At bo i et bjælkehus

… giver undren til mange lyde.

Når man ankommer til sommerboligen for første gang efter vinteren og tænder for brændeovn og radiatorer, varer det ikke længe, før huset “sætter” sig. Tømmeret vågner og giver højlydt udtryk for, at det er for længe siden, at det har været varmt.

Man skal igen vænne sig til, at lyden af, at de “nogen”, som famler omkring huset i den kulsorte nat – bare er grene, som en let vind fejer ind på væggene.

I morges var der den velkendte lyd af mejseparret, som er flyttet ind i deres bolig lige under tagskægget. De er ved at gøre hovedrengøring, og der blev bakset med det ene og andet, som gav genlyd ind i huset. De vækkede Rufus, som kiggede undrende på mig.

For første gang i år står juleroserne op. Ellers plejer de at ligge hen ad jorden i efterårsløvet. Nu kan man se blomsten indeni uden at skulle ligge på maven.

Jeg har ikke tal på de haverunderinger, vi har gået. Hver gang man går på havevandring, får man øje på noget nyt, som man ikke har opdaget tidligere.

Vi har fyldt traileren med nedfaldsgrene. De lå overalt på græsset, på fyrre-træerne og i bedene. Alle stauder er klippet ned, og krokus og påskeliljer er kommet frem i lyset.

Vores græsplæne ser ud som om, der ligger driver af sne. Det er vintergæk-kerne, som har bredt sig utrolig meget.

Støvlekosten fik husbond forleden. Det er dog mig, som får mest brug for den. Husbond får yderst sjældent snavsede støvler – eller hænder for den sags skyld.
Nu skal den bare skrues fast i verandagulvet. Måske bliver det næste weekend 🙂