Kender du det,

at man kan sidde og komme i tanke om, hvordan det mon går tidligere chefer og kolleger, som man arbejdede sammen med for år tilbage?

I morges kom jeg til at tænke på en tidligere chef, som havde to skønne døtre, der ofte kom på tegnestuen og gav en hånd med.
Især den yngste af pigerne holdt jeg meget af – det gjorde alle. Hun var så opfyldt af kærlighed og delte gavmildt ud af den til alle os, der omgav hende.
Denne dejlige pige, XXX, fik konstateret en tumor i hjernen i en ganske ung alder, – endnu mens jeg var ansat i hendes fars firma.

I morges, sad jeg så 10 år senere og kom til at tænke på XXX. Jeg havde kontakt med hendes mor, i nogen tid efter jeg havde forladt firmaet. Det sidste jeg hørte var, at XXX havde været i Thailand og havde modtaget noget alternativ behandling, som havde fået tumoren til at forsvinde. Det var bekræftet på et dansk hospital.

Da var det, jeg i morges fik en pludselig indskydelse og søgte på nettet efter familiens specielle efternavn. Til min store sorg så jeg, at XXX døde for to år siden. Venner af hende havde oprettet et sted, hvor de havde sendt en hilsen til hende på hendes sidste rejse.

Jeg kunne læse mig frem til, at hun havde siddet i kørestol, da hun rejste til Thailand. Hun var blevet erklæret rask, kom hjem til DK, hvor hun havde giftet sig med sin kæreste. De havde netop fået en lille søn, da tumoren vendte aggresivt tilbage.

Hvilken sorg har det ikke været for familien? Jeg kan slet ikke tænke tanken til ende. Det er så underligt at blive informeret via nettet to år senere. Hvor ville jeg gerne have delt min sorg med dem.

Det blev en eftertænksom søndag formiddag – og nu søndag aften.

Dette indlæg blev udgivet i Alt det andet og tagget . Bogmærk permalinket.

8 Responses to Kender du det,

  1. Madame skriver:

    Åh, hvor er det barskt, Lone! Jeg tror, man skal tænke på alt det gode, hun har sendt ud i verden. Det vil altid være et dejligt minde for dig.

    Jeg gik selv i klasse med en pige, der døde af samme sygdom efter at være blevet delvist lam og ikke kunne tale. Hun havnede på et plejehjem for gamle demente – sikke en afslutning på et liv.

  2. Annette skriver:

    Ja, det er en hård verden vi lever i, Lone!
    Det må have været frygteligt for pigens familie, når man troede at hun var helbredt og parat til at gå videre med livet, det gør så ondt.

    Det er trist, at du pludselig 2 år efter hendes død opdager det, jeg forstår godt din eftertænksomhed. Men heldigvis har du dejlige minder at tænke tilbage på.

  3. MajorogMeg skriver:

    Huff så trist Lone:( Det må ha vært en forferdelig opplevelse for familien, en sorg så tung så tung. Jeg tenker også på barnet som ble frarøvet sin mor. Det er bra vi ikke vet hva fremtiden bringer.
    Klem fra meg…..

  4. Lone skriver:

    Madame, Det er sandt, at man skal tænke på alt det, hun har givet os af glæde og latter, mens hun var her.
    Din klassekammerat må have været meget yngre, Madame. Det var tragisk, at så ung en piges liv skulle afsluttes på et plejehjem for ældre demente. Jeg håber ikke, man sender unge mennesker på ældreplejehjem nu om dage.

    Annette, Det må have været forfærdeligt for dem at miste hende, hvor de troede, at hun var blevet helbredt. Jeg tænker, at det må betyde meget, at de har en del tilbage af hende – hendes nu to-årige søn.

    MajorogMeg, Det går over min forstand, hvordan man kommer videre i livet, når man mister et barn. Sorgen må i sandhed være tung for familien, taget i betragtning af hvor meget vi i periferien sørger.
    Og ja… Det lille barn, som aldrig lærer sin dejlige mor at kende. Det er så trist…

    Klem til jer.

  5. tovepia skriver:

    Takk for hyggelig kommentar og hos meg;)
    Dette var en usigelig trist historie, noen forlater verden så alfor tidlig og etterlater stor sorg hos mange.

    Ønsker deg en god dag, håper du har fått varmen i hus;)
    Klem fra meg;)

  6. Lone skriver:

    Tovepia, Det er usigelig trist, når unge må forlade livet.

    Jeg håber, at du er kommet dig over svineinfluenzaen, Tove.
    Rigtig god tirsdag og klem til dig 🙂

  7. Sister Bonde skriver:

    Det var dog utroligt trist – og uretfærdigt – forstår ikke at unge sunde mennesker, skal igennem disse lidelser.

    Kan man ikke fortsat dele sorg – selvom der er gået 2 år – ring til dem, eller skriv. Det vil glæde dem, at du tænker på dem.

  8. Lone skriver:

    Sister, Jeg har overvejet at skrive til hendes forældre. Jeg må have fortalt dem, hvor ondt det gør mig at erfare, at XXX ikke er i blandt os mere.
    På den anden side betyder det måske ikke så meget for dem at vide, hvad jeg føler, selvom vi var én stor familie, da jeg var ansat i firmaet…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *