januar 2010

… skøjter på Peblingesøen. Det er et super hyggeligt syn. Billederne er fra i torsdags, hvor solen skinnede det meste af dagen.

Lokalavisen skriver, at søen i Frederiksberg Have også snart vil blive åbnet for skøjteløb. Dér har husbond og jeg også lavet spor i isen for nogle år siden. Et smukkere sted at udøve sporten findes ikke.

Den ældre dame på bænken bor på et plejehjem henne om hjørnet. Hende har jeg mødt mangen en mørk vintermorgen mellem kl. fem og seks på Rufus og mine lufteture.
Sommermorgener har jeg mødt hende, hvor hun er kommet trippende i slippers og morgenkåbe – altid med en plasticpose med brød skåret i fine terninger til fuglene. Henne ved børnehaven, står hun stille og smiler til alle tøjbamserne, som er opsat i vinduerne :)

Nu er det weekend, og husbond har mange planer :) De sidste par dage har jeg pudset julens stearin af vinduerne og fejet skidtet fra døren.

En af dagene skal jeg have motioneret min bil, om den vil. Den har stået begravet i sne siden jul. Den skal gerne være fit for fight, når Rufus og jeg skal på landet i næste uge.

Rigtig god weekend :)

…  da Ingemarie mødte på arbejde med en markant mellemstor rød plet på hver kind.
Hun havde kørt med S-toget 11 stationer med rougeklatterne uden at have nogen anelse om miseren. – Havde simpelthen glemt at glatte dem ud.

Ingemarie morede sig sammen med os andre, da hun havde set sig i spejlet og var kommet sig over chokket :)

Jeg kommer til at tænke på hende, hver gang jeg lægger rouge på.

Ingemarie brugte en mørk cremet. Jeg bruger en dæmpet rosa, som lægges på med pensel. Skulle det hænde, jeg glemte at fordele den jævnt, ville det ikke se så iøjnefaldende ud.

Man kan hurtigt blive distraheret i morgentravlheden og komme ud af døren med “hængepartier”. Jeg har præsteret at tage bluser på på vrangen og møde op i en kjole som ikke var lynet op fra lænd til nakke.

… oppe i sommerhuset? Det er jo hér på Peblingesøen, der er frost.

Endelig blev søen frigivet til skøjteløb i går, da isen blev målt til 18 cm tykkelse. Kommunen havde sendt et par fejemaskiner ud på isen, så den blev perfekt at løbe på.

Husbond og jeg har i tidligere isvintre løbet på skøjter her. Det er noget mere charmerende end at løbe på kunstige baner. Selvom Peblingesøen først blev frigivet i går, var isen velbesøgt af københavnerne i weekenden.
I går var der ikke så mange.

Rufus fik som sædvanlig (næsten) lov til at bestemme turen. Han vælger gerne turen langs Peblingesøen og neden om Blågårdsgade hjem igen.
Nu hvor temperaturen er faldet, og man er begyndt at holde lidt igen med saltning af fortovene, kan vi godt gå længere ture.

På Blågårds Plads gjorde vi som sædvanlig holdt ved dyrlægen. Vi står andæg-tigt uden for hans dør et minuts tid, før vi går videre. Jeg bildte Rufus ind, at det var weekend, så vi ikke kunne komme ind :)

Inden vi kommer til Blågårdsgade, går vi gennem en baggård, som er gigantisk. – En helt vidunderlig oase. Det er som at komme ind i en stor, gammel landbohave.

Det gule hus gør mig altid i godt humør. Køkkenvinduerne vender ud til gangstien. Jeg må indrømme, at jeg kaster et blik ind her og dér. Vinduer fortæller meget om de mennesker, som bor der.

I et af vores egne vinduer blomstrer amaryllissen endnu engang. Jeg tror, jeg vil prøve at gemme den denne gang. Bare for at se, om jeg kan.

… men det påvirker ikke forårstegnene i vindueskarmene. Jeg har to forskellige typer planter, som hvert år i januar fortæller mig, at dagslyset er tiltaget, og at foråret ligger lige på den anden side af snedriverne.

Det er pelargonierne og kløverblomsterne.

Kløverblomsterne – en grøn og en rød – sender på denne tid en masse små nye skud op af jorden. Det er det første forårstegn, som glæder mig år efter år.
Pelargonierne er aflæggere fra de smukkeste og kraftigste af sidste sommers planter. De har stået i vand til de begyndte at spire, hvorefter de er plantet i blomstermuld.
Nu stortrives de i det forlængede dagslys. Jeg krydser fingre for, at de klarer sig frem til maj, hvor de slippes løs i det fri. Inden længe vil jeg begynde at gøde dem.

Her i weekenden skal jeg tale dunder til husbond. Nu skal han altså se at få gjort noget ved vores toilet, som be-gyndte at løbe for et par måneder siden.

Jeg ville have kontaktet en VVS’er med det samme, men husbond mente nok, det var noget han sagtens selv kunne klare.
Han fik da også vrikket knappen af og fandt ud af, at man bare skulle skubbe til en dims nede i hullet, når det løb. Det klarede problemet.
Det gør det skam også, men vi kan så ikke få sat låget på, fordi der skal skubbes til dimsen hver anden gang, toilettet benyttes.

Nu har vi selv vænnet os til mekanismen og glemmer at fortælle gæster om indretningen. Kun to har spurgt, hvordan indretningen skal bruges.

Det er bare for fjollet, tingene ikke bliver ordnet.

Husbond er formand for vores andelsboligforening og sørger rask væk for, at andre, som har et lille problem i ejendommen, får det ordnet med det samme.

Men ikke hos os selv. Skrædderens børn går altid dårligst klædt som bekendt…

I går kom posten med min skønne hue fra Tove, som også har strikket mine luffer. Dem har jeg haft stor glæde af i vinterkulden. Huen er strikket og filtet i den samme smukke røde farve.

Jeg selv fik nørklet det seneste par muffediser sammen, som passer til halsdisen.

Nu har jeg et sæt i rødt og et i et hvidt, som hører sammen. Det er nydeligt. Men det er ikke altid påklædningen er gennemtænkt i farvevalg. Jeg tager det forhåndenværende i farten, når vi skal gå vores lufteture.
Specielt om morgenen, når vi er ude ved 6-tiden. Da er det en skøn blanding af nattøj, benvarmere, gummistøvler, hue, halstørklæde og vanter i forskellig farve. Så er det man beder til guderne, at man ikke møder naboerne på trappen.

Hidtil er det kun avisbuddet, som har haft fornøjelsen :)