Jeg kan ikke stå for

… store, bløde bamsestole. Vi har to i lejligheden, men jeg havde svoret, at vi aldrig skulle have nogen på landet. Deroppe skulle der kun være lette, lyse møbler.

Men så stod den der pludselig på genbrugspladsen henne ved Stort brændbart og så så rar og indbydende ud. Jeg skulle lige prøve at sidde i den – og så var jeg solgt.

Jeg overbeviste mig selv om, at jeg fortjener sådan en blød stol på landstedet.
Når man kommer ind om aftenen efter en lang arbejdsdag i haven, trænger man til at blive omsluttet af noget blødt og hyggeligt for en stund.

Loppefund

Stolen er tung og lidt slidt. Alt det, som jeg ikke ville have inden for dørene. Men ind kom den. Farven passer nogenlunde til det øvrige inventar. En dag tror jeg dog, at jeg vil forsøge at sy et nyt betræk til den. Det må kunne lade sig gøre.

Dette indlæg blev udgivet i Hverdag og tagget . Bogmærk permalinket.

9 Responses to Jeg kan ikke stå for

  1. Madame skriver:

    Hihi, jeg kan sagtens forstå dig, for den ser meget indbydende ud! Min mormor havde et safaarrangement med netop den model lænestole og en lille sofa – alt i meget mørk rød.
    Det bliver da en skøn opgave at lave et nyt betræk til vidunderet på et tidspunkt 😉

    Hvad siger husbond til nyerhvervelsen?

  2. Elin skriver:

    Det er da en herlig stol!
    Godt du reddede den fra at blive brændt. Farven passer jo fint ind i det øvrige. Rigtig sommerhusagtig!

  3. Sister Bonde skriver:

    Alt kan lade sig gøre, men nemt er det ikke. Der findes mange bøger om det, så det er bare at gå i gang.

    Har en stående her, dog ikke så flot som din, som kommer ud, selvom Jens vil beholde den. Passede til der, hvor vi boede før, men ikke her. Nemlig 😀

  4. Jens skriver:

    Flot stol. Den er med garanti god at sidde og læse i. 😀

  5. Lone skriver:

    Det var sjovt, at din mormor havde sådan et sofaarrangement, Madame 🙂
    Stolen er så blød og dejlig, at man forsvinder helt ind i den.

    Husbond strittede helt vildt imod oppe på genbrugspladsen. Vi havde traileren med, fordi vi havde afleveret noget andet. Han nægtede at tage den med hjem. Heldigvis havde jeg min egen bil med på landet. Så da skærmydslerne var ovre efter et par timer, kørte jeg selv op og hentede den. Den kunne lige være i bagagerummet :O)

    Ja ikke også, Elin? 🙂
    Det ville have været en dødssynd at brænde den. Måske passer det ikke lige ind med silke(?)stoffer og klunkesnore, men farven er fin nok :O)

    Alt kan findes på nettet, Sister :o)
    Jeg tror hellere, at den pige på Østerbro – som jeg har læst ompolstrer møbler i sjove stoffer – skal have fornøjelsen af min dejlige stol. Hun kan se mulighederne, i det hun har med at gøre.

    Den er nemlig rigtig god til at sidde og læse i Jens.
    Benene over armlænene og hovedet hvilende på øreklapperne, så kan man ikke forlange det bedre :O)

  6. Henny Stewart skriver:

    Selvfølgelig har du ret til sådan en stol på dit landsted. Hvis man har arbejdet hårdt hele dagen, kan man da ikke slappe ordentligt af på en eller anden pindestol, uanset hvor let og elegant sådan en ellers ser ud.

    Jeg har omtrukket adskillige stole i min tid. Mit tip er, at du tager det gamle betræk af og bruger det som mønster. Det er et arbejde, der kræver tålmodighed mere end noget andet. Det, og så en krum nål til at sy den sidste søm med, den der ikke kan laves på maskine.

    Men det er da en fin stol, så måske vælger du at få den ompolstret professionelt.

  7. Lone skriver:

    Jeg mener bestemt også, at det er vigtigere, at man har det godt, end om stilen overholdes, Henny :o)

    Jeg ville have gjort det på samme måde – bruge det gamle betræk til at klippe efter. Jeg er bare lidt betænkelig med armlænene. Det skal nok hænde, at man står og mangler det rigtige værktøj…

  8. anjoe skriver:

    En øreklapstol, åhh ja tak, og sidde lidt på tværs, så at ens hoved f.eks. støttes i det højre hjørne, højre ben hviler på en taburet, mens det venstre ligger henover venstre armlæn… Kan man læse i den stilling, ja sagtens, og kan man falde i søvn, ja mon ikke 😉

    Forstår ikke at ens boligindretning kan udelukke funktionsdygtige møbler, fordi at de synsmæssigt ikke passer ind – tilpas dog synet 😀

  9. Lone skriver:

    Det er den perfekte stiling til læsning – og i ny og næ en lur, Anjoe 🙂
    Det er da det, man skal! – Tilpasse synet :O)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *