Vi maler dem. Jeg ved ikke, om der er “saft” nok i malingen til skind og læder. Men det er nemt, når man glemte at pudse skoene i går og står i outfittet i dag på vej ud ad døren.
De skinner ikke på samme måde som sko gjorde i barndomshjemmet. Dengang blev skoene behandlet med skocreme, klude og børster. De skulle dog også holde i nogle sæsoner, så der blev passet godt på tingene.
Jeg har også forsøgt at slippe nemmere om ved det med sølvtøj. Det fungerer fint med et stykke stanniol i en balje, en teskefuld salt og kogende vand oveni. Sølvtøjet lægges i blandingen og bliver blankt på et øjeblik. Men det skinner ikke. Så jeg holder mig til Silvo.
Til de par kobberting, vi har, bruger jeg dog gladelig det gode råd, som jeg læste i et ugeblad: Hæld kærnemælk i en skål efter behov og så meget fint salt, at det bliver en grødet masse. Lad det trække lidt og kom blandingen på kobbergenstanden med en opvaskebørste. Det bliver blankt med det samme.
Nu tror jeg, jeg vil pudse sko…
Det var ærgerligt, at tricket med salt og stanniol ikke er godt nok til sølvtøj, for det lød så dejligt nemt. Men med vores sko kan vi da heldigvis slippe let, som du fortæller 😀
Ja, de nye sko”pudse”ting er en stor hjælp. Selvom man stadig skal huske at gøre det 😉 Jeg forsøger stadig at lære Yngste det – altså at huske det, for det er jo ret nemt i sig selv at bruge det…
Heldigvis har jeg “folk” til det med sølvet – og det er hans pokaler, så det er vel også rimeligt.
Ja, det er en skam, når der findes metoder, som kan lette dagligdagen, alligevel ikke lever helt op til standarden Madame.
Det er nemlig det med, at man skal huske at gøre det :o)
Ja, det er rimeligt, at man pudser sit eget – især pokaler!