Vi var på vej

… min hund og mig – til en luftetur på strandengen ved fjorden. Vi kører derud af en meget smal vej, hvor der går græssende herefordkvæg på begge sider af vejen.
De står skiftevis på de bakkede græsarealer mod fjorden eller på den anden side af vejen ind mod land.

Hereford

Da vi kom kørende, kunne jeg ikke få øje på et eneste kreatur – på nær en lille forladt kalv. Jeg fik senere fortalt af ejeren, at der er ca. 130 kreaturer på arealerne.

Min første tanke var, at ejeren havde fået slagtet dem alle sammen og havde glemt den lille kalv.

Stien til strandengen ligger tæt på græsmarkerne, og under hele lufteturen kunne jeg høre kalven brøle og en ko, som svarede. Det var så hjerteskærende.

På tilbagevejen lagde jeg mærke til, at trådene, som indhegner markerne lå på jorden, og jeg var bange for kalven ville gå ud på vejen og blive kørt ned.

Hereford kalv

Heldigvis vidste jeg, hvor ejeren bor i landsbyen og jeg måtte ind og fortælle ham, om den ulykkelige kalv og dens mor.

Det viste sig, at han natten i forvejen havde gennet hele flokken over på marken på den anden side af vejen mod fjorden – kalvens mor inklusive. Men den lille kalv nægtede at passere asfaltvejen. Hvis ejeren forsøgte at nærme sig den for at hjælpe den på vej, løb den væk. Derfor havde han ladet tråden til indhegningerne på begge sider ligge på jorden, så mor og kalv kunne forenes.
Vejen ender blindt ved fjorden, så der er ingen trafik om natten.

Missionen var ikke lykkedes, og det var derfor, jeg kunne høre dem stå og kalde på hinanden. Moren stod med resten af flokken et sted ved fjorden og havde ikke magtet at hente sin kalv. Netop som jeg kom og vækkede(?) ejeren denne tidlige morgenstund, havde han besluttet, at nu måtte det kunne lykkes, idet morens yver måtte være spændt til bristepunktet, og at kalven sikkert var så sulten, så genforeningen forhåbentlig kunne genskabes.

Men det var ubærligt at høre de to kalde på hinanden. Disse dyr er slagtekvæg og køer og kalve får lov at gå sammen.

Så heldige er malkekvæget ikke.

 

Dette indlæg blev udgivet i Dyr. Bogmærk permalinket.

5 kommentarer til Vi var på vej

  1. Deborah skriver:

    Nej du har ganske ret. Der er næppe noget mere hjerteskærende end dyrebørn (og menneskeditto), der kalder på mor. Godt du reagerede.

    Med hensyn til at gå sammen, var det også noget, jeg var inde på her.

  2. Madame skriver:

    Ved du, om mor og kalv er blevet genforenet? Der er mange hjerteskærende historier fra landbruget, som burde få mig til at blive vegetar.

  3. Inge skriver:

    Nårhhh det lille pus, håber landmanden fik mor og barn forenet.

  4. Anette skriver:

    Årh håber de to er blevet forenet. God søndag aften.

  5. Lone skriver:

    Deborah, Jeg kan se “dine” køer også har et godt liv 🙂
    Hvor ser der vidunderligt ud på Læsø – og godt du kunne låne en bil til at komme rundt og få set en masse.
    Jeg syntes næsten, det er værre, når dyrebørn bliver bliver fjernet fra moren. Man kan ikke fortælle en ko fx, hvorfor det går så galt.

    Madame, Nej desværre. Jeg ved det ikke, men det er de helt givet. Ejeren var meget omsorgsfuld. Han ville køre ud og lede efter koen og genne den op til kalven. Ja, man burde blive vegetar 🙂

    Inge, Ja, det må vi håbe. Kalven må virkelig ha’ været skrækslagen for vejen 🙂

    Anette, Det tror jeg helt bestemt, de er. Ejeren virkede meget, meget sød 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *