… jeg kan hente frem og kaste op på indersiden af øjenlågene, når jeg skal blunde i hængekøjen.
Jeg har lige gået aftentur med Rufus. Månen hang kæmpestor og lyserød over fjorden. Fjorden var blikstille og månestien strakte sig hen over vandet, Stilheden var total. Kun lidt småsnakken mellem rørsangerne kunne høres.
Nu sidder jeg på verandaen og skriver med et krus kaffe på den ene side og en flok levende lys på den anden. Nede på terrassen ligger vores dejlige dreng – som jo er Rufus – og tænker på den dejlige pige, han mødte for lidt siden 🙂
Uhmm, nu har jeg lige været dér, hvor du er 🙂
Det lyder hyggeligt, Lone! Jeg gik desværre glip af fuldmånen i går aftes – glemte det simpelthen. Sådan en aften udenfor i de lyse nætter er noget af det smukkeste, man kan opleve 🙂
Det var rart, du gad at gå med, Anita 🙂
Jamen det var så smukt, Madame… Man bliver helt ydmyg ved at kunne modtage sådanne øjeblikke helt gratis.