Da jeg luftede den firbenede på vej til Søerne denne aftenstund, hørte jeg råb, larm og høj musik fra en demonstration. Det var ikke muligt at lokalisere nøjagtigt, hvor lyden kom fra, da den hopper mellem bygningerne.
Da vi kom op til Søerne kunne jeg på lang afstand se, at der var gang i den på H.C. Andersens Boulevard. De, som demonstrerede, var tæt omgivet af mange politibiler med blå blink. Demonstrationen kan ikke have været så interessant. Der blev ikke vist noget i TV-avisen.
Den forstyrrede da heller ikke vores hyggelige aftenstur, hvor vi gik og lyttede til solsortenes sang og ændernes rappen. Joggerne løb også ufortrødent videre og stavgængere gik deres gangart.
Så fik jeg da husket at bruge det rucolosalat, som jeg købte i lørdags. Jeg har selv skulle sørge for bespisningen i aften. Det blev til ristet brød med svensk salat, spejlæg, rucolosalat, agurk mv. Det var ikke så ringe endda.
I morgen skal vi på landet og nyde vores egen have. Der er sket så meget i haverne, jeg ser til daglig, i den forløbne uge. Til aften så jeg en smuk blomstrende rhododendron. Det var fantastisk. Der er også træer, som er sprunget ud med lyserøde blomster i denne uge. Det kan vel ikke være japanske kirsebær allerede?