… I hvert fald mig. I går bagte jeg chokoladebiscotti for sjov. Bortset fra at jeg har skåret dem i for tykke skiver, blev de sprøde og lækre.
Det er de ikke i dag! Nu er de bløde og seje..
Nu havde jeg ellers lige sat næsen op til at ville tage et glas biscotti med en smuk pyntesløjfe med som værtindegave (som man læser om i ugebladene er en god idé) på lørdag, når vi skal ud til nogle venner.
Der går altid et eller andet galt, når jeg kaster mig ud i det kulinariske.
Nu holder jeg mig snart helt væk fra køkkenet.
Den ene stue er færdigmalet, og møblerne er på plads. Mange bøger er kasseret. De, som stod i bageste række, har vi ikke savnet i 8 år, så jeg gjorde mig hård og smed dem ud.
Væggene med familiebilleder, skal også reduceres. Så er der alle de pyntegenstande/arvestykker, som der skal gøres plads til…
Når man står overfor de nymalede, hvide vægge, nænner jeg ikke at hænge noget op. Men jeg kan heller ikke lide bare vægge. Øjet skal have noget at dvæle ved.
Vi har fx en violin, som husbond har arvet efter hans bedstefar. Den har hængt i “musikhjørnet” al den tid, vi har boet her. Der er kun to løsthængende strenge tilbage. Smide ud den ud kan man da ikke…
Mens jeg malede lå den på kommoden op ad det gamle mahognispejl. Dér tror jeg, jeg vil lade den ligge.
Øv, det var synd med dine biscotti! Var de helt kolde, da de blev lagt i glas eller kagedåse? Det er det eneste, jeg kan tænke mig, du kunne have gjort forkert …
Violinen ser dejlig ud på kommoden op ad dit mahognispejl – du har så mange smukke ting, som jeg ville nyde at gøre dig efter. Men husbond ville aldrig acceptere det, så jeg nøjes med at nyde dine billeder 🙂
Det mente jeg de var, Madame. Hele dagen i går stod de på en radiator uden låg på kagedåsen, så nu er de knastørre igen :o)
Min husbond bliver slet ikke spurgt, om han bryder sig om det eller ej. Han må affinde sig med mine indfald, som jeg affinder mig med hans. Det har fungeret fint i 30 år :o)
Du er ikke alene; jeg har forlængst opgivet at blive mesterkok. Jeg plejer at sige, at jeg har køkkenfobi, og den er ganske velbegrundet. Den skyldes, at det lader til, at der hersker en udbredt Rasmine-fobi blandt køkkener …
Det må vel nok være skønt at være færdig med stuen. Bare, det var mig!
Jeg har også opgivet det, Rasmine. Alligevel falder jeg i ind imellem og tror, jeg kan – men nej…
Jeg lider vist også af køkkenfobi :o)