… ligger kun få skridt fra, hvor vi bor, når man tager Metro’en.
Mere nemt kan det ikke være. Alligevel tog vi bilen ad omveje derud i søndags for at lufte Ruf’er.
Det er mig lidt imod, at der er så meget beton på en strand. På strandpromenaden (beton), som er enormt bred, er det er forbudt at cykle og løbe på rulleskøjter. Det er kun tilladt at gå pænt.
Stranden er meget retlinet med en stribe sand til badefornøjelser, prome-naden til spadsereture og græsplæner til solbadning. Det er lidt for designet efter min smag. Et par småpiger i pink farver trodsede dog forbuddet og øvede sig i at løbe på deres pinkfarvede rulleskøjter.
Kajakklubben var åben og roere var ude på det stille vand. Jeg blev helt glad ved at se alle de kajakker i alverdens farver. Nogle var til salg. Jeg var ikke interesseret i at købe. – Ville aldrig turde sætte mig ned i sådan een.
Det var herligt med havluft i næseborene og hjemme stod en æske og ventede os fra Frederiksberg Smørrebrød. Husbond har svært ved at cykle forbi den forretning, så han havde sørget for frokosten, da han cyklede en tur om formiddagen.
Jeg var ikke klar over, at Amager Strandpark har så meget beton – det lyder menneskefjendsk i mine ører, at børn ikke må udfolde sig. Det er virkelig synd, når jeg sammenligner med min strand i Liseleje, hvor der er klitter, marehalm og en dejlig bred sandstrand.
Ha’ en god dag, Lone 😉
Jeg foretrækker bestemt også de naturlige badestrande.
Men Amager Strandpark er vist ret populær.