… med den dræbte Mustafa Shakir, som blev brutalt skudt i sin bil i Mjølnerparken den 27. februar.
Vi var tusinder, som fulgte Mustafa det første stykke vej til Irak i optoget på Nørrebrogade i går.
Alle var fælles om – uden hensyn til alder og etnisk baggrund – at gøre den unge mands sidste rejse til en manifestation imod vold.
Det var gribende at opleve den stilhed blandt så mange mennesker.
Desværre deltog vi kun et kort stykke vej, fordi mine fødder krævede at komme hjem og blive løsladt fra mine støvler.
Det var gribende at læse, Lone! Og især fordi du selv oplevede det. Der har jo været en del ballade i medierne, fordi Dansk Folkeparti mente, det var udansk … De kan da også bruge enhver lejlighed til at skabe splid.
Ha’ en dejlig søndag 😉
Det må have været en meget smuk oplevelse Lone. Jeg så det på tv, og bare det rørte mig meget. Så meget vold, drab og ødelæggelse, det er ikke til at bære.
God søndag Lone
Det ville jeg også gå med til, hvis jeg var i Kbhvn. Det var en smuk manifestation, som jeg kun så lidt af på tv. Dejligt at læse dit indlæg.
Man kan ikke kalde sådan et ligfølge for udansk. Da jeg var barn og læreren (degnen) derude på landet døde, gik børnene foran og strøede blomster, og de voksne gik bagefter. Det er selvfølgelig mange år siden, men det var ikke ualmindeligt på landet for 50 år siden.
Madame, Pernille og Betty – Det var en meget smuk oplevelse. Jeg havde faktisk glemt grunden til, hvorfor vi var der (protest mod vold og drab), fordi jeg blev så grebet af sorg og medfølelse med den unge mands familie. Jeg følte det som et kæmpe tab, selvom jeg ikke kendte ham.
Betty, Strøede blomster eller gran foran rustvognen på dens vej til kirken, gjorde man også i den landsby, hvor jeg er opvokset.