… fordi det bestemt ikke er alle sommerhusboere, jeg er lige glad for at møde.
Vores have er meget åben både for ind- og udkig. Grunden er for det meste omkranset af fyrretræer, som ikke står helt tæt. Ind imellem står der lave buske. Desuden har vi lidt spiræa- og bøgehæk et stykke op langs grunden på hver
sin side.
Det er de to stykker hæk, som er min redning, når der kommer uventede forbipasserende, jeg bestemt ikke har lyst til at møde. I hvert fald ikke hver gang, de er ude at inspicere området.
“De” er nogle, som bor her hele året. I reglen er det unge mænd. Èn af dem er Christian. En stor, glad, stærk fyr, som elsker at snakke. Og han kan snakke i timevis. Han tager det som en fornærmelse, når man afbryder med et “Nå, jeg må videre med arbejdet”. Han forstår ikke, at vi, som ikke bor her til dagligt, har en masse havearbejde foran os i den korte tid, vi har til rådighed heroppe.
Når jeg ser ham komme på afstand, er jeg smuttet ind bag hækken eller bag en busk. Hvis jeg kan nå det, smutter jeg ind i huset til “faren” er drevet over.
Så er der ham, som har købt ostemandens hus et stykke nord for os. Det er en ældre fyr, som bor i Gilleleje, men ejer et hus her, som han lejer ud til forskellige mennesker. Han er her i perioder mellem udlejningerne for at klippe
græs mv.
Det meste af tiden går han dog rundt med en pose bajere, hvis han skulle være så heldig at møde nogen, som har lyst til en grøn over snakken. Det har jeg ikke. Så jeg sidder bag busken, mens han passerer. Ham risikerer man først at løbe ind i hen ad eftermiddagen, når rusen fra gårsdagen er sovet ud.
Så er der et par andre unge mænd, som er meget søde. To af dem er ejere af henholdsvis Rufus’ far og mor. Når jeg ser dem, står jeg på tæer og vinker bag busken. Der er nogle, som er mere velkomne end andre.
Så er der alle damerne …
Gyngestolen er afslebet og vasket med sæbespåner. Under lakken var der det smukkeste asketræ. Så den skal ikke males. Nu skal jeg bare have syet et sødt betræk. Den er allerede min yndlingsstol.
Det kender jeg bare alt for godt, men troede jeg var den eneste, der nogle gange prøvede at undgå folk. Det er jeg så ikke, det var rart at vide!
Hvor er den blevt smuk din nye stol. Kunne det ikke være egetræ? Det ligner nemlig stellet på vores sofa (som er af eg). Men jeg kan godt forstå at det er din nye yndlingsstol! Fortsat god dag.
Det var meget morsomt at læse. Jeg griner så tårerne triller… 😆
Derudover kender jeg det godt: jeg er selv verdensmester i at dreje om hjørner eller smutte ind i butikker hvor jeg slet ikke skal købe noget, når jeg opdager folk som jeg hellere vil undgå. Og jeg kan saftsuseme være hurtigt. 😉
Det tror jeg vist vi allesammen kender i en eller anden grad 😀 Du har fuldstændig ret – nogle er mere velkomne end andre 😀 God torsdag til dig
Haha, jeg kender det med at løbe i skjul, Lone 🙂 Vi har som genbo en meget snakkesalig mand, der ikke ved, hvornår det er nok, han kan også blive ved og ved med at snakke, gerne om problemer og alt det, han mener der er galt. Heldigvis har vi høje buske, så det er nemt at gemme sig.
Din gyngestol bliver bare så smuk – jeg kan godt forstå, det bliver din yndlingsstol 🙂
Som altid har du også i dette indlæg ramt præcis hvad jeg – og givetvis mange andre – tænker, der er bare mennesker som man ikke orker. Jeg er også rimelig god til at finde smutveje.
Held og lykke med stolen.
Nej, du er ikke den eneste. Vi er vist helt normale, Havehyrde 🙂
Alle dyrearter forsøger at undvige hinanden, hvis de ikke ynder hinandens selskab.
Gyngestolen kan sagtens være egetræ. Jeg sammenlignede træet med et spisebord i ask, som står hos nogle bekendte.
Jens, Ja, man bliver overrasket over, hvor opfindsom man er til at forsvinde, hvis man møder nogle, man helst vil undgå 🙂
Anette, Du har sikkert ret i, at vi alle kender til at undgå bestemte personer. Gad vide, hvor mange man kender, som forsvinder, når man selv kommer gående 😉
Madame, Med sådan en genbo, er det rart at have højt og tæt beplantning omkring sin grund, hvor man hurtigt kan skjule sig :o)
Det er utroligt, at nogle mennesker ikke kan mærke, at man ønsker at slutte samtalen for denne gang, men fortsætter og fortsætter med at tale.
Du har ret Annette. Der er nogle mennesker, man ikke orker. En sjælden gang, når humøret og tiden er til det, kan det gå an. Men jeg undgår det helst 🙂
Rigtig god weekend til jer 🙂
Tusind tak et skønt aftensgrin – Jens kigger bekrymret 😀
Kan lige se dig, jamen altså Lone – det er da lige til “hjemmevideo”.
Ja jeg kunne ikke lade være med at grine, for der er altså bare mennesker som man hurtigt får nok af : ) det kender jeg jeg godt, det kan være besværligt nok at skulle med bussen om morgenen, der er altid nogle der lige skal nå at fortælle en hulens masse.
Hvor er den da smuk din stol Lone, den kan jeg godt forstå at du er glad for .
Det var altså spændende at læse det om sommerfuglene 🙂
Knus og god dag.
Ja, situationen kan godt virke lidt komisk, Sister :o) Jeg føler mig også lidt fjollet i nogle situationer :O)
Ja, det er sandt, Pernille. I busser og S-tog kan man også risikere at ramle ind i nogen, som man bestemt ikke har lyst til at tale med. Dér er det lidt sværere at slippe væk :o)
Den er smuk min gyngestol – og så er den god til at gynge. Der er stor forskel på, hvor godt man sidder og hvor nemt stolen gynger, når man er begyndt at prøvekøre andres gyngestole. Den er dog ikke god til at strikke i. Pindene ramler ind i armlænene.
Knus til dig – og god aften 🙂
Det der med at undgå personer, havde jeg store problemer med i mine teenagerår, hvor jeg ofte tog bussen på samme tid som en skolekammerats mor. Moderen var grønlænder, og talte meget dårligt dansk. Hun spottede mig altid når jeg kom ind i bussen og sad og vinkede mig til hendes sæde. Busturen på 20 minutter var ulidelig, hvor jeg forsøgte at sige ja, eller nej på de rigtige tidspunkter. Nogle gange kunne jeg se på hendes ansigstudtryk at det var bedst at skifte mening hurtigst muligt 😉
Pingback: Tid til udskiftning | Himmel og fjord