Husbonds fædrene arv

Nyt/gammelt

… er landet i boligen efter et par år, hvor det har stået hengemt i et værelse på landstedet.

Når der kommer et nyt stykke inventar ind, må noget andet vige pladsen. I dette tilfælde et servanteskab og en stol.
Det lyder meget enkelt, men det var et slid. Møbler måtte rokeres rundt og skillerier flyttes. Nullermænd, jeg ikke havde kendskab til, dukkede op og støvsugeren måtte frem. Pludselig stod jeg i et eldorado af total forvirring.

Nu står arkivskabet der – afvasket og poleret. Hvert et lille messinghåndtag er pudset op med Brasso. Nu skal vi så have fundet ud af, hvad man kan lægge i de lave skuffer.
Måske noget af det, som ligger i vores natborde…

I mit natbord fandt jeg nogle gamle armbånd i sølv og kobber, som jeg havde glemt, jeg havde – foruden en masse hårbånd, -sløjfer og -klemmer, jeg aldrig går med mere. Jeg nænner ikke at smide hårdimserne ud. De kan måske få plads i en af skufferne. Smykkerne kan jeg sagtens gå med.
To sidder allerede på armen.

Da jeg var i gang med at flytte rundt, blev resten af lejligheden rengjort. Nu kan husbond nyde herligheden. Rufus og jeg er taget på landet…

Og her er så vidunderligt. Lathyrus sender kaskader af blomster op mod solen. Jeg plukker og plukker. Først var det små buketter, nu store, hvor kander og terriner må gøre det ud for vaser. De står nu på diverse haveborde og fryder øjet.

Lathyrus

Jeg har lige slugt min morgenmad i haven. Det går stærkt, fordi jeg nødig vil indtage insekter, som dropper ned ovenfra. Vi spiser yderst sjældent i haven. Det er sket, når vi har gæster, men så ser jeg også helst, at bordet er indhyllet i moskitonet.

Om lidt – efter et kig udi blogland, vil jeg fortsætte med at klippe fyrretræerne.

Dette indlæg blev udgivet i Hverdag og tagget . Bogmærk permalinket.

3 Responses to

Husbonds fædrene arv

  1. Madame skriver:

    Det er vel nok et dejligt arkivskab, I har fået frem i lyset! Jeg håber, du nyder denne smukke sommerdag i haven – måske iført insektnet om hovedet?

  2. MissMuffin skriver:

    Sikke en smuk buket!
    Der må være dejligt på landstedet når der er sommerligt som idag..

  3. Lone skriver:

    OM jeg har nydt det, Madame? Jeg går rundt i en salig rus af lykke over, hvor heldig jeg er, at jeg kan gå og arbejde i/nyde haven. Det eneste man kunne ønske sig er et bistade at pusle om – uden insektnet 🙂

    Ja, er den ikke sød, MissMuffin. Det er helt vildt, som de gror de lathyrus.
    Her er rigtig dejlig heroppe. Håber, du har mulighed for at slappe af med foden i jeres kolonihave 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *