august 2009

… ved Søerne på en gavl omkring Dosseringen.

En anden dag må jeg se efter, hvornår det er malet og af hvem.
Gad vide, hvorfor der er en vindmølle i billedet? Måske det har noget med klima og miljø at gøre…

… ad Østerbrogade i hektisk trafik, var det vidunderligt at svinge cyklen op ad alléen på Holmens kirkegård. Stilheden var total derinde. Jeg var på vej til at vande en af de små haver.
På bænke sad nybagte mødre med en bog og pensionister med deres avis og nød eftermiddagssolen. Kun børnenes leg i frikvarteret fra den nærliggende skole brød stilheden.

Jeg cyklede derfra gennem Stockholmsgade, over Søerne og ned ad Bleg-damsvej og videre til Nørrebrogade – og Blågårdsgade.
Lige dér til højre i Blågårdsgade fra Nørrebrogade ligger min yndlings-grønhandler. Egentlig skulle jeg ikke have noget – bare en bakke brombær til at nippe af på hjemvejen.

Men det løb løbsk for mig. Jeg kom til at lægge brombær, hindbær, kirsebær og alverdens andre ting i min indkøbskurv. Han har så skønne friske varer, som frister en svag sjæl. Grønhandleren kender sine kunder, og skal man på ferie i hans hjemland, uddeler han telefonnumre til sin familie, som gerne guider danske turister rundt i deres land.

Så er de yderste dobbeltdøre til altanen endelig blevet malet. Så skulle hele lejligheden være færdigmalet. Nu mangler jeg bare at rense nøglehuller og dørhåndtag, som jeg også kom til at ramme med malerrullen – og så vinduerne på altandørene.

… leger birketræernes rakleskæl og forsøger at finde en plads mellem tasterne. De kom flyvende i går aftes, da jeg sad hér på verandaen. Det stormede en halv pelikan, men det gjorde ikke spor, for jeg sad i læ.

Nu sidder jeg igen på verandaen og har nydt morgenstunden. To rådyr har luntet henover græsplænen med en halv times mellemrum. Gad vide om de stopper op og spiser af fuglefoderet, når jeg ikke er her?

Der er ikke mange heroppe midt i ugen. Jeg nyder stilheden, som kun
bliver afbrudt af vores egen græs-slåmaskine og Rufus’ og de andre hundes glammen, når nogen går forbi.

Nogle gange kan jeg tage mig selv i at tænke, om jeg er anderledes end normalen, når jeg nyder at være alene. Jeg har ikke behov for at invitere nogen herop, som skal “serviceres”. Det hører hjemmelivet til. Hér skal der være tid til fordybelse. Den snak jeg får, med mennesker jeg møder her, er mig alt rigeligt i to-tre dage.

I dag har vi været her i tre dage og tager hjem til byen og husbond igen. Han fortalte i morges, at han kom senere hjem, da han skal til frisøren. Jeg gruer for hans frisørbesøg. Jeg er bange for at få en glatnakke hjem. Hidtil har han dog lignet sig selv nogenlunde efter besøgene. Jeg håber, at når han engang holder op med at arbejde, kan overtales til at gå med en lille stram pisk. Men det bliver en svær opgave…

Jeg når ikke at lave mad til mig selv heroppe, men Rufus fik kogte kartofler og gulerødder plus en kogt kotelet til aftensmad. Jeg tog også selv et par kartofler og gulerødder, nu de var lavet. Jeg går løbende og spiser af mine 12 muffins, som jeg bagte derhjemme. Nu er der 4 1/2 to go.
Der er masser af kanel og gulerødder i dem. Og det er godt for helbredet.

Hjemmedyrkede radiser til rygeosten får vi ikke mange af i år. Jeg skulle have gjort mig hård og tyndet ud i dem. Men når man nu er så stolt over, at så mange vil leve, er det svært at vælge ud, hvilke som ikke skal.

Til gengæld har vi fået noget ukrudt i græsset, som jeg gerne vil have fjernet.

Det breder sig værre end mos og er forbundet med lange stængler. Hiver man en op følger 5-6 stykker med. Der er store områder, hvor de har bredt sig – og så tæt at ikke engang græs kan finde vej til lyset.

Jeg ved ikke, hvad det er for én. Når jeg tager på planteskolen næste gang, tager jeg et billede med. Måske har de et middel, som kan fjerne det. Ellers må jeg gå til yderligheder og bruge Roundup, selvom det er mig imod.

Persillen gror rigtig godt. Den blev sået i foråret, og jeg havde ikke forventet, at der blev noget udkomme før til næste år. Jeg skal have en god posefuld med hjem i dag.

Nu har jeg også styrtet rundt og fodret fugle, givet dem vand, beskåret stauder, vandet trængende blomster, gået tur ved fjorden for at se, om den er der endnu og senest klippet en del græs, efter vi ankom til landstedet sidst på formiddagen.

Rufus vil ikke sove, før jeg sidder stille. Så nu har jeg sat mig med en kop kaffe og en hjemmebagt muffin for at se mig om i blogland. Rufus har lagt sig til rette i skyggen for at tage sig en tiltrængt lur.

På vejen herop gjorde vi holdt ved Uggeløse skov og gik en tur. Der lå en korntransport foran på lande-vejen, som kørte 40 km/t. Det kun-ne mit temperament ikke klare. Så hellere gå en tur til forhindringen var af vejen.

På P-pladsen holdt der 4 lastbiler, hvor chaufførerne sad og læste formiddagsaviser. Lidt inde i skoven sad mor, far og barn og spiste morgenmad. En lille udenlandsk familie, som var på vej udi Danmark. Derefter mødte vi ikke andre.
Der var kun Rufus og mig på skovstien. Så blev jeg lidt nervøs og så spøgelser alle vegne, selvom alt åndede fred og idyl. Det irriterer mig, at jeg lader mig gå på af al den vold, man hører om. Det er dog ikke hver dag, man hører om mord i skovene. Alligevel vendte vi om og gik tilbage, selvom skoven så indbydende ud.

Husbond skal med næste gang. Så er jeg rolig.