Jeg har stillitser i min have

Mange fortæller om alle de fuglearter, de har i deres haver. Jeg har sikkert de samme her, men jeg kan ikke nævne, hvilke “racer” det er, udover de mest almindelige. Jeg er ikke den omhyggelige type, som slår op i bøger for at undersøge, hvad det er jeg ser.

Nu er der dog dukket nogle op i flokken, som jeg ikke har set før – eller hørt andre nævne. Dem måtte jeg trods alt slå op i håndbogen, da de er helt specielle.

Det er så stillister.

Stillits
Lånefoto af stillits

Stillitser er en af vores mest farvestrålende fugle, skriver DOF. Den skulle være meget udredt i Danmark.

Jeg har dog ikke lagt mærke til den før. De lever hovedsageligt af ukrudtsfrø. Det kan vi også levere, men det er nu ved solsikkecaféerne, jeg ser dem.

Jeg viser et lånefoto, da mine vinduer danner dis over egne billeder 🙂

Kirsebærtræ
Åh, som de blomstrer smukt lige nu

Solopgangen var igen i dag helt fantastisk. Fjorden var indhyllet i tågebanker, og græsstierne knasede af frost under fødderne.

Godt, jeg bar alle mine nytilplantede krukker op på verandaen i går aftes. Pelargonierne fik et strejf af frost forrige nat.

Om lidt skal de bæres ud på terrassen og solbade. Inden længe vil jeg følge efter og se at blive færdig med min bog, så jeg kan komme i gang med at foretage mig noget praktisk.

Rigtig god dag 🙂

Dette indlæg blev udgivet i Natur. Bogmærk permalinket.

9 Responses to Jeg har stillitser i min have

  1. Catarina skriver:

    Wauw, det er da en ualmindelig flot fugl, sådan nogle tror jeg ikke vi har i vores have, jeg har i hvert fald aldrig set dem. 🙂

    JA, kirsebærtræernes blomstring er bare så smuk og vidner om at foråret for alvor er skudt igang.

    Ha en skøn og solrig dag. 🙂

  2. Madame skriver:

    Stillitsen er et fantastisk syn – jeg har kun set den enkelte gange i vores have og har vist billeder af den. Er de japanske kirsebær sprunget ud hos jer allerede? Her er det magnolietræerne, der er længst fremme, men jeg glæder mig til alle frugttræernes blomstring 🙂

  3. Lykke Thomsen skriver:

    Vi har også stillitser i min have, det har vi haft de sidste 3 år, før den tid havde jeg aldrig set dem.

  4. Randi skriver:

    Vi har også haft den fornøjelse at have stillitser på besøg i haven i denne vinter.
    Hos os blomstrer det japanske kirsebærtræ ikke endnu, men for katten da hvor jeg glæder mig til, det springer ud!

  5. Inge skriver:

    Hvor er den flot, den har jeg aldrig set i vores have., 🙂

  6. Henny Stewart skriver:

    Nå, sådan ser en stillits ud! Så ved man det. Det er et meget smukt billede, det med den japanske kirsebær. Nogle af vores naboer har også japanske kirsebær, men de er ikke sprunget ud endnu.

  7. anette skriver:

    Den er bare så flot sådan en Stilits. Har set den før på en eller anden blog – kan desværre ikke huske hvor men muligvis Helle K eller Madame. God weekend.

  8. Lone skriver:

    Catarina, Den fik i hvert fald mig til at spærre øjnene ekstra op.
    Ja, når kirsebærtræerne blomstrer, er foråret skudt igang 🙂

    Madame, Det er sandelig en farverig fugl.
    Ja, de helt unge kirsebærtræer er i fuld blomst alle vegne her i storbyen – også på Langelinie, hvor der står en hel masse 🙂
    Magnolietræerne er også i fuld gang med udspring.

    Lykke, Og du har har haft dem i 3 år. Det kunne tyde på, det er en fugl som er begyndt at yngle her. Den pynter så fint derude 🙂

    Randi, Jeg fornemmer, det er en tilflytter, som breder sig mere og mere. Det er første gang, jeg har set sådan én.
    De kirsebærtræer, jeg møder på min vej, er meget unge. Det er som med bøgen, at de unge springer ud i det først 🙂

    Inge, Jeg sender lige et par stykker mod Roskilde 🙂

    Henny, Det er viden, man ikke kan undvære 😉 Jeg syntes også det var fine farver på det billede 🙂

    Anette, Madame har vist billeder af stillitser i sin have. Jeg troede, jeg var den første i landet, der kunne prale af en så speciel fugl 🙂

  9. Endelig er jeg med igen og opdateret med alle de snemængder I har måttet sloges med vinteren og foråret igennem. Men som du selv er inde på i et indlæg, skiftende årstider, dem vil vi nødigt undvære.
    Jeg mener, at du i et indlæg skrev, at du havde sået frø af kl. 12 blomst? Dem kender jeg ikke og internettet var ikke særlig behjælpelig.
    Den lille fugl er umådelig yndig, heller ikke den kendte jeg.
    Utroligt, så meget man lærer som blogger, også de fantastiske skabeloner til julehjerter, jeg skal have gang i en ny produktion, for Misse (katten) anså vore for at være hængt op til dens fornøjelse til jul ☺.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *