og larmende køretur. Det var næsten umuligt at føre en samtale.
Konduktørerne var flinke og ivrige efter at informere. De er virkelig entusiaster.
Billet-manden steg ud før passagererne.

Havde jeg vidst, at vejret slog om til varmt og trykkende, havde vi ikke taget Rufus med. Trinene var for høje for ham at bestige, så han måtte have et lille løft for at få numsen med. Han elsker at køre i Metro og vil helst stå forrest, så han kan kigge ud i tunnelen under kørslen. Men han var meget nervøs ved den larm, sporvognene gav, når hjulene skreg på skinnerne, og vognene rystede fra side til side. 

Grønne områder, hvor man kunne gå en tur, var der ingen af. Husbond gik rundt og nød museet, mens Rufus og jeg slog os ned på en bænk, hvor jeg kom i snak med en frivillig medarbejder. Han kunne fortælle, at den sporvogn, som jeg kørte mest med i min ungdom - Linie 5, som kørte på Nørrebrogade – blev lukket i maj 1972. Derudover fik jeg hans livshistorie :-)

Man kunne dog medtage sin frokost, som kunne nydes på sløjfen. Det var der mange, som havde benyttet sig af.

… med strålende regn og torden.
Jeg kan oplyse, at vi fik 12 mm i løbet af 15-20 min. Det ved jeg, fordi vi netop har købt en regnvandsmåler.

Under en opvask til morgen, tænkte jeg på en episode, husbond og jeg havde for nylig, da vi skulle til festivitas sydover.

Et par timer før vi skulle af sted ringede telefonen. Nummerviseren viste ‘Spærret nummer’, og så vidste vi, hvem det var og var enige om ikke at tage den.
Det skete et par gange eller tre, hvorefter henholdsvis den ene og den andens mobiltelefoner begyndte at ringe og sms’er at strømme ind. Vi svarede ikke.
Vi vidste, at det var et par i familien, som syntes, at vi skulle køre sammen.

“Hvorfor køre i to biler?”

Det er også sandt nok. Men jeg var ikke i humør til at sidde sammen med dem i halvanden time og køre rundt i samtale om det samme emne. Husbond ville kunne sidde og kon-centrere sig om kørslen og kunne komme med et input som hmmm ind imellem, mens jeg skulle være på hele vejen.

Parret har det nemlig med at tale om det samme på samme tid. Jeg har svært ved at hæfte mig ved, hvilken version af det talte, jeg skal forholde mig til.
En af sønnerne lagde engang øre til benzinprisers op og nedture i halvanden time på samme rute. Det ville jeg ikke udsætte mig selv for. Det er umuligt at få drejet samtalen over til et nyt emne.

Husbond var lige ved at tage telefonen, da den ringede en af de sidste gange. Men jeg forhindrede ham.

På vej derned fandt vi på en lille hvid løgn a la …ikke havde været hjemme …lukkede mobiler i ferien. Det gik glat igennem. Husbond er ikke god til at lyve og havde det skidt med det. Jeg havde det til gengæld fint og havde hørt god musik undervejs.

Alligevel stod jeg under opvasken i dag og skammede mig en smule…
Nu titter solen frem, og det er atter en dag med stor lutfugtighed. Det blev det også i går, hvor vi på tur.

Nu kan jeg bevise over for husbond, at det er ham, der er noget galt med. Beviset – Hvorfor mænd intet husker og kvinder intet glemmer’ – lå lige for næsen af mig i supermarkedets bogtilbud.

I den seneste tid har der været ufatteligt mange ting, husbond ikke kan huske, at han har sagt.

Desforuden er der især meget, jeg har fortalt ham, som han aldrig har hørt.

Kvinder har en bedre hukommelse for det talte ord og husker derfor pointerne (i et gammelt skænderi fx), som mænd for længst har glemt.

Nu kan jeg slå op i min nyerhvervede bog og bevise, at han kun bruger venstre hjernehalvdel, når vi kommunikerer, hvorimod kvinder bruger begge og derfor evner at bearbejde sprog og forstå det talte under processen.

Jeg har bladret frem i bogen og ser, at der er et afsnit som omhandler, at vi bliver mere ens med alderen.
Det er der nok noget om. Jeg har  i hvert fald lagt mærke til, at vi tit tænker på det samme. En af os siger ofte noget, som den anden netop sidder og tænker på.

Forfatteren, Marianne J. Legato, er professor ved Columbia University i NY. Hun har modtaget adskillige priser og er forfatter til flere videnskabelige bøger om kvinders fysiologi og sundhed.

I går købte vi kartofler på en gård, som til en forveksling lignede den, vi besøgte i andelslandsbyen forleden.

… i går aftes. De truende skyer fejede hen over hovederne på os, men gav ikke meget regn. Tordenvejr har vi slet ikke haft. Ærgerligt… Det kunne være hyggeligt at sidde på verandaen og nyde et smukt show.

Min solopgangslinie set fra et vindue

Vi var inde i byen i går. Udover vanding af vores altaner var vi forbi to gravsteder. Et på Holmens kirkegård og et på Søndermarkens.

På Holmen talte vi med en af gartnerne, som fortalte, at der var faldet 9 mm regn i København inden for det sidste døgn. Hun påstod, at 9 mm siver 9 cm ned i jorden.

Jeg syntes, at når jeg vander grundigt med haveslangen et stykke tid, kan jorden stadig være tør et par cm nede.

… har været perfekte til at hive ukrudt op af jorden, som er tilpas løs og slipper rødderne med et snuptag.

Jeg ved det, for jeg hev i et par tidsler i går, og de kom op med fuld top og rod. Men jeg havde andre planer, og det var beskæring af træer og buske.

Med nogle ekstra kilo på maven og i træsko, pink ankelsokker, sorte bukser, kødfarvet kjole og “designer”-solbriller gik det derudaf med papegøjenæbbene og hækkesaks.
Træerne, som jeg raserede, står lige i solopgangslinie og får derfor ikke lov til at blive over 2 m i højden. 
Alle løvfældende træer blev tyndet ud og fik kappet topskuddene af. Lige nu ser der lidt nøgent ud. Om et par uger, ser alt normalt ud igen.

Op ad dagen cyklede husbond og jeg den samme tur, som jeg cyklede i forgårs – og meget mere til. Når husbond først er kommet ud at cykle, er han ikke til at stoppe igen.
Det gik op og ned i bakkedal mellem kornmarker og med kig til fjorden.

Der er allerede høstet flere steder. Jeg syntes først, der plejer at blive høstet i august måned. Men jeg kan ikke huske det fra år til år.

Undervejs kom jeg endelig tæt på de skønne små. Desværre var det plettede føl blevet så selvstændigt, at det ikke stod i nærheden af sin mor, som det lignede på hver en plet. Det brune føl er stadig morsyg og holdte sig tæt til hende.

I dag går turen til Frederiksberg for at vande blomster og krukker på altanerne. Det er så et minus at have altaner fyldt op med blomster, når man holder ferie hjemmefra. Vi bliver nødt til at køre ind hver 4.-5. dag for at
vande. Alligevel er det også hyggeligt at komme til byen og se, at den lever endnu. Rufus skal også have ind og markere sit territorium, så de andre hanhunde ved, at han stadig kommer forbi.

Der burde også findes sansehjem.

Mange demente kunne have glæde af at besøge husmandsstedet i Nyvang.
Husmandsstedet er er fra 1927, men da vi besøgte stedet i onsdags, genkendte jeg rigtig meget fra min landsbybarndom i 50′erne.
Husbond, som altid var på Mors i sine barndomsferier, genkendte også mange ting fra den gang.

Lige netop i sådan et husmandssted boede min barndomsveninde. Familien bestod af forældre og fire børn. Til gården hørte 11 ha land, som brødfødte familien.

Min venindes mor er nu dement og bor på plejehjem i den by, vi kommer fra. Jeg kunne godt ønske mig, at hun fik lov at se denne gård – og opleve det sammen med hende.

Der må være nogle af min generations forældre  tilbage, som ville kunne få en kæmpe oplevelse ved at se gruekedler, mælkejunger, fadebure mv. igen.

Gårdenes haver var sirlige med en – ofte kvadratisk græsplæne - og en flagstang i midten af plænen.
I kanterne rundt om græsplænen var staudebedet. Stauderne stod med stort mellemrum og ikke som i dag, hvor vi planter tæt for at undgå lugning. Bag hækken lå køkkenhaven, hvor der stod frugttræer og bærbuske fint på række.

Jeg mener at kunne huske, at min venindes mor – foruden at vaske tøj i gruekedlen – også brugte den til at koge kartofler til grisene.
Strikkede og hæklede bomuldshåndklæder i alverdens mønstre havde alle. De sugede ikke særlig godt, kan jeg huske.

På sengen ligger tøjet fremme. Strømperne blev holdt oppe med hofteholdere. Heldigvis gjorde buksestrømperne sit indtog, da jeg kom i teenage-alderen.
Træskoene stod altid klar i bryggerset eller på det udendørs trappetrin. Cyklen med mappen over stangen er fra politistationen, som også ligger i Nyvang.

Mælkejungerne husker jeg også. Det må have været et forfærdelig tungt arbejde at håndtere dem. Jeg hadede lugten af klorin i de vaskerum, som de blev rengjort i.

Andelbevægelsen opførte murstenshuse i landsbyerne med frostbokse, hvor husmødrene kunne leje en boks til kødvarer. Nogle havde isskabe hjemme, men manglede plads, når der blev slagtet.

Min venindes forældre havde en meget fin stue med dybrøde plysmøbler med klunker. Jeg var meget betaget af den stue. Vi børn var forment adgang til herligheden, men når vi vidste forældrene var i marken, listede vi ind og legede fine damer og lod som om, vi havde dækket kaffebord på sofagruppens mahognibord.

Tæpper med kvadrater hæklede min mor rigtig mange af, som hun forærede væk. Idéen med at sy dem sammen i harlekinmønster har jeg dog aldrig set før.

Det var bare ét af husene i Nyvang. Der var mange andre spændende bygninger fra andelsbevægelsens tid. Fx andelsmejeriet, som stadig er i drift og producerer oste. Vi købte en rygeost, som smagte himmelsk.

Jeg kan på det varmeste anbefale et besøg.

… Jysk, fik jeg øje på den.

Den hang i indgangspartiet. Den eneste der var tilbage. Heldigvis passede størrelsen.

Nu er vi jo blevet truet med torden og skybrud en hel uge. Ganske vist er intet sket, men det er godt at være på forhånd med situationen.
Regnfrakken er let, blød, har hætte og knapper/ lynlås foran. Den var billig, og Jysk gav oven i købet 20% i afslag på prisen, fordi det var den sidste.

Købet støtter sagen ‘Støt Brysterne’. Da jeg var kommet udenfor, tænkte jeg, at de 20% også burde være gået til det gode formål.
Dem må jeg give en anden gang.

… åle-yngel er nu på vej mod Sargasso-havet igennem Roskilde Fjord.

22.000 er sendt af sted få km herfra i begyndelsen af juli måned.
Roskilde Fjord er perfekt for de unge åls start på den lange rejse.
Langs kysterne er der ålegræs, hvor de kan kan søge føde og skjule sig.

Ved udmundingen af Roskilde Fjord ligger der så 4-6000 km forude og venter, før de når gydeområdet.

Jeg har læst, at de svømmer på en meget energibesparende måde – den såkaldte ”tidal stream transport”, som er en vandring, der sparer på kræfterne (ålen vandrer kun når tidevandet løber den vej ålen skal).
På denne måde kan de tilbagelægge turen ved kun at bruge ca. 40% af deres fedtreserver.

Når ålene forlader det europæiske kontinent ved man ikke mere om deres rejse.

Der blev også udsat åle-yngel i Rørvig, Helsingør og Vedbæk.

… som jeg omtalte i går, har en parklignende have ned mod fjorden.

Mystikken ved gården er den, at man aldrig har set dyr af nogen art derinde. Heller ikke på de omgivne marker.
- Ingen heste, køer, svin, høns, hunde eller katte. Der er ingen dyrelyde.

Der hersker total stilhed.

Rygtet siger, at det er en rejefisker i Grønland, som har tjent en hulens masse penge og har investeret en del af kapitalen i opførelse af gården.

Der er ellers enorme stalde med porte, men ingen aktiviteter overhovedet.
Man ser ingen maskiner til høstning af korn, ikke en traktor eller noget som helst tegn på landbrug.

Det er ca. 10-15 år siden, gården blev bygget og rygterne verserede de første år om hvem, som boede der, og hvad bygningerne skulle bruges til.

Bygningerne er året rundt kridhvide, og der er ingen ukrudt eller snavs at se, så langt øjet rækker. Det kan lade sig gøre, uden at man ser folk gå og vedligeholde området.

Man kunne forestille sig, at det var en kursusvirksomhed, men man ser sjældent nogle biler derinde.

Dog – netop som jeg havde taget billederne og var på vej hen til min cykel, kom en kæmpe, sølvgrå Land Rover hvislende ud fra indkørslen.
Føreren var en smilende, buttet dame. Jeg gemte kameraet på ryggen… Det skulle jo ikke hedde sig, at jeg spionerede.
På nummerpladen stod der MOAR, så helt uden humor er de ikke, de mystiske mennesker, som bor der :-)

Gården ligger helt derude, hvor kun lokale kommer, så vi er de færreste, som kan beundre den pomp og pragt, der hersker.

Det samme gælder denne lille hytte, som ligger lidt længere henne ad vejen.