At gå ture på villavejene

Flagdag… giver god inspiration til, hvad man kunne tænke sig at plante i sin egen have.
I går så jeg denne smukke rhodo-dendron. Det var næsten umuligt at løsrive sig, så vidunderlig den var. Jeg må på planteskolen og købe en, som jeg skal have med på landet næste gang.

Heldigvis kommer jeg ofte forbi den, da den står i en have på en af Rufus’ favoritture.

Jeg har ikke været heldig med de 3-4 rhododendron, vi har haft hen ad vejen. Kun en har overlevet med nød og næppe. Den sprudler ikke med blomster.
Jeg har heller ikke været flink til at plante dem i spagnum, da jeg mente, vores jord var sur nok. Men når jeg køber denne skønhed, skal den plantes i spagnum og have masser af vand.

Blomster på villavej

Den står i en forhave til en beboelsesejendom sammen med et udvalg af andre smukke planter.
Bunddækket er jordbærplanter med røde blomster.

Blomster på villavej

Sidste år plantede jeg en klematis (Montana Rubens) op ad en birkestamme. Den har klatret fint nok, men jeg kan ikke se, at der er nogen blomsterknopper på vej.
Herinde i byen vælter de allerede ud over rækværker og op ad mure med mas-ser af blomster. Jeg havde håbet, at den havde givet mig nogle blomster i år, så jeg kunne ligge i min hængekøje og indånde dens vidunderlige duft.

På lørdag er vi en flok andelshavere, som skal tage kærlig hånd om vores hus og gårdmiljø. Vi har endnu ikke fået udleveret listen med de arbejder, som skal ordnes. Det er spændende, hvad jeg bliver sat til.

På vores andelsforenings jord ligger et beskyttelsesrum under jorden i et lille anlæg. Over jordoverfladen er det en kæmpemæssig “tue”, hvorpå der gror et vildnis. Den kunne jeg godt tænke mig at plante til med rhododendroner, men vi må desværre ikke. Den tilhører Beredskabsstyrelsen og er fredet. Men pas-ser den, gør de yderst sjældent.

Dette indlæg blev udgivet i Natur og tagget . Bogmærk permalinket.

5 Responses to At gå ture på villavejene

  1. Inge skriver:

    Åhhh hvor er den smuk Lone, den måtte også gerne gro i min have. Klematis har jeg ikke nogen af hverken her eller i Sverige, men jeg nyder dem lige som dig, når jeg ser dem i fuld blomst rundt omkring.
    Kunne I ikke søge Beredskabssytrelsen om at få gjort noget ved vildnisset, de må da ha’ interesse i at det ser pænt ud, og at andre passer det stykke jord.
    I må ha’ en skøn arbejdslørdag, håber du bliver sat til noget du har lyst til, ellers kan I vel bytte lidt rundt.

  2. Annette skriver:

    Hvor er den rhododendron dog skøn, den ligner et tylbrus på en selskabskjole ☺.
    Jeg har aldrig kunnet enes med rhododendron, desværre! Mine forældre havde mange store i deres have og selv om jeg gjorde præci,s hvad de sagde jeg skulle, så lykkedes det mig aldrig, planterne gik altid ud!
    Både her og i Belgien står der rhododendron overalt langs vejene, endda i krat langs med motorvejen, hvor ingen gør noget for at få dem til at gro, så det må være jordbunden der bestemmer.
    Spændende at se hvad du bliver sat til på lørdag, håber det bliver et eller andet sjovt. En rigtig god arbejdslørdag til dig, Lone.

  3. Henny skriver:

    Vores have er det rene sand, så jeg var pessimistisk, da min mand foreslog at plante rododendron. Men han plantede dem i spagnum, og de vokser og breder sig og blomstrer vidunderligt hvert år, så det må du endelig prøve!

  4. Madame skriver:

    Sikke en smuk rododendron du har fotograferet, Lone – jeg tror aldrig, jeg har set så elegant en blomst før. Men de er nogle sarte planter, og selv om vi har en del rododendronplanter, er der ikke én eneste med blomst i år. Klematis har jeg heller ikke held med, men der hvor vi boede før, blomstrede de villigt.

  5. Lone skriver:

    Inge, Jeg tror, det er den smukkeste rhododendronblomst, jeg har set.
    Jeg har også tænkt mig, at kontakte Beredskabsstyrelsen. De må da være taknemmelige over, at nogen vil passe deres jord gratis 🙂
    Jeg håber, jeg får noget havearbejde. Nu får vi se 🙂

    Annette, Ja, den ligner netop et tylbrus 🙂 Man kommer til at tænke på små eventyrprinsesser.
    Jeg syntes også rhododendron’erne gror utroligt flot i parker, anlæg og haver, hvor der ikke bliver gjort nogen stads af dem. Det har sikkert noget med jordbunden at gøre.
    Jeg håber ikke, jeg bliver sat til at male gårdtoilet, selvom det er nyinstalleret 🙂

    Henny, Så er det altså af stor betydning, at de bliver plantet i spagnum, når det er lykkes for jer med en grund, som er sandet.
    Jeg må have en stor sæk spagnum med hjem fra planteskolen. Måske kan jeg nå at redde den sidste jeg har tilbage.

    Madame, Sådan tænkte jeg også, men det er sikkert kun indtil vi ser en anden bedårende blomst, som bjergtager os. Nu kommer pæonerne og roserne lige om lidt 🙂

    I ønskes en rigtig dejlige weekend 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *