Jeg er glad for

… at vi tog hjem fra landet i lørdags. At opholde sig inden døre med husbond på en regnvejrsdag i sommerhus er ikke særligt opløftende.
Han skal se mennesker. Det fik han så også at se, da vi kom hjem.
Det myldrede med dem (og deres biler) i vores kvarter. Der var salg af designertøj i Forum.

Det var ikke til at opdrive en P-plads i miles omkreds.
Jeg blev derfor losset ind på hovedtrappen med picnickurv med madvarer, Miss i transportkasse, Ikeapose med alt det løse og min computer. Husbond kørte ud for at parkere dytten et sted og kom afslappet tilbage med Rufus i snor og en hånd i bukselommen. Det var snedigt, så havde jeg i mellemtiden fået slæbt alt det tunge op til 4. sal.

Jeg sad og studerede opslagstavlen/-væggen på landet. Det var min mening at sortere og smide ud, men hver gang jeg tog fat i et udklip eller et billede fortrød jeg.

Jeg kan da ikke lægge billedet af min første, dejlige hund i skuffen – eller pasbillederne “fra deromkring” af husbond og mig – eller den tegning en tidligere kæreste har givet mig. Haren er så flot tegnet og passer til landet. Den skal også blive hængende.

Jeg bryder mig bestemt ikke om platter, men den med bedstefars hus på Mors er et must i ethvert hjem hos efterkommerne af bedstefar og bedstemor på husbonds side. De har alle gode minder fra det hus. Den hænger fint dér, jeg ville aldrig have hængt den op herhjemme.
En tegning af kornarterne skal også blive hængende. Hver sommer er vi tvivl om hvad, der er hvad.
Billedet med duerne, malet i vandfarver, har en kollegas mand malet. Det kan jeg heller ikke lægge væk. Og da heller ikke billedet med spanden, som en kollega har malet.

Nej. Der er ikke noget, jeg kan fjerne.

Hvad er det lige Rufus har mellem ørerne?
– Himmel og fjord da 🙂