Tænk, at en cykel kan knække midt over, uden man opdager det.
Den øverste af de to lange stænger, som holder stellet sammen er bukket under for mine 66 lette kilo.
Cyklen var sendt til reparation af bremsen. Ved et tilfælde opdager cykelsmeden, at stellet er knækket.
Jeg tænker med gru på de gange, jeg med fryd har cyklet med stor fart ned ad bakker. Det kunne have endt i en tragedie.
Selvom den er 10-12 år gammel og ud over garantiperioden, vil jeg tage et foto af skaden og sende det til Kildemoes Cykler. Bare så de ved, hvor de skal sætte ind med forbedringer på kommende cykler.
Jeg har nu været nede i kælderen og fundet min indiske kolonicykel frem, som jeg købte i Blågårdsgade for nogle år siden. Jeg har kun brugt den én gang.
Den er af den høje slags, hvor man sidder med rank ryg. Det er en god fornemmelse. Jeg har virkelig fået overblik på cykelstierne. Intet undgår min opmærksomhed, når jeg skuer frem over alle de foroverbøjede rygge foran mig.
Den er så smuk med en masse krom, som skinner og blinker i solen. Lidt ligesom 50’ernes nyvaskede biler på søndagstur.
Det var alt det krom, jeg faldt for, da jeg købte den i sin tid.
Den er dog helt vild tung at få op i omdrejninger, når man har holdt for rødt lys. Jeg bilder mig ind, at det er godt for lårmusklerne.
Jeg og Rufus har været på landet i nogle dage. Der er ingen påbud om havevanding i vort område, så planterne har fået, hvad de kunne tage.
Det er ren nydelse at se, når planterne grønnes et par timer efter afvanding. Ved aftenrunderingen bliver jeg belønnet med duften af væksternes velvære.
Nu varer det ikke længe, før det er tid til rysteribs. Vores egen ribsbusk bærer ikke mange bær, men jeg ved et sted, hvor de gror vildt i et hegn.
jeg har faktisk været ude for det samme. Min gule citybike af mærket Batavus var stort set rustet op i stelkonstruktionen. Der manglede kun et par cm så var stellet knækket sammen. Det er rigtig rystende at opleve noget sådant, men nu gennemgår jeg jævnligt min cykel. man ved jo aldrig.
Det vil jeg bestemt også gøre fremover. Det er uhyggeligt, at det kan ske.
Nu har jeg sendt en mail med fotos af skaden til Kildemoes. Bare for god ordens skyld 🙂