Jeg er ikke helt færdig

… med at male stuerne – men næsten. Vinduespartierne mangler. De må vente til det blive lidt lunere i vejret.

“Pigeværelset” bag køkkenet mangler også. Det vil jeg slet ikke have med at gøre. Det er husbonds domæne og er et vældigt kaos af værktøj, Basserne-blade, flere kartoner med øl-, rød- og hvidvinsglas (tilbud, som ikke var til at sige nej til), planter, som ikke er nydelige nok til at stå i stuerne osv. osv.

Men jeg skal ikke sige noget. Jeg er også samler. Men jeg stiller tingene frem i orden.

"Pyntegenstande"

Her er der højt til loftet, så væggene over reoler og skabe har tidligere været beklædt med litografier, malerier, billeder i gamle rammer mv.
Jeg lovede mig selv ikke at hænge det hele op igen. Men jeg kan ikke med de ekkolyde, som runger i lejligheden i disse dage. Noget måtte op for at dæmpe akustikken.

Nu er mine gamle genstande tilbage på deres plads ovenpå reolen. Min første tanke var at kassere dem, men det nænnede jeg ikke. Hver en ting har betydning for mig på en eller anden måde.

"Pyntegenstande"

Det er ikke ting, jeg har købt, men som jeg har fået eller taget, hvor det har været sat ud til storskrald.
Skrivemaskinen og symaskinen er mine yndlingsting. De har en særlig betydning.

"Pyntegenstande"

For ikke så længe siden, fik jeg en garnvinder af husbonds kusine. Den glæder jeg mig til at afprøve. Foreløbig gør den sig som pyntegenstand.

Gæster morer sig meget over vores gamle ragelse og går rundt for at se, om der er kommet nyt til siden sidst. Det er der ikke. Der kommer ikke mere ind hér. Tværtimod. Jeg har sat et symaskinebord i kælderen. Så noget er “smidt ud”.

"Pyntegenstande"

Gæssene har stået oven på vitrinen i flere år. De er påskepynt men bliver aldrig gemt væk. De står dér og følger med i, hvad der bliver hentet ud af skabet. Lidt nyt har der sneget sig ind…

Dette indlæg blev udgivet i Hverdag. Bogmærk permalinket.

2 Responses to Jeg er ikke helt færdig

  1. Madame skriver:

    Sikke nogle smukke, gamle ting du har, Lone! Er det en lille dukkevogn? De gamle symaskiner kan jeg huske, jeg har set i min barndom. Og den, du har, virker sikkert fint stadigvæk. Det er sjovt med dine påskegæs – de minder mig om, at jeg har en julelampe hængende i et vindue året rundt, fordi den giver det skønneste lys. Det er en rund kugle lavet af materialer fra naturen.

    Ha’ en dejlig søndag :o)

  2. Lone skriver:

    Tak Madame 🙂
    Det er en dukke-klapvogn. Den er ikke ret stor.
    Det er sjovt, du har en julelampe hængende, som du ikke nænner at gemme væk. Jeg har lyskæder hist og pist til at give lidt indirekte lys.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *