En sommer faldt jeg i staver ved en birkestamme i haven. Den var begyndt at afskalle, og jeg begyndte at hive i flagerne. Frem kom den smukkeste hvide stamme. Så blød og lækker. Jeg hev lidt mere af og lidt mere. – Oppe og nede, så langt jeg kunne nå.
Det blev ikke ved det træ. De andre skulle også pilles.
Det gik så vidt, at jeg overvejede at hente en spand vand med sæbespåner, en gulvskrubbe og vandslangen for at gøre arbejdet helt færdigt, så stammerne kunne fremstå om end endnu mere hvide.
Jeg stoppede dog op ved tanken om, hvad naboerne ikke ville sige, hvis de så mig stå og skure vores birketræer.
I går stod jeg igen og pillede ved en stamme. Det er ren meditation.
Og havens peberbuske blomstrer og dufter…
Jeg er vokset op med birketræer i min barndoms have – der er ikke noget så smukt efter min mening! Men er det ikke synd for træet at tage barken af?
Hæ hæ jeg har også pillede birketræer men jeg har aldrig haft den take at skulle skrubbe dem 😆
Nej, nej. Det er ikke barken Madame. Det er en slags ham på barken, som træerne smider efterhånden som stammen vokser. Det er ikke den beskyttende bark, jeg piller af.
Jeg syntes også birketræer er de smukkeste 🙂
Hej Catarina 🙂 Du kom ind i samme øjeblik, jeg sendte svar til Madame. Det var pudsigt.
Nej, det var også en tosset tanke, jeg fik. Men det var meget tæt på, at jeg havde gjort det.