september 2009

En nærliggende gårdejer kom sidste weekend med traktor og høstmaskine og klippede alle vores friarealer her på landet. Græsarealerne var vokset til hoftehøjde og lignede efterhånden hø. Stierne på arealerne bliver klippet jævnligt og forbliver grønne.

Det er så smukt, når arealerne får lov at gro og man samtidig har nyklippede græsstier at gå på, så man kan gå og nyde den vilde flora, som tiltrækker mange forskellige insekter, ligesom harer, ræve, fasaner og agerhøns ynder at søge ly i det høje græs.
Jeg frygter altid den dag, hvor det bliver klippet og arealerne ligger nøgne hen.

Dagen oprandt forrige lørdag, hvor vi havde gæster, så først i denne weekend er jeg kommet omkring for at bese “skaden”.

Men det var overraskende smukt. Dér, hvor græsset var høstet, havde farverne ændret sig til gult. De grønne græsstier står i skarp kontrast til det omliggende landskab, som igen er omkranset af de nu efterårsgyldne træer i vores haver, som ligger ud til områderne. Det var som at gå i et guldlandskab. Den gule efterårsfarve er fantastisk – nærmest selvlysende.

Jeg tror roserne er ved at takke af for i år. Der er kun få blomster tilbage. Jeg kan ikke se flere knopper.

Den pinkfarvede rose er min yndling. Blomsterne ligner pæonblomster til forveksling og bliver næsten lige så store.
Jeg kunne godt tænke mig flere som den men har, som sædvanlig, ikke gemt navnet på den.

I næste uge vil jeg køre på plante-skolen og tage et fotografi med. Det er en stor hjælp, når vi skal finde noget, jeg ikke har navnet på, siger gartneren. Jeg skal også have købt en Koreakornel, som jeg har ønsket mig længe.

I dag er det søndag, og der er marskandisermarked i Ravnsborggade. Måske tager vi ind forbi, hvis jeg holder mig vågen. Det har været en af de sjældne nætter, hvor jeg ikke har kunnet sove, men har læst eller siddet ved et åbent vindue og kigget ud i natten. Lige nu er jeg meget søvnig og om lidt serveres der morgenmad.

God søndag til jer :)

… gik vi tur på ‘Fårestien’. Den ligger 3-4 km herfra og snor sig langs fjorden så langt øjet rækker. Den hedder Fårestien, fordi området græsses af – ja får.
Vi så da også en del, som stod i skyggen af træer, fordi det var varmt, og de havde taget vinterfrakken for tidligt på.

Alle træer var opstammede som det på billedet. Sådan er det, hvor der færdes dyr. De spiser løvet op til den højde, de kan nå. Det gør træet smukt og ele-gant og landskabet åbent.

Denne weekend har vi atter haft besøg af min lille ven, som også gik rundt på plænen i sidste uge. Den er lige pludselig foran fødderne på én, så man må gå varsomt for ikke at træde på den. Jeg vil kalde den en lille gråspurveunge, men de har vel ikke unger på denne tid? I hvert fald er den meget lille og falder ind med bladene, som ligger på på jorden.

Når jeg serverer i fuglecaféerne, smider jeg altid nogle frø på jorden til dem, som ikke har adgang til fodrings-trugene fx fasaner, duer og solsorte.

Det er det, den meget lille gråspurv går og nipper af. Den spiser aldrig i café-erne. Jeg kan komme helt tæt på, og den lader sig ikke mærke med det. Den nipper frø og hygger sig, selvom jeg går rundt omkring den. Det er meget usædvanligt. Den foretrækker også at drikke vand af Rufus’ vandskåle og er heller ikke bange for ham. Den må være opfostret hos mennesker. Den opfører sig bestemt ikke normalt.

I morgen tror jeg, jeg vil prøve at fodre den af hånden.

Lige nu tilbydes der pyntegræskar og kæmpe græskar til salg langs lande-vejene. I dag lod vi os friste af to af de store af slagsen. De skal bare stå, som de er og lyse op på havebordene.

… Lørdag fik vi frokostgæster, som havde to hjemmelavede mejseboer med. Billedet lyver lidt mht. størrelsen. De er ret store. Næste weekend skal husbond hænge dem op. Giverne havde lagt et par dåseøl i hver redekasse, så man ikke bliver tørstig under arbejdet med ophængningen.
Fugleungerne kommer ikke til at ligge nede i trekanten. Der er lavet en platform, hvor de kan lægge redematerialet.
Det er også nu, at det er tiden, hvor de gamle redekasser skal renses.

Jeg skal have fundet vores svampebog frem. Der skyder mange op lige nu. Alene på vores grund er der flere forskellige, som ser appetitlige ud.  Jeg håber at finde nogle Karl Johan svampe, som jeg syntes er de mest smagfulde.

Af alle de majsplanter, jeg satte i foråret, er der kun én, som har givet frugt. Den føles tør, når man trykker på den, så den er sikkert uspiselig. Så er jeg blevet endnu et par erfaringer rigere. Til næste år, skal vi hverken have majs, radiser, hvidløg eller tomater. Det fik vi ikke noget ud af i år, hvor jeg oven i købet var flittig til at vande.

På torsdag skal vi se ‘Les Misé-rables’, som er baseret på Victor Hugos roman De Elendige – en af mine yndlingsbøger.
Rollen som Jean Valjean’s unge plejedatter, Cosette, er delt mellem tre piger. Vi har valgt at se stykket på torsdag, hvor Cosette spilles af min eks-kollegas datter.
Jeg kender ikke pigen, men bare det, at jeg ved, at det er Mettes datter er meget sjovt.