Tidligt tirsdag morgen

… pakkede Rufus og jeg det mest nødvendige og kørte nord på ad Hillerødmotorvejen. Vi ville op på landet og høre fuglene synge.
På vores side af vejen gled trafikken uden problemer. Men på den anden side var der lange trafikpropper fra motorvejen og op ad afkørselsesvejene.
Bilruder var rullet ned, og arme hang ud af vinduerne. Det må have været varmt at sidde dér under morgensolen.

Onsdagshimmel i juni

Vejrudsigten havde truet med skydække, byger og en anelse sol. Det har været lige omvendt. Vi har haft blå himmel med lette skyer og masser af sol.

Det første jeg gør, når vi er ankommet, er at give Rufus vand, sætte kaffe over, give fuglene mad og vand, gå en haverundering og dernæst sætte mig på terrassen med min nybryggede mocca, som jeg sidder og nyder, mens jeg glædes over, hvor dejligt livet er.

Valmuer

Lige uden for terrassen har vi nogle kæmpe valmuer stående. De er på størrelse med gammeldags suppetallerkner. De har en intens farve, som fanger ens opmærksomhed hele tiden. Specielt i skumringstimen skærer farven igennem, så man bliver draget mod dem. De breder sig ligesom akelejerne og får også vissent løv ved afblomstring.

Valmue
En valmue er foldet ud. Om lidt kommer vinden og stryger bladene

Alt levende er småt, før det bliver stort. Alligevel undres jeg over gang på gang, hvordan sådan en kæmpe valmueblomst kan have været pakket ned i en lille frøkapsel.

Vi har været rundt at inspicere området. Alle sommerhusfolkene er taget hjem efter pinsen, og græsplæner og rabatter er klippe totalt ned. Undtagen vores.
Måske er det kun i sommerhusområder, at græs bliver klippet ned til rødderne, fordi man ikke kan klippe så tit. Kønt ser det ikke ud med store gule pletter.

Normalt er græsslåning noget af det første havearbejde, jeg giver mig i kast med. Det var det ikke denne gang. Plænen får lov at stå høj, grøn og frodig med sine bellis til i næste uge.
Der har til gengæld stået afslapning og vanding af køkkenhave, nysåede frøplanter og ampler på programmet.

Det har været ren nydelse at være heroppe. Senere på dagen tager vi hjem til husbond. Vi skal til fødselsdag i Havnsø på lørdag, og jeg skal hjem for at finde en lille ekstra gave til min barndomsveninde udover det gavekort, hun
ønsker sig.

Hele søndagen er der afslutning med min bifamilie. Vi skal hente honning i staderne (nænner det næsten ikke). Derefter hjem til vores bi-lærer for at slynge den, hvorefter vi spiser honningmadder.

Så tror jeg også, at jeg trænger til at komme på landet på mandag.

Dette indlæg blev udgivet i Hverdag og tagget . Bogmærk permalinket.

7 Responses to Tidligt tirsdag morgen

  1. henriette skriver:

    Godmorgen. Sikke en dejlig beretning fra sommerhuset. Jeg har selv haft glæde af disse valmuer. Jeg fik nogle med hjem et par uger tilbage og de sprang ud på altanen og stod og strålede til mig.

    Rigtig god dag til dig og Rufus. 🙂

  2. Madame skriver:

    Dine havevalmuer er enestående smukke! De må stå et godt sted, for mine bliver ikke store som suppetallerkner ;o) Når det regner eller blæser voldsomt, kommer de til at se lidt ynkelige ud – men det stadium, du har fotograferet, er helt helt enestående!

    Dejligt at du er på landet og nyder det smukke vejr. I morgen skal jeg til rund fødselsdag – rigtig god fornøjelse hos din veninde 🙂

  3. Lone skriver:

    Godmorgen Henriette. Tænk kan de virkelig stå på altanen? Det må jeg sør’me også prøve. Ja de stråler utroligt meget. De “overdøver” næsten de andre farver i haven 🙂
    Rigtig god dag til dig og dine 🙂

    De er så smukke, Madame. Billedet gengiver slet ikke, hvor imponerende store de er. Mine står stadig flot, selvom det stormede i går. Det er også staudevalmuer. Det kan være dine er den vilde slags. De er mindre og mere sårbare for vind og vejr.
    Jeg har været heldig med vejret, selvom der blev truet med noget andet.
    Du må også have en rigtig god fornøjelse med “din” runde fødselsdag, Madame 🙂

  4. Sister Bonde skriver:

    Misundelse er en grim ting, men jeg misunder dig din frihed. Det må være en fryd, ikke at skulle tænke på arbejde (i den forstand).

    Dejligt at skue (valmuerne) og dejligt at læse 😀

  5. Anette skriver:

    De er fantastisk smukke dine valmuer. Det er et skønt sted i har

  6. Lone skriver:

    Man har lov til at være lidt misundelig, Sister. Jeg kan sagtens følge dig. Sådan havde jeg det også, når kolleger blev sluppet ud i det fri. Tidligere forstod jeg ikke ældre kolleger, som var gået på efterløn/pension fortælle, at de overhovedet ikke savnede deres arbejde. De var jo så glade for det, mens de var i arbejde. Men det er altså sandt – man savner det overhovedet ikke. Det er utroligt så hurtigt, man glemmer, at man har været en del af det pulveriserende liv. Ind imellem er det underligt, at den fase af livet er slut.
    Du kan glæde dig, til det bliver din tur, Sister 🙂

    Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg nyder vores sted, Anette 🙂

  7. Sister Bonde skriver:

    Glæder mig helt vildt – men der er desværre mange år til ;o)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *