Kabel søger mage

… gerne en maskine med sans for vask og tumbling.

Rufus og jeg tog hjem fra landet i går eftermiddag. Vi måtte simpelthen til byen for at se, hvad husbond havde gang i herhjemme. I telefonen lød det:

“Jeg er ved at føre et kabel ud på badeværelset. Ved 3. forsøg var der hul gennem væggen”.

Jeg kender husbond, når han går igang med noget og måtte ved selvsyn se, hvad der var sket.

Ganske rigtigt var der boret tre huller for at få et kabel igennem.
Et gråt kabel snoede sig rundt under mit nymalede, hvide entréloft ud mod badeværelset.
På badeværelset hænger det i guirlander. Hér skal det også sømmes op mod loftet det halve badeværelse rundt.

Havde jeg vidst det, tror jeg ikke, jeg havde ønsket mig en vaskemaskine. Kønt bliver det ikke, men måske hjælper det, når det bliver malet hvidt…

Så ved jeg, hvad jeg skal lave i næste uge 🙂

Inden vi tog hjem fra landet i går, lykkedes det Rufus at få jaget en kat højt op i et birketræ.

Den stoppede heldigvis halvvejs oppe. Den var meget snakkesalig og vi talte sammen i rum tid. Den ville dog ikke komme ned, imens jeg stod der. Så jeg gik indenfor og så efter, om den kunne finde ud af det. Det kunne den, men ikke uden besvær.

Jeg troede en kat klatrede baglæns ned af et træ. Det gør de ikke. Det foregik forlæns på besværlig vis.

Der er noget om snakken oppe på landet. Ejerne af katten har rigtig mange af slagsen.
Jeg så hende en af dagene gå hen ad stien med, hvad jeg kunne se i forbi-farten, 7-8 halvstore killinger, som hoppede, legede og småløb efter hende.

Det så meget sødt ud, men det tror jeg ikke, jeg syntes, når mine fugle får unger. Især solsorteungerne er længe om at komme på vingerne, og jeg havde nok at gøre med at holde vores egen kat i skak, da hun levede.
Tænk, hvis jeg nu skal holde øje med 20 stk…!

Dette indlæg blev udgivet i Hverdag og tagget . Bogmærk permalinket.

14 Responses to Kabel søger mage

  1. Inge skriver:

    Fnis… mænd og boremaskiner… de kan bare ikke få stoppet når først de er kommet igang, du må ha’ gang i penslen igen Lone. Kunne man ikke ha’ fået det strømkabel i hvidt..??

    Jeg holder rigtig meget af katte, men så mange i og omkring 1 hus og en ejer, det synes jeg er for meget. Tar’ hun sig af alle “sommerhuskattene”?? ..og for pokker hvor må der lugte af kattetis der omkring, hvor hun bor. Måske skulle du fortælle hende at man gratis kan få aflivet nogle af dem ved dyrlægen, eller måske skal du bare lade være.. :-))

    Det bliver ikke sjovt at være en fugleunge på flyveøvlese når alle kattene sidder og slikker sig om munden, du er nok nødt til at være der og lade Rufus holde dem væk. Bumle kravler også ned fra træer med hovedet forrest, det ser ret spøjst ud ind i mellem, og hun bliver smæk fornærmet hvis vi kommer til at grine af hende når hun somme tider mister potefæstet

    Ha’ en rigtig dejlig aften og weekend, Lone.

  2. henriette skriver:

    HYL! Tror jeg jeg ville have sagt 🙂

    Det hjælper selvfølgelig at få det malet, men uha når entreen lige er lavet, så er det dælme surt med tre huller og et gråt kabel.

    Motion kære, det er hvad du må have, med tyve kattekillinger i haven. Vi kan ikke ha at fugleungerne går til jo.

    Rigtig god weekend
    Knus fra henriette på altanen

  3. Sister Bonde skriver:

    Følger Henriette og: SKRIGER.

    Tak skæbne – jeg var godt nok blevet osv. osv. – og havde ringet efter en elektriker.

    Håber du bliver superglad for din vaskemaskine – trods alt 😉

  4. Anette skriver:

    Håber det bliver godt når I er færdige. Det må være skønt at have fået vaskemaskine i stedet for at skulle ud med det men jeg kan nu godt forstå det er træls med de huller for kønt er det ikke men ja lidt maling kan nok hjælpe på det. God weekend til jer 🙂

  5. MajorogMeg skriver:

    Å himmel….Husbond kunne kjøpt en hvit kabel..hils ham å si det…skjønner du ilte fra landet:)) MEN han kan bytte den så slipper du å male den!!

    Du får det travelt i sommer Lone, hvis du skal følge med 20 katter, bra du har Rufus til å hjelpe deg:))
    Vi er kommet på hytta, yrende fugleliv her også.
    Ha en flott helg, klemmer fra meg:)

  6. Mia Folkmann skriver:

    Jeg er sikker på, at du bliver superglad for din nye vaskemaskine – og kablet bliver nok pænt i hvidt… 😉 Du må få Rufus til at være fuglepasser, når den tid kommer – mon ikke han er “mand” for det??

    Rigtig god weekend…

  7. Havehyrden skriver:

    Jeg bliver altid så mistænkelig når en person ejer så mange katte som din sommerhus nabo. Jeg tror simpelthen ikke på at man kan tage vare på så mange katte. Ser de ud til at have det godt? Ellers syntes jeg du burde kontakte kattens værn, eller er det kommunen man skal kontakte først? De har ofte en aftale med kattens værn.
    Åh dette lednings mareridt. Jeg er så glad for alle trådløse ting. Men man kan jo købe mange sjove og flotte ledningsskjuler løsninger. Vi har bare en masse listekasser langs panelerne for at skjule lampeledninger mv. Det er vi nød til, da en af vores katte bider i ledninger? Spørgs mig ikke hvorfor, men er en ledning ikke afdækket, så sidder der små bide mærker i den.
    Det kan jo ende med stød, men mest ender det med pc-ledninger der ikke kan oplade……………dem har vi erstattet 4-5 stks af.
    God weekend kære Lone.

  8. Madame skriver:

    Man kan få en skinne, der skjuler ledningen, Lone – det ha vi i vores badeværelse, selv om vi aldrig fik vaskemaskinen.
    Uha, det er skræmmende hvis alle de katte skal blive boende nær ved dig. Er der ikke noget med, at kvinden har mange flere katte end de killinger, du så her?
    Vores katte går baglæns ned fra træer 🙂 Rigtig god weekend til dig!

  9. Lone skriver:

    Inge, Nej, når først boremaskinen er fundet frem, så går det løs :O
    Husbond påstår, at man ikke kan få hvide kabler. Kun almindelige lampeledninger fås i hvide.
    De, som har fortalt mig om kattedamen, er nogle ældre damer, som bor heroppe en stor del af året. De er stærkt utilfredse med alle de katte, som er i haverne her omkring. Jeg tror de følger op på sagen, hvis det går helt over gevind 🙂 Kattene er smukke og velplejede.

    Henriette, Kønt er det ikke :)) Man må lide for skønheden, som bliver tilsluttet i den anden ende.
    Polyfilla og hvid maling kan forhåbentlig gøre underværker 🙂
    Der kommer ingen katte i nærheden af mine fugleunger, så længe jeg er her. Det lover jeg dig 🙂

    Sister, Sådan noget kan husbond sagtens lave selv 😉
    Godt her er højt til loftet, så kablet ikke ligger lige i øjenhøjde :))

    Anette, Det er irriterende med de ekstra huller. – Og det er ikke første gang 🙂 Men der er sket værre ting, som er kommet til at se helt hæderligt ud.

    MajorogMeg, Man kan kun få hvide el-ledninger – ikke kabler, siger husbond. Om man kunne, fik han ikke lov at hive de grå ned igen. Det ville gøre skaden endnu værre :))
    Rufus er dygtig til at jage kattene ud af haven, så langt snoren rækker, så hjælper mor ham det sidste stykke 🙂
    Godt, at høre, at I også er taget på landet. Klem til dig 🙂

    Mia, Jeg glæder mig også helt vildt til den endelig står her 🙂
    Jeg håber virkelig, at jeg kan få det kabel malet hvidt, selvom det er meget glat på overfladen.
    Jo, Rufus skal nok passe på vores fugle det bedste han har lært 🙂

    Havehyrde, De bor heldigvis ikke tæt på os, men kattene kommer vidt omkring. Jeg mener heller ikke, man kan overkomme at passe godt på så mange katte. Jeg kender ikke ejerne. Kattene ser dog ud til at være i fin stand og deres pelse og øjne er fine.
    Der er et par andre damer, som bor meget af tiden heroppe, og som går meget op i katteaktiviteterne i det pågældende hus. De klager sikkert på rette sted, hvis det bliver nødvendigt.
    Det var dog pudsigt, at en af kattene kan lide at bide i ledninger 🙂
    Man kunne måske forstå det, hvis det var en killing, som skiftede tænder, men en voksen mis? :)) Godt I har beskyttet med listekasser.

    Madame, Det vil jeg forslå husbond. Men den skal sikkert også bores op.
    Jo, rygtet lyder, at de har omkring 20 katte. Hvis de ikke er neutraliserede, skal vi nok få en sjov sommer :))
    Godt at høre, at jeres katte går baglæns ned fra træer. Den forlæns metode så også besværlig ud 🙂

    I ønskes en rigtig god søndag 🙂

  10. Annette skriver:

    Lone, jeg er helt sikker på, at det bliver vidunderligt når du får vaskemaskinen sat til og får malet kablet. Jeg ville have foreslået en hvid plastskinne, som kablet kan puttes ind i, men så at Madame allerede havde nævnt det. Vi brugte plastskinnerne i vor tidligere lejlighed og de gjorde, at alle kabler/ledninger kunne skjules. Hvis du beslutter dig for at male, så velkommen i malerklubben ☺ ☺
    Er det ikke lykkedes dig at smugle en af de 20 katte med hjem til husbond? Jeg er sikker på, at damen ikke vil ligge mærke til om der mangler en. 20 katte, det er dog utroligt. Jeg håber, at de ser velplejede og velnærede ud.
    Rigtig god aften til dig.

  11. Jens skriver:

    Du godeste! Det skal formodentlig forståes sådan, at hun har 20 katte! Det er ikke godt, men…. jeg kender jo ikke hendes historie. Jeg tænker nogen gange, at hvis jeg havde et hus på landet, så kunne det måske gå mig på samme måde. Det går så ondt i mig, når jeg læser om alle de stakkels misser der bliver efterladt rundt omkring…..

    Jeg tror du bliver rigtig glad for vaskemaskinen – jeg ville ønske, at jeg selv kunne finde plads til sådan en et eller andet sted! 😀

  12. Torilpia skriver:

    Skjønner godt at du reiste hjem for å følge med på dette. Ikke greit å vite hva de finner på disse mennene :o)

    Litt hvitmaling må vel gjøre det hele litt bedre .. men skjønner ikke at det ikke er brukt hvit kabel …

    Ser at du har lagt ut mange herlige innlegg siden jeg var innom sist gang (beklager at det har tatt så lang tid ..) men nå skal jeg kose meg med flotte bilder og koselige ord.

    Ha en fortsatt super onsdag – klem fra meg :o)

  13. Lupo skriver:

    Uh… jeg gruer for, at skulle igennem noget lignende.
    Mit køle/fryseskab har svigtet mig i påskeferien, og en større istandsættelse står umiddelbart for. Den indebærer også “vaske” “tørre” og “opvaske”
    Thumbs op til jer! -og en spand maling redder meget…

  14. Lone skriver:

    Annette, Husbond påstår, at det ikke dur med plastskinner, fordi kablet skal rundt om dørkarme og rør mv. Så jeg melder mig ind i malerklubben :))
    Når der en dag kommer en rød killing forbi, tror jeg, at kattedamen har en kat mindre 🙂 De katte, jeg har set, er i fin stand.

    Jens, Det siger rygterne (to gamle damer, som brokker sig over alting). Jeg har kun set det ældre ægtepar, som ejer kattene, på afstand. Det ser ud som om kattene forguder deres ejere 🙂 Desværre tror jeg ikke, de får kattene neutraliserede.
    Det er ikke efterladte katte, de har taget til sig. De havde flokken med sig, da de kom hertil.
    Nu ser jeg frem til at få vaskemaskine, men jeg har ellers været glad for at benytte møntvaskeriet. Nu begynder jeg dog at kunne mærke, at vi bor højt oppe :))

    Torilpia, Nej, man bliver nødt til at være der og giv gode råd, ellers kan det gå helt galt :)) Husbond påstår at kabler ikke fås i hvidt – kun ledninger.

    Lupo, Sikke en udskiftning der forestår 🙂 Ja, det kommer til at give noget ekstraarbejde, man ikke havde regnet med.
    Måske er du så heldig at få professionelle håndværkere til at gøre arbejdet. Min husbond “kan selv” 🙂
    En spand maling kan gøre underværker :))

    Rigtig dejlig forårstorsdag til jer 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *