I mit barndomshjem blev der pillet mangen en kartoffel.
Min mor havde en yndlingskar-toffelpillekniv, som kun hun måtte bruge.
En dag var den forsvundet.
Aldrig har jeg set hende så ked af det. Jeg har ikke været ret gam-mel den gang, men gammel nok til at huske hendes forfærdelse over tabet af kniven.
Hun konkluderede, at den måtte være blevet smidt ud sammen med kartoffelskrællerne.
Mange år senere købte jeg en kniv magen til på et loppemarked. Kun fordi, det var sådan en, min mor var grædefærdig over at have mistet. Jeg har den her i sommerhuset og tog den frem forleden, da jeg blev nødt til at pille kartofler til en ret. Så var det lige, at minderne dukkede op…
Da jeg kom herop i tirsdags, gik Ruf’er og jeg en runde i landsbyen.
Vi mødte den sødeste flok høns på et hjørne og stod alle og kiggede forund-rede på hinanden.
Inden jeg fik kameraet rigget til, var halvdelen løbet ind i en have.
Hanen stod vagt til alle pigerne var af banen. Så gik han også sin vej.
Sådan en kniv fyldt med minder har jeg også i min køkkenskuffe. Det er min mors lillebitte savekniv, der blev brugt til alt mulig. Håndtaget er slidt af brug og ælde – men den skal bare ligge i min skuffe og sende dejlige minder ud 🙂
Sikke nogle smukke høns! Det er noget af det eneste, vi ikke har lige her …
Stokroser, bindingsværk og frigående høns – man føler sig næsten hensat til en fjern fortid uden bilstøj og stress og larm. Det ser rigtig, rigtig hyggeligt ud. 😀
Hej Bente, kender det med kameraet, møg-irreterrende at de ikke kan blive stående til man har taget billedet…..
SUK, hvor romantisk, ogsaa det med kniven. 🙂
Hvor er der smukt i jeres lille landsby, godt der ikke kom en bil susende og tog en høne med på køleren..
Ha’ en god søngad aften
Madame, Er det ikke sjovt, som sådan et lille hverdagsredskab kan fylde os med minder? Du har endda originalen 🙂
Det var sådan en smuk flok høns. Især en beige/rosafarvet var flot. Ih, hvor var det ærgerligt, jeg ikke fik dem alle med.
Jens, Lige det stræde i byen ligner noget fra en fjern fortid. Dette motiv ligner min barndoms landsby. Det ser meget hyggeligt ud. Jeg har dog ikke lyst til at bo i bondehus igen 🙂
Rejen, Det er virkelig møg-irriterende 🙂 Man står som en anden bordercollie og forsøger at paralysere dem i stillingen, indtil kameraet er klar 🙂
Tina, Tak 🙂
Inge, Denne landsby har formået at renovere de fleste gamle huse på nænsom vis, så man fornemmer tiden der var engang.
Når jeg tænker over det, har jeg aldrig set en overkørt høne. Jeg har selv boet på landet, hvor hønsene gik frit rundt. På en eller anden måde, forstår de at komme af vejen i en ruf, når der kommert et køretøj 🙂