Min mor døde, da hun var 61 år efter først at have fået en hjerneblødning og derefter et par blodpropper. Hun blev lam i den ene side og kunne ikke gå, tale eller skrive. Et halvt år efter hjerneblødningen døde hun på et plejehjem.
Det var i 1979. Jeg var 30 år og anede intet om sygdommen – heller ikke min stedfar. Internettet fandtes ikke den gang, så vi måtte ty til lægebøgerne for at hente oplysninger om sygdommen.
Mange ting forstod hun, andre gjorde hun ikke. Hvis bare vi kunne have skrevet sammen… Jeg ville så gerne have spurgt hende, om hun var bange, om hun havde smerter og den slags. Jeg og min stedfar var hver hos hende mindst et par gange dagligt. Vi kunne ikke bære, at hun skulle sidde i en fællesstue dag ud og dag ind uden at kunne komme i kontakt med de andre beboere.
Jeg kan stadig gå og tænke på, om vi gjorde det rigtige for hende under sygdomsforløbet.
Nu har jeg lånt en bog på biblioteket – ‘Slået af indsigt’ af Jill Bolte Taylor.
Forfatteren er selv hjerneforsker og fortæller i bogen om sin egen hjerne-blødning og den lange vej til helbredelse. Det tog otte år.
Hun oplevede hjerneblødningens ødelæggelse indefra og kunne følge, hvordan hun i løbet af fire timer mistede evnen til at gå, tale, læse og skrive.
Bogen er en beretning om hendes usædvanlige rejse, som førte til dybe ind-sigter.
Jeg håber, jeg i denne bog kan få svar på nogle af de spørgsmål, som stadig dukker op om, hvordan min mor egentlig havde det under hendes sygdom.
Kære Lone, det er gribende at læse, hvad du fortæller. Jeg vil læse bogen – har selv familiemelemmer, der fik en hjerneblødning.
Jeg har desværre ikke så meget tid til at skive mere nu.
Ha’ en rigtig god weekend!
En pripende historie Lone!!! Håper boken gir deg svar på din spørsmål.
Klem fra meg…….
Skrækkeligt ikke at kunne komme i kontakt med en person man kender og elsker, håber du får svar på nogle af dine tanker…Klem og god weekend..;-D
Slike opplevelser setter seg fast hos oss, har lignende tanker rundt min fars død. Vi vil så gjerne vite hva de tenkte og hva de følte, ikke enkelt dette. Håper boken gir deg noen svar.
Når det er sagt, nyt helga, klem fra meg;)
Det lyder som en god bog at læse. Det er altid imponerende når mennesker kæmper sig tilbage efter en svær sygdom. Håber du får nogle svar.
Spændende at læse at du og Teddy skal lære at gå pænt i snoren;-)
Fortsat god søndag.
Madame, Bogen er gribende læsning. Det har beroliget mig en del at læse, at selvom det var en forfærdelig hændelse, nød hun det i det tidlige forløb, fordi en følelse af velvære og fred bredte sig i den intuitive del af hjernen. Så det har ikke været smertefuldt – bortset fra migrænen. Om lidt skal jeg læse resten af bogen 🙂
Havfruen, Jeg har allerede fået besvaret de første spørgsmål 🙂
Annemarie, Det var skrækkeligt. Man er forfærdelig magtesløs. Jeg oplevede flere gange, at min mor ville fortælle mig noget men ikke var i stand til det. Man kan læse utrolig meget i øjnene.
Tovepia, Det er alt det usagte, som lejlighedsvis dukker op i tankerne. Dog hører man også om, at selv om man kan kommunikere med den sygdomsramte, er det ikke altid, man får talt om sygdommen.
Klem til dig 🙂
Havehyrde, Ja, det er meget imponerende, som det lykkes nogle, at vende tilbage. Bogen kan bestemt anbefales. Om ikke andet så for at kunne genkende symptomerne, og få tilkaldt 112 med det samme, hvis man selv bliver ramt.
Det er nok mest mig, der skal tage ved lære til træningen. Det er jo mig, som ikke forstår, at indlære ham 🙂
Rigtig god søndag til jer 🙂